Hver for sig står de for en stor del af streamingen af henholdsvis film, serier og musik - nu slår de pjalterne sammen på en måde. Netflix skal lave en ny original-serie om den svenske musiktjeneste Spotify efter bogen 'Spotify Untold’ af forfatterne Sven Carlsson og Jonas Leijonhufvud, der begge er erhvervsreportere på det svenske nyhedsmedie Dagens Industri.

Netflix-serien blev annonceret onsdag, men har fortsat ingen titel. Vi ved dog, at den bliver til gennem et samarbejde mellem produktionsselskabet Yellow Bird, der også står bag ’Young Wallander’, og den anerkendte instruktør Per-Olav Sørensen, kendt for 'Quicksand' og 'Nobel'.

Musiktjenesten Spotify blev grundlagt i 2006 af den unge tech-iværksætter Daniel Ek og hans partner Martin Lorentzon, der begyndte at tilbyde gratis og lovlig musik til hele verden, hvilket ændrede markedet totalt.

“Jeg er begejstret for at bringe historien om det svensk-baserede Spotify til live på skærmen. Det er et vedvarende eventyr i en moderne tid om, hvordan svenske vidunderbørn forandrede musikindustrien forevigt. Historien er utrolig spændende og udfordrende. Udfordrende, fordi Spotify-historien ikke er slut endnu – den kører stadig med høj hastighed og vil formegentlig ændre sig, mens vi arbejder på projektet,” siger Per-Olav Sørensen i en pressemeddelelse.