DET ER NOGET SJOVT noget, det med Katherine Diez.
I torsdags kunne man se hende sidde i 20 lange minutter ved højbordet i ’Go’ Aften Danmark’, hvor hun blev interviewet af Janni Pedersen i anledningen af hendes bog og lydbog osv.
Et interview, der var blottet for reel substans, men leverede den ene oneliner efter den anden.
Hvordan er det så nu, ville Janni Pedersen høre.
”Lige nu når jeg sidder her? Udover jeg bobler af raseri og lige skal have en drink bagefter? Udover jeg faktisk slet ikke rør alkohol nu,” svarede Katherine Diez.
Var du klar til at skrive bogen, ville Janni Pedersen også høre.
Og så siger Diez, at hun er fuldstændig klar, et helt andet sted, at det var en uddrivelsesproces, en opdagelse i et kvindeliv, rigtig mange kan relatere til, og så takker hun for omsorgen.
”Men hvor var den omsorg, da jeg lå og ikke ville leve mere?”
Men hvem er det, du klandrer der, ville Janni Pedersen så høre.
”Medierne,” lød svaret.
Ja, medierne har ikke passet godt nok på Katherine Diez, der længe insisterede på at være en del af medieverdenen i sådan en grad, at hun fandt det nødvendigt at plagiere andres arbejde og nu at skrive en bog, som følge af den naturlige shitstorm.
Andre ville nok gøre deres for at gemme sig fra offentligheden og distancere sig fra alt, der har med kultureliten at gøre, efter sådan en omgang, men ikke Diez, der sågar nu vender tilbage til den føromtalte elites højborg: Bogforum.
Det er blevet annonceret, at hun lørdag den 1. november klokken 14.30 vil indtage en af messens scener, hvor hun i en halv time vil snakke med en hemmelig moderator om hendes på baggrund-skrevne dagbog ’I egen barm’, der blev udgivet på People’s i begyndelsen af oktober, og som har skabt en hype uden lige, i skrivende stund er der fx 234 reserveringer til bogen på Frederiksbergs biblioteker, hvor der desuden er indkøbt 52 eksemplarer.
Til sammenligning har samme kommune kun indkøbt 49 eksemplarer af modtageren af De Gyldne Laurbær 2024, Kim Blæsbjergs ’De bedste familier’, og til den er der 24 reserveringer.
Der er en helt sindssyg folkestemning omkring Katherine Diez, der både beror på nogens lyst til at brænde nogen på bålet og den desuden menneskelige tilbøjelighed til at elske sladder, ja, det gør os rent faktisk euforiske.
Medierne har også bemærket det.
Siden den 30. september, hvor det blev officielt, at bogen ville udkomme, er der blevet skrevet intet mindre end 798 artikler, der indebærer navnet ’Katherine Diez’ – rekordholderen er Se og Hør, der alene har stået for 103 af disse.
For lige så meget som mennesker elsker sladder, elsker medier klik, og det, der er værd at vide om hele affæren, er, at sådan noget omsætter utroligt mange klik, og i denne digitale verden, hvor klik er penge, vil et arrangement som det på Bogforum, hvor Katherine Diez skal forsøge at forklare sig selv, være naturligt for den ambitiøse reportagejournalist at dække, hvorfor jeg med fire timers søvn i bagagen tropper op på Bogforum ude i Bella Centret klokken 13.
JEG HAR ALDRIG været på Bogforum før, men jeg forestiller mig, at der ikke er så mange, og at der primært vil være folk med briller.
Det førstnævnte ender jeg med ikke at få ret i. Der er rigtigt mange mennesker på Bogforum. Uoverskueligt mange. ’Ved brandmyndighederne det her?’-mange.
Jeg starter med at komme ind i en stor hal, hvor jeg først møder en, der ligner Alice fra ’Alice i Eventyrland’ på en prik, hvis altså Alice fra ’Alice i Eventyrland’ var 30 år og bar et sportsur. Hun sidder til bords med en, der er malet helt blå, og i samme øjeblik bliver jeg passeret af Harley Quinn, der skubber en barnevogn, mens en mand i civil bærer rundt på en kæmpe kølle bag hende.
Moderatoren på scenen er klædt ud som en ’Sims’-figur og gøres selskab af en, der er klædt ud som en manga-karakter.
”Den har lommer,” siger han i mikrofonen, hvilket får publikum til at juble.
Jeg (177 cm høj) må stå på tæer for at se scenen, så mange er der, og jeg bliver hele tiden overhalet indenom af Zelda og orker.
Her er masser med langt lyst hår, men det ledsages altid af nogle spidse ører. Det er ikke her, jeg skal være.
På vej væk fra scenen bliver mit blik fanget af en stand, der sælger erotiske fantasy-malebøger til voksne, dette reklameres der for med et banner, hvorpå der fremgår en buttet pige med gevir, pelsede ben og bare bryster. Halvdelen af tegningen er farvelagt.
Et andet sted kan man købe plakater af tegnede piger med nogle ordentlige kasser, et tredje sted kan man købe dem i figur-version.
Jeg fortsætter min færd og er pludselig i baggrunden af en TV2-optagelse, hvor Hella Joof selvfølgelig bliver interviewet.
Jeg må videre. Hen til People’s. Diez’ forlag.
En lang kø strækker sig. Er hun her mon allerede? Den er virkelig lang.
”Hvad står de mennesker i kø til,” overhører jeg en ældre kvinde, præcis en, der ikke ville vide, hvem Diez var, spørge.
Men det er ikke Diez, disse mange, mange mennesker står i kø til, men Maren Uthaugs bogsignering. Der står på den gode side af 50.
Da jeg endelig kommer til People’s, er der mange mennesker, men ikke mange-mange mennesker. I et hjørne står der et tårn af ’I egen barm’, der er på tilbud til 200 kroner (i Føtex koster den 180 kroner pt).
Her er stille. For stille. Jeg tjekker programmet. Så tjekker jeg det igen. Hmm… Har jeg kigget forkert? Så igen. Så tager jeg min mobil, finder det skærmbillede, jeg har taget af arrangementet, frem, nej, den var god nok. Kigger igen. Googler. Pis.
Det var blevet rykket til i går.
JEG SLENTRER AFSTED mod udgangen, jeg vil hjem og slikke sårene, gerne hurtigt, men det hele foregår i snegletempo.
Gangene er et par meter brede, og alle vælger at stoppe op i midten af dem, og dem, der ikke gør, går som var underlaget kviksand.
Det går så langsomt, at jeg ikke kan nå at sige nej og skynde mig videre, da jeg når til nogen, der tilsyneladende hedder Midsummer.dk.
”Sådan regner børn, de tager to to’ere og tre tre’ere og plusser som fem’ere eller…” og så siger han en masse, jeg forstår endnu mindre og stikker mig en flyer i hånden.
”Det er fremtiden indenfor matematik,” siger han, mens jeg bliver opslugt i folkemassen.
Jeg registrer ikke, hvad dem inde til oplæggene siger, det kan jeg slet ikke. I en stand sidder tre mennesker på for høje stole og taler til et publikum bestående af en person, der står en meter fra dem, mens de overdøves af både Margrethe Vestager, Anne Hjernøe og Maya Tekeli.
Pludselig kan jeg høre Martin Krasniks stemme i det fjerne. Men da jeg nærmer mig Gyldendal, er det ikke ham, der sidder der, men Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der bliver interviewet af en anden. Fortvivlet går jeg videre i min tåge med blikket rettet mod jorden, og da jeg kigger op igen, ser jeg til min pludselige overraskelse Martin Krasnik på Gyldendals scene interviewe Hans Davidsen-Nielsen. Jeg vender mig om, men bliver mødt af den uafbrudte strømning af mennesker. Ingen tid til spørgsmål, bare fortsæt.
Så driller teknikken, og så kan jeg høre Anne Lise Marstrand-Jørgensen igen, og jeg fortsætter rundt i cirkler for at konstatere, at den er god nok, der er to scener, men heldigvis for Krasnik er det ham, der vinder i stemmelotteriet.
Nå, det var udgangen, vi kom efter.
Min tåge får mig forbi Politikens bagside, og da jeg kigger op, kan jeg konstatere, at jeg er i den direkte skudlinje for et halvt dusin fotografer, der står og venter på, at en eller anden skal komme ud.
”Har du hørt noget?” spørger den ene den anden, og snart fordufter de.
Derfra videre til et sted, der sælger erotiske noveller med titler såsom ’Advokatens drømmefanger’, bagefter forbi en bod, man har indrettet til at ligne en bar, så en bod, man har indrettet til at ligne en have, så en der skal ligne en stue og en, der skal lige Politikens Boghal ... vent en gang.
Alle veje fører til Gyldendal, der går ikke længe, før jeg står der igen. Det er stadig en forunderlig oplevelse, ikke mindst fordi de to forskellige publikummer er så godt som identiske: pensionister med briller fra række 1-4, derfra primært midaldrende med briller.
Køerne til at købe bøger ved samtlige af de store forlag varierer mellem at være lange og rigtigt lange.
Nu kommer Naser Khader, som den eneste på hele messen, gående meget hurtigt, og det lige imod mig, jeg må undvige, hvilket tager mig hen forbi Clement Kjersgaard, der står i sin Ræson-bod i en meget lyseblå hættetrøje med en endnu mere lyseblå blazer over, et look, han virker til at have monopoliseret, og der er overraskende få, der står i kø til at tale med ham.
Jeg prøver at efterligne Khader og går meget hurtigt, men det fungerer ikke, dette er et folkefærd, der siger ”Hey hey hey”, når man skubber.
På Bogforums Instagram kan jeg se, at de må meddele udsolgt af både lørdagsbilletter og partoutbilletter. Når man går her, virker det ellers, som om der ikke eksisterer en grænse.
På et tidspunkt kan jeg ikke længere høre Krasniks stemme, og det er der, jeg ved, jeg er i problemer. Jeg prøver at finde tilbage til cosplayerne, men ender i stedet i en lukket sfære af ’Anders And’-tegninger, der alle sammen koster fra spidsen af en jetjager og op efter.
Og så ser jeg den: en udgang. Men da jeg nærmer mig den, er den låst. Og det gælder også den næste. Og den tredje.
I stedet ledes jeg hen til flere stande, hvoraf nogle sælger tedåser, andre sælger fagbøger, man aldrig nogensinde har hørt om.
I en verden med papirmangel er det så sandelig vildt, hvor mange bøger der er til stede i Bella Centret i denne weekend, som man eller ingen man kender nogensinde kommer til at læse.
Der er en hel bod dedikeret til bogen ’What the fuck, Lars?’ endda med den information, at den er godkendt som undervisningsmateriale.
Ovre hos Grønningen 1 har de tilbud på ’Arbejdets land’ af Kaare Dybvad Bek – tre for 100.
På vej mod udgangen passerer jeg også bogen ’Arbejder isbjørne også over?’ der ligger ved siden af ’Rester af forvivelse’, sjældent har man følt sig mere set.
Og så er den der. Ikke udgangen, men VIP-indgangen.
’Ingen adgang for gæster’, står der.
Med hastige skridt går jeg mod den, ned ad det røde gulvtæppe, forbi loungen, forbi vagterne og ud.
Væk fra det virvar, der er Bogforum, og hvor 43.258 gæster weekenden over har lagt vejen forbi. 11 procent flere, end der var i 2023.
PÅ EB.DK KAN jeg se, at der ikke var et sæde, der stod tomt, da Diez var til stede på Biografiscenen fredag eftermiddag. Moderatoren endte med at vise sig at være Janni Pedersen, der lovede, at det ikke ville blive et kritisk interview.
”Jeg hader sladder,” sagde Diez fra scenen.
Og sådan endte publikum altså med at indfri sætningen om, at man lærer noget nyt hver dag.
