I anledning af sommerens fodbold-VM har Pepsi Max lanceret en reklamevideo, der afprøver virkelig mange ting på én gang.
I filmen cruiser man gennem Rio sammen med en ung fyr, der, helt tilfældigt, løber ind i fodboldberømtheder som Lionel Messi, Sergio Ramos og Robin van Persie. Det lyder måske nok bekendt.
Men i modsætning til de fleste reklamefilms traditionelle, lineære fortællestil, har Pepsi givet seeren muligheden for at klikke på udvalgte punkter og foretage små afstikkere i historien, der bagefter vender tilbage til hovedsporet.
Hold pilen hen over filmen nedenfor, når du afspiller den, og se, hvordan det fungerer.
Læskedrikfabrikanten har historisk set været god til at bruge fodboldspillere og musikere som reklamesøjler. Hidtil vist nok kun hver for sig. Men denne gang får de med ét stik virkelig skovlen under både sporten og popkulturen ved at benytte stjerner fra begge lejre i samme video.
Og mens hverken Sergio Ramos eller David Luis kommer til at modtage nogle skuespilpriser for deres fortolkninger af sig selv, så er filmens lydside den egentlige oplevelse.
Pepsi har som erklæret mål med sin 2014-reklamekampagne at integrere musik og fodbold, og i første tilfælde har de valgt en coverversion af David Bowies hymne ’Heroes’.
Det er R&B-sangerinden Janelle Monáe, der har fået æren af at nyfortolke klassikeren. Det har hun gjort uden fløjlshandsker, sammen med sit producerteam har hun givet sangen et hårdere, mere elektronisk dansabelt udtryk.
Lyt til den i fuld længde her:
Den amerikanske sangerinde, der også optræder i videoen, har ikke lidt under ærefrygt i moderniseringsarbejdet med David Bowie i hans ’Berlin-periode’, anno 1977.
”Nej, for fanden. Bowie er med på den. Han er fan af mig, og jeg er fan af ham. Respekten er gensidig. Jeg hører fra hans kone, Iman, at han virkelig bakker op om den måde, jeg klæder mig, og den måde jeg laver musik. Jeg håber bare, at vi har gjort ham stolt af os”, udtaler hun til Rolling Stone.
Læs hele interviewet her.