Har du ritualer, inden du går på scenen?
”Færre og færre. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Nu står jeg
med en primært ny gruppe mennesker i mit band, og jeg tænker: Skal vi have en
form for kampråb? En samling, en gathering, en lille rundkreds
inden?
I 25 år har jeg stået og haft latterlige, sjove, hidsige
kampråb, men ... Jeg er faktisk holdt op med det. Hvorfor jeg så har det,
spørger jeg også mig selv om rimelig interesseret. Det er nok, fordi jeg har
opdaget igennem 25 år i et backstage-rum, at det sted, energien skal være, er
det øjeblik, du træder ind på scenen.
Det gælder ikke om, hvor sjovt det er på turen derhen, eller
hvad du har spist. Det er okay, at det er røvkedeligt, og at det er helt swipende,
det, der foregår omme bagved. Det er okay. Det er kun på selve scenen, det er
interessant, hvordan energien er.”
Hvad har du på din rider?
”Jeg har skrevet pastis på. Og så vand og isklumper.
Isklumper er nogle gange svært for arrangørerne. Pastis er svært hver anden
gang. Jeg er ikke sådan én, der bliver hidsig eller på anden måde sydlandsk,
hvis det ikke er der. Men jeg kan godt lide, det er der.
Jeg synes, det er en skøn ting at drikke inden, fordi der er
så meget vand i, at man – haha – ikke bliver stiv. Det er næsten et
ritual. Ellers er det ritual-frit. Det handler om det, der sker på scenen. Og
ikke før. Eller efter for den sags skyld.”
De her både mere og mindre mærkelige kampråb, du har haft
igennem tiden. Hvad står frem som det skøreste?
”Det kan jeg ikke engang nævne overfor dig. Det er så
anti-2023, eller hvornår det var allermest woke haha. Du får mig sgu ikke til
at sige, hvad vi stod dér og råbte til hinanden. Det var, som man siger, en
anden tid.”
Du har før talt om, at det her med at optræde har været
forbundet med usikkerhed. At det har været lidt en udfordring for dig. Hvordan
føles det nu? Er det helt uden forhindringer på vejen?
”På nogle måder, ja. Det er lidt åbenbaringen for mig her
lidt sent i forløbet. Hvor det i gamle dage for mig handlede utrolig meget om
turen hen til scenen, hvad man drak, og hvad man gjorde, og hvor sjovt det
skulle være, og turen væk fra scenen med alle mulige forventninger, så er det
sådan set relativt 180 grader omvendt nu.
Det er egentlig kun på scenen, jeg koncentrerer mig. Og
interesserer mig. Jeg tillader resten at være udramatisk. Det er heldigvis også
den vej, det skal gå. Det havde været trist, hvis det var den anden vej, det
var gået.”
Jeg har også læst dig fortælle om din stemme. At du engang
var bange for ikke at ramme tonerne og kunne se det i folks øjne. Er det dine
år med Palle Hjorth (organist, red.) på landevejene, der har hærdet dig?
”Det har virkelig været den helt afgørende forskel, det har
du fuldstændig ret i. På et tidspunkt blev jeg – for jeg ved ikke hvilken gang,
men denne gang tog jeg det alvorligt – opfordret til at træde ind på scenen med
Palle Hjorth og på den måde lære det lidt fra bunden igen. At bære et show og
være på en scene. Og vi har bare spillet så sindssygt mange jobs igennem de
sidste otte-ni år.
Noget andet, der også har gjort en stor forskel, var at lave
en teaterkoncert (på Aveny-T i 2022, red.). Det var virkelig besværligt og
tungt og en helt anden verden. Men det gav en enorm rutine i at befinde sig på
en scene og tænke klart imens.”
Kan man nu kalde dig en selvsikker live performer?
”Jeg føler mig ikke usikker i hvert fald. Det er nok, hvad
du kan drive mig til at sige.”
Fint nok. Er der nogensinde dage, hvor du simpelthen ikke
orker?
”Næ, det er der faktisk ikke. Endnu.”
Lysten er stærk?
”Ja, altså, jeg prøver at være ærlig her. Og selvfølgelig er
der forskel på spilledagene, og hvad man mærker på dem. Men jeg har ikke stået,
15 minutter før jeg skulle på scenen, og ikke haft lyst. Nogle gange har jeg
lyst to timer inden, andre gange er det først et kvarter før. Men den kommer
altid. Så længe den stadig gør det, så kører vi bare på.”
Hvad er dit første koncertminde?
”Det er vel egentlig det band, der hedder News, og som vist
lige er genopstået. Vores ungdomsklub tog ind til Vestergade 58 i Aarhus og
hørte News. Det var første gang, jeg rigtigt var til koncert kun for
det. De der koder, der eksisterer til en koncert, begyndte at gå op for mig
dér.”
Var det fedt?
”Jeg husker det som værende skidefedt.”
Hvilken koncertoplevelse har igennem årene gjort det
største indtryk på dig? Eller slet og ret været den fedeste?
”Jeg var til Oasis sidste søndag (3. august, red.), og det
var kraftedeme en fed oplevelse, bestemt, og jeg sang med på en måde, som jeg
ellers aldrig gør, på stort set alle numre, som jeg ellers aldrig gør.
Og det
var både skidesjovt og gav en fornyet tro på, at sange, som jeg nogenlunde selv
skriver dem, kan trække én længere, end jeg havde troet muligt i 2025. Det var ikke
produktionen eller sceneshowet. Det var sgu egentlig ret re-assuring.
Men jeg har alligevel en anden koncert, der var lidt speciel.
Det var på gode gamle Skanderborg Festival, en søndag, ret tidligt på aftenen,
hvor Beck spillede. Han havde et fuldstændig absurd mærkeligt sceneshow med
dukker, der imiterede, hvad dem på scenen gjorde, og de blev så filmet og lagt
op på storskærmen, hvilket gav en enormt sjov og skør ting.
Derudover var han tydeligvis mærket af hård medicinering –
hvilket jeg først fandt ud af bagefter – og han kunne næsten ikke få guitaren
på. Bandet kompenserede virkelig og gav den absurd god gas.
Når han så spillede
solo, og de ikke kunne hjælpe ham, var det, som om han var på heroin eller
morfin of some kind, hvilket gav de stille sange en helt fantastiske
psykedelisk, bombet flavour, som jeg ikke tror, man kan få andre steder.
Så på alle måder var det ret specielt. Plus vi var ikke ret mange, der havde opdaget,
at Beck lige spillede dér.”
