Sopranos
Foto: HBO

Serien, der ændrede det hele

I disse dage er det 20 år siden, at verden oplevede en tv-serie-revolution. Her er de tre ting, som ’The Sopranos’ ændrede, for på den måde at indlede en decideret guldalder for serierne.

Hvem er jeg? Det spørgsmål stiller nogle af verdens største litterære klassikere, og det er lige netop det spørgsmål, som også er grobunden for den tv-serieguldalder, vi har binget os igennem i stort set hele det nye årtusinde.

Det begyndte alt sammen med en mand, der ikke troede på, at mennesker reelt kan ændre sig, men som alligevel rendte til psykolog i det skjulte.

Tony Soprano. Mafiaboss under overfladen, men hengiven familiefar udadtil. Serieskaber David Chases ’The Sopranos’ fylder i disse dage 20 år, og set i bakspejlet var og er ’The Sopranos’ én af alle tiders bedste serier. Netop fordi den trækker det universelle spørgsmål ”hvem er jeg?” ind i serieverdenen og forsøger at finde svaret, alt imens den selv smadrer undersøgelsen stille og roligt.

’The Sopranos’ konstaterer nemlig, at man i vores moderne verden må være på vagt over for alt og alle, hvis man ikke vil afsløre sig selv. Eller som Tony Soprano selv indrammer sit verdensbillede over for psykologen i dette dobbeltklip, hvor han ikke ligefrem bryder sig om hendes malerier:

Men publikum brød sig i den grad om ’The Sopranos’, der i dag står som et af de største kulturelle fænomener i den moderne tv-serie-historie. Og serien udstak da også nogle linjer, som stadig kan ses over alt i serielandskabet den dag i dag.

Her følger tre hovedpunkter, der begyndte med ’The Sopranos’, og som har gjort, at tv-serierne i dag er en kunstart på niveau med film.

1. Publikum vil gerne udfordres af historien

Inden ’The Sopranos’ var tv-serier fyldt med lette kalorier eller som minimum roller, man let kunne forstå. Det er næsten ikke til at tro i dag, for moderne serier har dyngevis af fiffige plotlinjer og ikke mindst masser af roller, der ofte er svære at få greb om.

Når vi tror, at vi har fat i Tony Soprano, hans kone eller hans kumpaner, bliver de som et stykke sæbe, der smutter imellem hænderne på os. Moderne serieroller er ganske enkelt mere ”menneskelige” og dermed også mere utilregnelige. Uanset om det er persongalleriet i ’The Knick’, ’The Americans’ eller for den sags skyld i danske ’Borgen’, så stikker rollerne altid i en ny retning, når vi lige har fået dem på kornet.

Netop fordi mennesker ikke er så gennemskuelige, som de var på tv, inden ’The Sopranos’ kom til, ser vi også os selv langt mere i tv-seriernes personer. Og det endda selvom vi ikke er enige med dem. Det er vel for eksempel svært ikke at fatte sympati med den ene eller den anden af disse to sære mænd fra ’True Detective’ – på trods af at de begge virker som tikkende bomber:

2. Brug tid på hovedrollen

Tony Soprano var ’The Sopranos’. Serien levede og åndede igennem ham, og netop dette markante fokus åbnede op for en helt ny type hovedperson. Den beregnende og følelseskolde mand blev pludselig lirket op af små nuancer.

Det betød også, at hvis man først skabte en ikonisk hovedrolle, der havde så mange fejl, at publikum kunne genkende sig selv i ham eller hende, så var folk villige til at følge med i mange sæsoner. Tænk blot på så forskellige mænd som Hank Moody i ’Californication’, Frank Underwood i ’House of Cards’, Walter White i ’Breaking Bad’ og Dev i ’Master of None’. Alle er de mænd, som higer efter noget, der er svært at få, og alle har de svært ved at håndtere ”succesen”, når den er inden for rækkevidde.

Men én seriehovedrolle rangerer nu over alle andre – ja, måske ligefrem også over Tony Soprano. Don Draper fra ’Mad Men’ er den mest ikoniske antihelt i tv-serieland nogensinde, fordi vi falder i svime over ham, mens tidsånden spankulerer uden om den smarte reklamemand, der allerede i seriens åbningsscene, viser sig at være både spekulativ og cool, men også moderne og ligefrem. Vi ser altså hovedpersonen og drømmer en lille smule om at være som ham, selvom vi også foragter et eller andet ved Don.

Samtidig er der også kommet langt større diversitet i de mange hovedroller, der efterhånden er. Det er ikke længere bare hvide familier, der råber af hinanden, når ’Jane the Virgin’, ’Pose’ eller ’Atlanta’ løber over skærmen. Læren fra ’The Sopranos’ blev nemlig også, at hvis man gav sine hovedpersoner nok tid og skabte et nicheorienteret miljø omkring dem, så ville tilpas mange mennesker også finde dem interessante.

3. Brug filmverdenens æstetik

Inden ’The Sopranos’ blev tv-serier som oftest skudt i et studie, mens den æstetiske sans var noget, man kunne gemme, indtil filmfolket ringede med en stor kontrakt. Men i slutningen af 1990’erne skete der noget. Herhjemme overtog filminstruktør Rumle Hammerich DR Drama, og i USA leverede David Chase en så kompleks billedside til ’The Sopranos’, at der løb kunst ned over tv-skærmene, når man tændte for serien.

Hvor en fortælling som ’Twin Peaks’ i begyndelsen af årtiet havde skabt kultdyrkelse, men samtidig smidt mange af på grund af de kunstneriske greb, blev ’The Sopranos’ og dens filmmæssige fornemmelser det, tv-seriefolket ville have. Med tiden har ’Mad Men’, ’Westworld’ og ’Atlanta’ kun udviklet dette i forskellige retninger.

På samme måde er det i dag nærmest naturligt, at en relativt tilgængelig og ligefrem komedieserie faktisk kan have tårnhøje filmiske ambitioner. Som eksempelvis dette afsnit fra anden sæson af ’Master of None’, der nikker til den italienske neorealisme-film ’Cykeltyven’:

Eller for den sags skyld David Simons skramlede og brillante æstetik i ’The Wire’ og ’The Deuce’, der altid overrumpler og henrykker.

Derfor kan man også sige, at film stadig skal ses i biografen, men smukke billeder med stor flertydighed er ikke kun forbeholdt filmverdenen længere. Det sørgede ’The Sopranos’ for. Også selvom Tony Soprano måske ville blive sur over dette og brøle noget om psykolog-bullshit.

Se, hvad vi ellers skriver om: Serier, Streaming og HBO