7 typer du altid møder på kunstmuseer

Skal ferien bruges på Louisiana, AROS eller Kunsten, så vogt dig for disse gæster.

Påskeferien er for nogles vedkommende allerede i fuld gang, mens andre kan glæde sig over en kort arbejdsuge inden helligdagene. Disse skal måske bruges på et af landets mange kunstmuseer, hvor de besøgende oftest er større kunst end kunsten selv. Betagende, irriterende, for meget, men altid sjove at se på. Her er syv typer, du med garanti vil støde på, hvis du lægger vejen forbi kulturens katedraler.

Tip: Hvis du er bange for at komme til at kede dig, så print denne side ud, tag den med og kryds arketyperne af efterhånden som du ser dem på din kunstmuseumssafari. Kan du finde dem alle sammen?

Ravhalskæderne


Foto: Rasmus Kahlen, DR

Her snakker vi dem, der har fast plads i cafeteriet, medlemskort, tunge ravhalskæder og sorte rullekraver. De har gråsprængt hår og er på fornavn med kunstnerne på væggen. De behandler selv de nyeste udstillinger, som mødte de en gammel ven: ’Åh, ja der hænger jo Asger (Jorn, red.).’ De kan især findes ved specialarrangementer, som fx lyrikoplæsning, debatmøder og foredrag om norsk ny-realisme med en rest af nordisk tapas og en Politiken-leder i mundvigen. De elsker Knausgård, Bille August og Georg Metz omtrent ligeså meget som de hader Klaus Riskjær. Til gengæld kan de godt lide Yahya Hassan, siger de, fordi han sætter gang i debatten og siger ting på sådan en muslimsk og frit ytrende måde, der får dem til at smile med alle deres hvidvinsætsede, ravfarvede tænder.

Selfien



Denne type er med vilje nævnt i ental, da de oftest optræder alene. Til gengæld har de hele vennegruppen indenfor rækkevidde i form af en smartphone, der hyppigt fodres med billeder, der skal påvise, præcist hvor meget sjov de har ud af besøget. Når selfien ikke smiler overdrevet til telefonen, foran et større værk (gerne det fra reklameplakaterne, så der ikke er nogen tvivl om, hvor de er) ser de mildest talt pissed ud, og tænker øjensynligt over, hvornår der er skabt nok bevismateriale for, at de har været her, til at de kan gå hjem.

De progressive forældre



Disse mennesker mener, at spelt, palæobrød og kunst er de tre bærende søjler i god opdragelse, hvad end ungerne hyler eller tuder over det. Fanme nej, om deres børn skal bruge en lørdag formiddag foran fjernsynet. Næ, de skal have kultur. De ses ofte i hækkeløb over skilte med ’uegnet for børn’ på vej ind til en filmvisning om borgerkrigen i Congo, eller halende grædende børn ud fra selv samme børneuegnede film. Det kommer bag på dem, at førnævnte skilte også var henvendt til deres børn, der på grund af en mælkefri kost er helt specielle. De mener derudover, at børn skal være børn – især på kunstmuseer, og hvad sker der dog ved, at deres børn løber lidt rundt og leger på AROS?

Art chick’en



Art chick’en har gjort sit ypperste for at ligne en hybrid mellem Amélie fra Montmartre og Mia Wallace fra Pulp Fiction, med alt hvad det indebærer af coolness, lave Dr Martens, sort grydehår og verdensfjernhed. Ofte med et saligt blik, der vist skal udtrykke den ene eller den anden dybere forståelse for kunsten, og i sidste ende skal fremtvinge en art satori og awakening, hvis bare man tror nok på det. De tager gerne et spejlrefleksfoto eller to til deres tumblr-profil, der hedder La fille avec les rêves verts, En kunst af vanilje eller Fantalusisk.

Svenskerne



Disse gæster aaaner ikke, hvad de laver her. De går hastigt igennem lokalerne og leder efter noget, der ikke er der. De største forekomster findes på Louisiana ved Helsingør, hvor manden gerne ville købe noget fan billig sprit, hvilket konen syntes var en lidt for tam årsag til at krydse sundet. Derfor skal en kulturel saltvandsindsprøjtning legitimere rejsen, indtil de opgiver og skynder sig tilbage til slagtilbuddene ved færgehavnen med to flasker gin for 200 dkk eller 250 sek.

FOF'erne



Som navnet indikerer, har vi her fat i en vaskeægte kunstner, der har så travlt med at forfine sine metoder, at der simpelthen ikke har været tid til at skifte til et par busker uden maling på, inden museumsbesøgene. De er ikke imponeret af noget og lader gerne sig selv og hinanden høre det. Oftest udtalte vendinger er ’ja, det er jo lidt det samme, som jeg går og laver, det her’ eller ’ja, Philip Guston, det er jo lidt mere min verden’. Denne type er gerne oppe i den alder, hvor børnenes fraflyttede børneværelser er omdannet til atelier, hvor de gyldne år spenderes på at realisere de livslange dagdrømme. Dette gøres nu i tomme værelser, hvis vægge er det eneste de nogensinde har haft succes med at male.

De tvungne gæster



Hvorfor de er kommet, kan undre alle, men af uvisse årsager sjældent dem selv. Allerede inden de har indløst billet, har de bestemt sig for, at de ikke forstår kunsten indenfor. ’Det gider jeg da ikke have hængende derhjemme’, ’det her forstår jeg ikke’ og ’det kunne jeg have lavet selv’, ser ud til at være slagordene. Til deres ros skal lyde, at de ikke lader det gå stille af sig, ligesom de ikke haster udstillingen igennem, men bruger en god rum til foran hvert værk på at diskutere, hvordan sådan noget fjollet noget overhovedet kan være hængt op, ligesom en yndlingsbeskæftigelse er at gætte på, hvad sådan noget pjat mon koster versus, hvad det er værd.

LÆS OGSÅ: Blufferens guide til Louisiana Literature

LÆS OGSÅ: 19 ting du skal opleve i Aarhus

LÆS OGSÅ: Morten Vammen: Bluffers guide til DJ-kultur

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide