Så skete det. Tyler, The Creator har på 10-året for sin entré på verdensscenen endelig skabt et fuldkomment, måske ligefrem perfekt hiphopalbum. På ’Call Me If You Get Lost’ formår han på blændende vis at balancere sine kunstneriske ambitioner og referencerige historiefortællinger med musik, der bare lyder rigtig godt. Og det kan ikke på disse få linjer udpensles, hvor storslået det egentlig er, at vestkystrapperen har allieret sig med den evigt råbende legende DJ Drama, der står bag de knap 150 ikoniske 00’er-mixtapes ’Gangsta Grillz’. Tyler præsenterer os for en gordisk kærlighedsknude, der musikalsk er pakket gavmildt ind i hiphop-mixtapets kompromisløse klæder, og det lyder slet og ret som et bud på årets album.
’Cloud high in dreams, but heavy in the air’
Annonse
Du ser USA’s vestkyst for dig med de lange hvide strande og smukke solnedgange, når du lytter til aarhusianske Athletic Progression. Det emmer af varme og komfort. Med inspiration i blandt andre J Dilla og Flying Lotus kombinerer den danske trio instrumental hiphop, jazz, neosoul og futuristisk funk, men hvor de to førnævnte helte fra USA udelukkende bruger samples, er al musikken her håndspillet. Og det går lige i kroppen. Den groovy bas får brystet til at vibrere, de hektiske trommer sætter benene i bevægelse, mens den atmosfæriske synthesizer udsender masserende lydbølger. Du ved aldrig, hvilken vej numrene tager. På bandets tredje album når det knitrende samspil nye højder, og et udenlandsk gennembrud må vente lige om hjørnet.
’Nothing’s Real Anymore’
Asger Tarpgaard slog allerede som 16-årig igennem i slutningen af 1990’erne som del af Thomas Troelsens hitband Super-heroes. Siden har Tarpgaard blandt andet spillet med Lightwave Empire og nu springer han – under kunstnernavnet Late Runner – ud på egne ben. Debutalbummet ’Nothing’s Real Anymore’ er spækket med drømmende indie-popsange tilsat et stort skvæt countryessens, der udgør et perfekt lydtæppe til en dalende sol i sensommeren. Tænk kølig hvidvin på terrassen eller en spontan køretur ud mod horisonten. Her er vink til både de franske synth-mestre Air, Beck og Beatles, og især på ’Someone Else’ og på titelnummeret står Tarpgaard frem som en moden og eftertænksom sangskriver, man ikke kan undgå at blive mere nysgerrig på.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
