Emil Norsker og Lasse Jensen
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Facebook venskaber medier

Vi har 62 venner til fælles, men jeg har aldrig mødt Lasse Jensen – før nu

Jeg satte mig for at møde en af dem i virkeligheden, Facebook konstant foreslår, at jeg bliver venner med.

Næsten dagligt tager jeg mig selv i at bladre mellem de mange ’venner’, som Facebook opfordrer mig til at komme i kontakt med. Nogle har jeg et par venner til fælles med, men dem, som jeg virkelig har mange til fælles med, har altid vakt min interesse. Hvordan kan man have over 50 venner til fælles og aldrig have mødt hinanden i det virkelige liv?

Derfor satte jeg mig for at opsøge en af dem, jeg har aller flest ’venner’ til fælles med. Og valget faldt på Lasse Jensen. Vi har 62 venner til fælles. Men vi kender ikke hinanden og har aldrig mødt hinanden. Før nu.

Jeg skrev til ham på Messenger, og han vendte hurtig tilbage, at han gerne ville mødes.

Lasse Jensen er ikke helt ukendt i den danske befolkning. Han har været journalist i en menneskealder, blandt andet på Information, TV-Avisen, og i 13 år var han senest vært på programmet ’Mennesker og Medier’ på P1.

I dag er han 70 år og skriver stadig ugentlig medieklummer for Information, hvor han også lejer et kontor få meter fra, hvor den nuværende chefredaktør Rune Lykkebergs sidder. Og det er netop her, vi mødes for at se, om Facebooks algoritmer har ret i, at det ville være klogt, at vi får en kontakt.

Lasse, vi har mange venner til fælles. Har du nogensinde selv undret dig over, at man kan have mange venner til fælles med én, man aldrig har mødt i virkeligheden?

”Jeg har fra Facebooks begyndelse været skeptisk omkring det venne-begreb, de har. I dag har jeg mere end 4.000 venner, men det er der jo ingen, der har så mange. Det er ikke engang bekendte. For mit vedkommende har jeg lavet radio i mange år, og det har givet mig en trofast lytterskare, som også følger mig her.”



Men du afviser ikke folk, som du ikke kender?


”Jeg bruger det meget som et arbejdsredskab og en opslagstavle for at vise, hvad jeg laver. Det er meget sjældent, at jeg laver private opslag. Jeg står aldrig op og skriver: Hvor er det dog en dejlig morgen og alt sådan noget,” fortæller han med et smil og fortsætter:

”Jeg får i snit et par venne-anmodninger om dagen. Utroligt. Selv i min alder. Og jeg går altid lige ind og ser, hvem de er. Ukrainske blondiner accepterer jeg ikke. Jeg accepterer ikke nogen, der er anonyme, eller nogle, der optræder under noget, der ikke er deres rigtige navn. Selv om det kan nogle gange være svært på Facebook. Der er jeg ret forsigtig. Men jeg går ikke i dybden med det.”

Man siger ofte, at jo ældre man bliver, jo dårligere bliver man til at få nye venner. Har du det også sådan?

Mener du på Facebook eller i virkeligheden?

I virkeligheden.

”Selv om jeg har nået en forholdsvis høj alder, får jeg stadig nye bekendte. Jeg er ikke så udfarende, som da jeg var 40. Men det at få venner er noget andet. Der er meget, meget få mennesker, jeg ville kalde venner. Det kan da godt være, at du og jeg kunne blive venner. Men det er jo ikke gjort ved, at vi sidder en time her og snakker. Det kan godt være spiren til et venskab. Men det vil tage mange år, før både du og jeg ville sige, at du er min ven. Facebook har udvandet begrebet. Jeg vil vove at påstå, at de 70-årige, der siger, at de har 100 venner eller mere, de lyver. Du har måske 100 eller 500 bekendte, men venner er noget andet.”

Da Lasse Jensen for nylig fyldte rundt, fik han lejlighed til at tænke over, hvem der var hans rigtige venner, og hvem han gerne ville have med til sin fødselsdag.
”Hvis du skærer det helt ned og kun har 12 pladser til en fødselsdag, så er det formentlig let at sige, hvem du vil have med. Du ved godt inderst inde, hvem der er uundgåelige. Men hvis du har 50 pladser, vil du formentlig have op mod 100 kandidater til de sidste 20 pladser, og så er det pludseligt svært.”

Lasse Jensen var hurtigt på Facebook og oprettede i sin tid også en gruppe for sit P1-program. Det var lang tid før, næsten alle DR’s programmer kom på Facebook, og her gjorde han sig hurtigt nogle erfaringer med mediet, der overraskede ham. Han fik simpelthen mere ros.

”Facebook er et ekko-kammer, hvor man hurtigt kommer i en gruppe af ligesindede, og jeg fik simpelthen så meget opbakning. Man ved ellers som vært, at det er en umulighed at få alle til at kunne lide én. Dengang var der også stadig folk, der skrev breve, og der var ofte folk, der var sure eller syntes, at man var en idiot. Men det forstummede på Facebook,” fortæller Lasse Jensen.

”Facebook kan skabe en boble. Jeg var glad for al den ros, men man skal bare ikke tro, at det er retvisende eller repræsentativt. Man kan ikke bruge sine Facebook-følgere som fokusgruppe. Vi kan alle sammen godt lide at få ros. Jeg synes fx, det er en pæn skjorte, du har på, og du er blevet klippet for nylig. Fotografen trænger til at blive barberet lidt, men det er på den anden side en anden stil, og det fungerer for ham. Vi kan alle sammen lide at få ros. Og det har Facebook regnet ud. Vi elsker at bade i det lys, som ligesindede kaster over os.”

Samtidigt kan man også hurtigt give udtryk for had og måske komme til at sige noget, man fortryder. Lasse Jensen havde altid en vane med at skrive et brev, når han syntes, chefen var en idiot. Når han havde skrevet det, sov han på det, og om morgenen var vreden som oftest forduftet.

”Nu kan du få luft på 30 sekunder. Og det er der rigtig mange, der gør, hvilket kan være fatalt.”  

Selv om der er mange ting, man kan være skeptisk omkring Facebook, er Lasse som mange andre glade for den vidensdeling, der også foregår, når man deler og anbefaler indhold.

”Facebook er et medie, der er fyldt med artikler og meninger, som man traditionelt kunne finde i en avis, og så er det også fyldt med alt det, man ikke ville trykke, for det er for langt ude, for farligt, ulovligt eller løgn. Pludselig har man dette kæmpemæssige uredigerede, ukontrollerede univers. Det er et kæmpe hav, nogle vil sige kloak. Det er hvad som helst. Fra killinger til politikere,” siger Lasse Jensen, der frygter, at Facebooks og Googles succes er med til at underminimere de traditionelle medier.



Inden for de seneste år er to milliarder annonce-kroner sevet fra danske aviser til de to amerikanske giganter.

”Google alene er dobbelt så stort på annonceomsætning som alle andre danske aviser – til sammen. Facebook er på 10 år gået fra at være fucking nothing til en kæmpe mæssig magtfaktor, som demokratisk er uden for kontrol. Det er blevet et sindbillede på globaliseringen. Med en fantastisk teknologi,” siger Lasse Jensen og fortsætter:

”Hvad sker der, hvis du tager alt det stof, der lige nu er redigeret af journalister, og fjerner det. Hvad er der så tilbage, som vi kan debattere på ordentlig vis? Der er ikke noget. For Facebook producerer ikke noget selv. Tilbage står så et kæmpe teknologisk netværk, hvor vi er reduceret til at producere vores egne individuelle meninger eller billeder af kattekillinger.”   

I USA har op mod en tredjedel af alle journalister mistet deres arbejde inden for de seneste år. Herhjemme har blodbadet ikke været helt så rødt, da statsstøttede medier som DR stadig beskæftiger mange, men hvad sker der, når de også som regeringen har bebudet, skærer ned. Lasse Jensen er ikke optimist.

”Der er delstater i USA, der er større end Danmark, der ikke længere har lokale medier. Her er der ellers en regering og en lovgivende forsamling med politi og alt muligt, men der er ingen lokale medier til at kontrollere dem. Det er jo journalisters vigtigste opgave.”

Der er dog positive elementer i den teknologiske udvikling, som er til gavn for journalistikken.

”Vi to kan jo i dag lave en avis sammen. Vi har oven i købet en fotograf. Han behøver ikke engang investere mange tusinde kroner i udstyr, han kan bare bruge sin iPhone. Jeg har en oven i købet pension, som jeg kunne smide i projektet. Jeg skriver om medier, og du skriver om mig. Det skulle nok gå alt sammen,” siger Lasse Jensen og griner.

Inden vi går ned i gården og tager billeder, spørger jeg, om han stadig får venner. Altså den rigtige slags. Dem ude i virkeligheden.

”Det sker– også i min alder. Det sker ikke så ofte, men det sker. Og det er meget glædeligt, når det sker. Du kan møde nogle på en rejse, hvor det bare klikker, og så fortsætter man med at ses, når man kommer hjem. Men de fleste venskaber ligger mange år tilbage i tiden, for det tager jo lang tid. Man kan spørge sig selv, hvem vil du ringe til – uden at tøve – hvis du var sulten og i laser? Hvis du kan sige 10 mennesker, er du heldig.”

Han lukker computeren, tager jakken på og gør sig klar til at gå.
”Jeg går lige ind på Facebook. Hold kæft, vi har snakket en time, og der er ikke sket en skid derinde,” siger han og griner højt.

LÆS OGSÅ: Kloge mennesker vil helst være alene

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen: "Der er lighedspunkter mellem et interview og et samleje. Inden man har stillet det første spørgsmål, er det meste allerede afgjort"
 
LÆS OGSÅ: Morten tjener penge på at give kvinder sex og selskab

Se, hvad vi ellers skriver om: Facebook og Medier