”David Cameron skulle have sine boller i den elektriske stol,” siger Liam Gallagher. Brexit er den tidligere konservative premierministers skyld, fordi det var ham, der satte EU-medlemskabet til afstemning i 2016, mener Gallagher.

”At sætte os selv uden for fællesskabet er åndssvagt. Jeg siger, jo flere vi er, desto bedre. Boris Johnson er en fucking mærkelig stodder. Jeg er ikke fan af nogen politikere, de er alle sammen fulde af lort.”
Liam Gallagher associerer som en teenager, og han elsker fodboldklubben Manchester City. Men på klubbens strømlinede fodboldstadion Etihad i Manchester føler han sig ikke hjemme mere, efter han kom i konflikt med sikkerhedsvagterne for et par sæsoner siden, hvor han nægtede at sætte sig ned.

”Fuck fodbold, mand. Man må ingenting til kampe mere. ’Sid ned! Stille! Du må ikke ryge eller drikke!’”

Der er i Storbritannien et udbredt suk efter at se Oasis samlet igen. En vis nostalgi spiller givetvis ind, livet var sjovere for de fleste briter i 90’erne, men Oasis er ægte savnet for deres evne til at samle publikum, som kun de udvalgte få kan.

Måske endda på sådan et nationalt, sammenhængskraftskabende niveau, måske som Den Sidste Promenadekoncert fra Royal Albert Hall i flow-fjernsynet i gamle dage, dér hvor høj og lav i festlig folkedragt blev samlet om at synge ’Rule, Britannia’ og ’God Save the Queen’ som en engelsk bastard af landskamp i Parken og rund fødselsdag på en solskinsklædt Amalienborg Slotsplads.

Oasis er lig med ‘Wonderwall’, ‘Don’t Look Back in Anger’, ‘Champagne Supernova’, ‘Rock’n’Roll Star’. Men der var og er noget mere. Noget ægte. Noget, som Liam Gallagher inkarnerer. Eller som han præsenterer sig på sin meget aktive Twitter-profil med 3,2 millioner følgere: ’Liam Gallagher ROCK’N’ROLL STAR’.

Liam Gallagher var frontfigur i et af historiens mest populære rockbands. Sammen med nogle venner fra bistandskøen og sin fem år ældre storebror Noel katapulterede han gennem en bund af småkriminalitet og rusmidler i rækkehuset hos en enlig arbejderklassemor i Manchester til verdensherredømme og 75 millioner solgte albums.

Noel skrev sangene, men Liam var epicentret, selve kongen af imperiets sidste renæssance, 1994-98, navngivet ’Cool Britannia’, coolere end Tony Blairs optimisme, Paul Smiths kulørte striber og Kate Moss i coke og underbukser. Pigerne var vilde med ham, drengene ville være ham, han havde sin generations bedste stemme og mest elektriske karisma, den fødte forsanger med udseendet og en kæft og attitude, der matchede.

Liam Gallagher lavede, hvad der passede ham, inklusive stoffer, kvinder, slagsmål med broderen, paparazzifotografer, udsmidere og alt andet, der kom i vejen. Tabloidmedierne elskede at hade ham. Liam Gallagher var en ægte rockstjerne.