”På sin egen, uimponerede facon har Mads Mikkelsen fået det præcis, som han gerne vil have det”

JEG KAN STADIG HUSKE, da jeg første gang stiftede bekendtskab med Mads Mikkelsen. Jeg var knap nok teenager, og pludselig kom en plysklippet, cirkelsparkende Tonny i filmen ’Pusher’ væltende ind i mit uskyldsrene, østjyske sind. 

En ting var, at der var langt til hovedstaden fra Odder, hvor jeg voksede op. Men der var lysår til den københavnske underverden, som ’Pusher’ tegnede et billede af. 

Og selvom Kim Bodnias hovedrolle som Frank fyldte det meste af historien, var det Mads Mikkelsens karakter som en afstumpet, hårdtslående Tonny, der gjorde stort indtryk. 

Senere dukkede Mads Mikkelsen op i ’Rejseholdet’ som den småarrogante Fischer. Og langsomt, men sikkert bevægede han sig fra de dunkle baggårde i ’Pusher’ og ind i rampelyset i bedste sendetid og på de store lærreder. 

Og så gik det stærkt. Film som ’Efter brylluppet’ viste, at Mikkelsen kunne mere end at være rå og brutal — han havde også en sårbarhed og en tør humor, der gjorde ham til dansk films førsteelsker. 

Gennembruddet uden for Danmark syntes uundgåeligt. Først med rollen som Le Chiffre i ’Casino Royale’, hvor han med blød stemme og iskoldt blik redefinerede billedet af en Bond-skurk. 

Senere fulgte Hollywood og de store franchises, hvor han samtidig dygtigt balancerede en ambition om at blive hele verdens yndlingsskurk og stadig prioriterede de danske produktioner. 

Med ’Jagten’ og ’Druk’ cementerede han sin status som en af de største europæiske skuespillere i sin generation. 

For mig står Mikkelsen som lidt af et paradoks: Han er en af de mest kendte danskere, vi har. Om ham findes en idoldyrkelse i international skala på sociale medier, som meget få andre kan mønstre. Med champagne i Cannes og headhuntere fra Hollywood kan han synes aldeles uopnåelig, men sådan forholder det sig ikke. 

For Mads Mikkelsen virker samtidig komplet uinteresseret i verden omkring ham. Ikke på en doven måde, men simpelthen fordi han har holdt fast i en meget ligefrem, tilbagelænet tilgang til sit fag og til sig selv. 

Man kan møde ham i Brugsen, man kan møde ham på tennisbanen, og man kunne i princippet stadig møde ham i baggårdene fra ’Pusher’. Og det vil stadig være Mads. 

I anledning af, at han bliver 60 år og kun bliver mere og mere berømt, kan du også møde ham i Euroman. Vi tegner et portræt af en mand, der på sin egen, uimponerede facon har fået det præcis, som han gerne vil have det. Læs med her.

God fornøjelse med Euroman.