Bodil Jørgensen: "Komik for mig er, at der ligger en hund begravet et eller andet sted"

Da jeg var barn, var jeg nem at drille. Jeg var rødhåret, platfodet og lærerdatter. Jeg løb hjem fra skole og havde tisset i bukserne af angst for, at de andre skulle fange mig. Men jeg havde det også sådan: De kan rende mig. Jeg var veninder med den tykkeste i klassen og en pige, der også blev drillet meget. Vi tre havde det fandeme sjovt sammen. De, der drillede mig meget, kan godt finde på at skrive til mig i dag og sige: ”Vi kan se, du kommer til Kolding, kan du ikke skaffe to billetter?” Og jeg siger altid: ”Jo, det kan du tro, jeg kan,” for hvorfor bære det dårlige med sig i livet?

Jeg har en storesøster, der er fem år ældre end mig og en lillebror, der er to år yngre end mig. Min storesøster tog sig meget af mig, hun var min beskytter over for verden. Min lillebror var min legekammerat, og jeg tyranniserede og ydmygede ham. Han var varebånd, når vi legede butik. Jeg bandt et halstørklæde rundt om bordet og placerede min lillebror nede under det, og så sparkede jeg til ham, når jeg ville have, at han skulle trække i det, mens jeg slog varer ind på mit lille kasseapparat.

I 3.g var jeg med i en teaterforestilling, og der begyndte jeg at drømme om at blive skuespiller. Jeg stod bag forhænget og kunne høre folk stimle ind. Jeg var den første, der skulle sige noget, og jeg stod lige bag gardinet. Lyset gik ned i salen, der blev fuldstændig stille, og da tænkte jeg: ’Det her er et fantastisk øjeblik af, at noget nyt begynder.’ Det øjeblik ville jeg tage med mig videre.

Da jeg gik på teaterskolen, improviserede jeg med en fyr. Vi spillede, at vi var på date, og under improvisationen blev vi forelskede i hinanden i virkeligheden. Det var helt mærkværdigt, men det var den der fornemmelse af, at virkeligheden og fiktionen blandede sig sammen. Vi endte med at danne par i syv år.