Simon har hele sin karriere knoklet i en topstilling. Nu skal han på pension og har lagt en plan, så han ikke skal kede sig 

VED UDGANGEN AF september går jeg på pension. Den sidste del af mit arbejdsliv fader lige så langsomt ud. Jeg har jo altid vidst, at dagen ville komme, men jeg har nok aldrig tænkt tanken til ende. Man kan godt sige, at jeg har været rimelig højt på strå i det fagpolitiske system.

Jeg har været politisk valgt i de forgangne 30 år, først som kredssekretær, så afdelingsformand og i en lang periode som sektorformand i hele HK Privat. 

Jeg har haft et arbejdsliv, hvor jeg har været meget eksponeret, for jeg er valgt ved kampvalg, og der er helt sikkert nogle, der synes, at jeg er en klaphat, mens andre synes, at jeg da er meget fornuftig at høre på — og sikkert også nogle, der undervejs har skiftet synspunkter i begge retninger. 

På den måde er det ikke bare et job, jeg siger farvel til. Jeg forlader også en identitet. Bare smag på ordet: ’fagforeningsformand’. Jeg synes selv, der ligger noget særligt i det. Jeg har også altid syntes, at det var meget ærefuldt, at kollegerne stemte på mig. Jeg er ikke bare blevet ansat af en eller anden direktør.