Frederik Lindhardts brev til sin afdøde far

Frederik Lindhardts brev til sin afdøde far

Her er mit brev til min afdøde far Jan Lindhardt: ”Det sidste jeg sagde til dig, mens du endnu trak vejret, var: Tak for nu”

Den berømte biskop Jan Lindhardt blev ramt af alzheimers i 2012. Her fortæller hans søn om sygdommen, sorgen og den humor, faren formåede at bevare.

Jan Lindhardt var biskop i Roskilde, forfatter og en af Danmarks førende teologer. Han blev ramt af alzheimers i 2012 og efter at have levet et udadvendt liv, hvor han ofte var i medierne og diskuterede livets store spørgsmål, begyndte hans sind og tilværelse langsomt at smuldre.

Hans søn Frederik, 27 år, har skrevet en bog om, hvordan det er at miste sin elskede far – en lille bid af gangen. Og i den forbindelse har han skrevet et brev til sin far.

Intro:
Der er stadig lidt af far tilbage. Sådan oplever jeg det. For han fylder stadig noget. Og man kan vel ikke fylde, hvis ikke man stadig er. Det tænker jeg i hvert fald. Men det er mest i mit hoved, han optager plads. Selvfølgelig. Jeg kommer tit i tanker om noget, han sagde. Uden at jeg svarer igen. Jeg ved jo godt, at han er død. Og jeg har ikke clairvoyante evner eller det, der ligner. Men hvad nu hvis, jeg alligevel skulle sige noget til ham. Hvad ville jeg så sige? Eller skrive?

Kære Far,
Kan du huske dengang, vi sad overfor hinanden i lænestolene. Det var hjemme hos mor i Odense. Hun havde lavet kaffe, og du havde fået en tår af den med min hjælp. Jeg skulle læse op for dig. Du havde glædet dig. Det havde jeg også, for jeg skulle vise dig min bacheloropgave. Jeg skulle vise mig frem – en glad søn for sin stolte far.

Du kunne ikke længere selv læse eller skrive, så den eneste måde, du kunne få del i opgaven på, var, hvis jeg læste højt. Det begyndte meget godt. Du var med og så ud til at lytte interesseret. Men hurtigt kunne jeg godt fornemme, at du havde svært ved at koncentrere dig.

Du faldt sammen i lænestolen, hovedet næsten helt nede i skødet. ”Er du med?” spurgte jeg. Overrasket for du op. Som om, jeg havde taget dig på fast gerning i at gøre noget, du ikke måtte. ”Ja… ja,” sagde du lettere omtumlet. ”Vil du have en tår af din kaffe?” spurgte jeg. Du kiggede på mig. Jeg husker tydeligt det blik. Du havde luret, hvorfor jeg spurgte. Alligevel sagde du ja tak.

Jeg læste videre, mens jeg forsøgte at kigge op undervejs. Du skulle jo nødigt sove. Du havde jo glædet dig. Men det gik ikke. Kort efter trak du vejret tungt – så tungt, at jeg kunne høre det. Jeg sagde: ”Far, kom, lad mig følge dig ind i seng. Så kan du hvile dig lidt.” Du svarede: ”Mm..”

Da jeg havde hjulpet dig ned under dynen, hentede jeg kaffekopperne og satte dem ud i køkkenet. Vi kunne jo også bare læse opgaven færdig en anden dag. Tænkte jeg. Men det var som om, anledninger blev ved med at løbe som sand mellem vores fingre. Du kom i hvert fald aldrig til at høre opgaven til ende. Den oplæsningsseance var en de første gange, hvor det meste stod klart. Du var syg. Alvorligt.

At lige netop du skulle få den skæbne virker næsten ironisk. Den dom, sygdom, du fik, gik i hovedet på dig. Det store hoved, jeg arvede, og som vandt mig titlen som årets største studenterhue i gymnasiet. Det var det hoved, du levede af. Og som nu var i gang med at smuldre indefra. På et tidspunkt sagde du: ”Jeg har hørt, at demens betyder, at min hjerne går i opløsning.” Du holdt en pause. Så fortsatte du: ”Men det går nok, for der jo rigeligt at tage af.” Din gode selvtillid var heldigvis intakt.

Det var din humor også. ”Pas på hovedet, morfar,” sagde dit ældste barnebarn på et tidspunkt, da du var på vej ind i bilen, I sammen skulle køre i. ”Hovedet?” spurgte du undrende: ”Det er jo allerede ødelagt.”

Grinene gjorde alting nemmere. For i udgangspunktet var alt svært. Næsten umuligt. Alzheimeren krævede på mange måder mere af os, end vi kunne klare. Vi kunne ikke gøre noget ved det. Det var uvant, jeg har ellers altid følt jeg kunne handle mig ud af det meste.

Men grinene holdt sammen på tingene. Det var svært at være noget særligt, ligesom det var svært at være nogen. Indimellem følte jeg faktisk, at jeg mistede mig selv, når jeg var sammen med dig. Det eneste jeg var, var nogens. Vi var hinandens. Særligt når vi grinte sammen. Så glemte vi begge, at det hele var håbløst, uoverskueligt. Ingen ord, ingen tanker, bare latter.

Men andre gange fyldte tankerne en del. Det er egentligt underligt, hvordan en så alvorlig sygdom, som den du fik, kan få tankerne i gang. Eller rettere: Det er vildt at tænke på, hvor lidt vi tænker over livet til dagligt. I hverdagen lever vi bare. Køber mælk, cykler på arbejde, ser TV. Vi taler også med venner – men ikke om livet, man taler ikke om livet, i stedet taler man om ting i livet – om oplevelser, tanker, følelser.

Og det er nok også det bedste trods alt, for alle de tanker, jeg tænkte, mens du var syg, gjorde mig ofte mere forvirret end afklaret. Ligesom dit sind rodede til, gjorde mit det faktisk også. Sådan er det nok med alzheimeren, den nøjes ikke med at overfalde én. Inden vi havde set os om, var vi andre også halvt slået omkuld.

Det sidste jeg sagde til dig, mens du endnu trak vejret, var: ”Tak for nu.” Det mente jeg. Du skal have en stor tak for alt, du har gjort for mig. Det er ikke så lidt. Utroligt, hvor meget du egentligt betød, når jeg tænker over det. Utroligt, hvor meget en far kan betyde.

Kærlig hilsen,
Frederik

'Lidt af far' er udkommet på People'sPress.

LÆS OGSÅ: ”Jeg skulle lære alt igen. Jeg var som en voksenmand og en 5-årig på én gang”

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”

 LÆS OGSÅ: Søren droppede coke og kriminalitet: Sådan kom jeg ud af rockerklubben

Se, hvad vi ellers skriver om: Far