HVIS DU PÅ festivalens
tredjedag er ved at være godt træt af smagen af lunkne Fernet Branca-shots hos
Bar Bodega, eller du ikke orker endnu et halvsløjt DJ-set i Dream City, og du
mest af alt trænger til en pause, så får du på sommerens Roskilde Festival muligheden
for at invitere din nye Roskilde-flirt i biografen, når festivalen (re-)lancerer
Cinema.
I samarbejde
med CPH:DOX, Europa-Parlamentet og Den Danske Filmskole har festivalen sammensat
et program med 17 film, hvor du kan blandt andet kan opleve Joachim Triers
Oscar-vindene ’Affektionsværdi’ og vampyrdramaet ’Sinners’.
”Vi glæder os
meget til at få en biograf på Roskilde Festival. Det er 13 år siden, der sidst
var en biograf på festivalen, og Cinema bliver en helt ny udgave med film, der
sætter fokus på aktuelle emner, og debatformer, der engagerer
festivaldeltagerne i samtaler. Samtidig er biografen et åndehul, hvis man har
brug for en lille pause fra fest og lejrliv,” udtaler Signe Brink Wehl,
Roskilde Festivals kunstfaglige chef, i en pressemeddelelse.
I samme
pressemeddelelse offentliggør Roskilde Festival navnene på to nye musikscener,
Fauna og Lagune. Førstnævnte bliver en overdækket teltscene, hvor fokus er på
den intime koncertoplevelse, mens der på Lagune dannes ramme om mere energifyldte
koncertoplevelser.
På Roskilde
Festival 2026 vil man også kunne opleve en helt ny udgave af den ikoniske
Orange Scene. Her fastholdes det velkendte design, men scenen udvides, så der
kan skabes endnu bedre koncertoplevelser.
”Med Fauna og
Lagune får vi nogle nye muligheder for at arbejde med scenografi, skabe intime
rum og inddrage den omkringliggende natur. Og den nye og større Orange Scene
giver nogle helt nye rammer for at lege med lyd og lys og muligheden for at
præsentere store shows med mange forskellige elementer,” siger Roskilde
Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.
Inden længe
offentliggøres festivalens endelig program, hvor det fulde overblik over spillesteder
og tidspunkter vil være tilgængeligt. Følg med her på euroman.dk.