I krammeterapi hos Lene: ”Den første kunde var en vild oplevelse”

FRK. KRAM PÅSTÅR, at min vejrtrækning er meget rolig, og det kommer ærligt talt som lidt af en overraskelse. Hun har gode forudsætninger for at vurdere det, for hun ligger helt tæt op ad mig, så tæt, at jeg kan mærke hendes ord ramme hårene i min nakke.

Jeg ligger i min seng, sammenkrøbet i fosterstilling, som var jeg væltet sidelæns ud af en kørestol, og Frk. Kram har lagt sit ben hen over min hofte, hendes højre arm under mit hoved, og med venstre hånd hvilende på min brystkasse konstaterer hun i et luftigt, jysk toneleje:

”Du trækker vejret meget roligt.”

Der kan man søreme bare se, tænker jeg, for min hjerne fortæller mig godt nok, at det er rimelig grænseoverskridende at bruge sin torsdag formiddag, som jeg gør nu: i krammeterapi.

MIT BEHOV FOR behandling af den her karakter er ret begrænset. Jeg har en sød og ganske berøringsparat kæreste og en fysisk fortrolig vennegruppe, så jeg lider ikke af nogen form for hudsult i det daglige. Men det er der mange mænd, der gør, fortæller Frk. Kram mig, siddende i køkkenet i mit hjem med en kop kaffe i hånden. Om lidt er det mig, hun skal kramme.

”Der er altid nogen, der mangler berøring. Og den her rolige, stille omsorg. Det giver et frirum at få lov til at lægge sin telefon væk og bare have nærvær med et andet menneske.”

Frk. Kram har også et rigtigt navn, Lene, og hun er ved at skrive sin bachelor i International Hospitality Management. Men hun er også Frk. Kram, der i sin kælderklinik i Randers dyrker krammeterapi for mænd flere gange om ugen.

Nogle er unge og i faste parforhold. Andre er pensionsmodne og enkemænd. Fælles for dem alle er, at de for et fast beløb, cirka 1.000 kroner i timen, besøger Frk. Kram for at få udfyldt et behov, de ikke får udfyldt i det daglige.

Jeg har inviteret Frk. Kram hjem til mig, så hun kan demonstrere, hvad krammeterapi er for noget. Hovedstaden er noget hektisk, synes hun. Hun er en rund og rolig og mild kvinde med langsomme bevægelser og bundtroværdig fremtoning. Og meget varme hænder.

Og så har hun en personlig kvalitet, der er fuldkommen afgørende for at gøre en god krammeterapeut: Hun elsker, med sine egne ord, at få folk til at få en god følelse i deres krop.

KRAMMETERAPEUT ER SÅDAN SET bare noget, man vælger at være. Titlen er ubeskyttet. Der var engang en tantraklinik i København, der ’uddannede’ krammeterapeuter, men det var der dengang ikke den store virksomhed i. I midten af 10’erne opdagede medierne krammeterapien, men da den mest kendte krammeterapeut – en langhåret, polyamorøs mand ved navn Per Brændgaard – blev tiltalt (og senere frifundet) for voldtægt af en af sine kunder, mistede disciplinen ligesom medvindsfornemmelsen.

Frk. Kram hørte om fænomenet på TikTok for to år siden, og så lagde hun straks beslag på sit kunstnernavn, oprettede hjemmesider og sociale medier og indrettede en klinik bestående af en seng, rolig belysning og højttalere, hvorfra der som regel strømmer rolig loungemusik fra Spotify (Frk. Kram bruger også selv ordet ’rolig’ meget ofte).

”Den første kunde var en vild oplevelse,” husker hun, ”for selvom jeg også havde lavet massage og var vant til at være tæt på andre mennesker, er det jo bare meget intimt.”

You got that right, Frk. Kram, tænker jeg, da jeg en halv time senere skal forsøge at leve mig ind i rollen som debuterende krammekunde. Du er en ordknap, nordjysk mand, der har mistet sin kone, fortæller jeg mig selv, mens jeg lægger mig mellem Frk. Krams ben.

Hun har lagt sig i sengen med ryggen op ad væggen og klapper to gange på den pude, hun har placeret mellem sine ben.

”Så kan du bare lægge dig stille og roligt til rette her,” siger Frk. Kram.

Nu ligger jeg med nakken på puden, mine arme hviler på hendes ben, hendes hænder på mine arme. Og så taler vi om løst og fast, for det plejer Frk. Kram at gøre med sine kunder.

”Jeg tvinger ikke folk til at snakke, hvis de ikke har lyst. Men jeg spørger dem, om de har lyst, og ofte siger de her meget jyske mænd, at ja, det kunne da være meget rart at ligge og snakke lidt. Og jeg fortæller også om mit liv, for det er jo ikke en terapeutisk samtale, hvor jeg skal fixe dem.”

MEN HVAD ER det egentlig så? Det er ikke massage. Det er heller ikke – lad os bare få det af vejen – prostitution. (Frk. Kram kalder det en platonisk service).

Hvorfor føles det så lidt … syndigt?

Måske, fordi jeg gør mig så umage med at lægge sengetæppet på sengen, måske, fordi jeg lige har været i bad (det står der på Frk. Krams hjemmeside, at man skal), måske, fordi jeg sådan håber, at Frk. Kram vil svare ’ja’, da jeg spørger, om kæresterne til de kunder, der er i faste forhold, godt ved, at deres mænd kommer hos Frk. Kram, men hun så svarer:

”Nej. Det gør de ikke.”

Suk!

”Det er en sideting. Det grå område. For det er jo ikke prostitution, men det er følelsesmæssigt tæt og intimt, selvom det er fuldt beklædt. At man ikke får det behov udfyldt derhjemme … det er en svær samtale at tage med sin partner.”

Nå, men jeg har altså bundet mig til masten, og min kæreste har samtykket til projektet. Med korslagte arme.

FRK. KRAM KENDER til alle fordommene og alle tabuerne. Måske var det derfor, hun var ganske længe om at få fortalt sin familie, at hun er krammeterapeut. Det er ikke et job, man bliver rig af. Hun gør i hvert fald ikke, for det er for emotionelt nedslidende at skulle betjene mere end en håndfuld kunder om ugen (Frk. Kram har en fortid som hjemmehjælper, men det var for mange menneskeskæbner at processere om dagen).

Til gengæld kan hun kramme den samme kunde ganske længe ad gangen. For 6.000 kroner kan man få selskab af Frk. Kram en hel nat på otte timer – hun skal nok holde sig vågen og putte dig natten lang.

Lige dét tilbud er der endnu ingen, der har gjort brug af, men kundepotentialet er der, mener Frk. Kam. Særligt fordi konkurrencen er så godt som ikkeeksisterende. I Indre København finder man Jesper Thrane – tantrabehandler og vaginalterapeut – der også dyrker krammeterapi, og det er sådan set dét.

Frk. Kram synes, at det er ærgerligt, for hun oplever, at hendes arbejde gør en forskel.

”Jeg havde en kunde, der var hos mig mange gange. Og så skrev han en dag, at nu kom han nok ikke længere, for han havde fundet en kæreste. Han var enkemand og skulle finde sig selv i den tilværelse igen og havde ikke så meget selvtillid. Jeg havde hjulpet ham, sagde han, med at genfinde kærligheden til sin egen krop, fordi han for første gang i årevis fik den omsorg.”

For nogle handler det ikke engang om berøring. Frk. Kram kan også bare være Frk. Selskab – fx skal hun ugen efter besøget hos mig ud at se et stort gods med en mand, der gerne vil ud at opleve verden på ny, men mangler nogen at opdage den med. Han betaler Frk. Kram 3.000 kroner for en hel dags platonisk selskab.

Skulle man være i tvivl om rammerne for krammeterapiens grænseland, skal man læse betingelserne på Frk. Krams hjemmeside. Her er et udvalg:

Man er fuldt påklædt. Ingen har taget euforiserende stoffer. Ingen hænder på kønsdele eller bryster. Ingen udveksling af spyt på nogen måde.

Kort før jeg selv skal behandles, spørger jeg Frk. Kram, om hun nogensinde har haft en kunde, der har udfordret grænserne for behandlingens platoniske grundtone.

”Nej, det har jeg aldrig. Tværtimod, faktisk. Jeg har kun oplevet, at folk kommer ind med stor, stor respekt og hænder ned langs siden. Så kan det godt være, at der én, der mens man ligger og krammer, spørger, om han må holde hånden på mit øvre lår. Og hvis jeg er komfortabel med personen, siger jeg, at ja, det er okay. For det er jo også med i prisen, at man lærer at give udtryk for, hvad man har brug for.”

I min seng, i mit hjem, giver jeg ikke udtryk for ret meget. Her er det Frk. Kram, der sætter dagsordenen, for jeg har bedt om en troværdig gengivelse af krammeterapi, som det typisk udspiller sig. Så efter nogle minutter skifter vi position.

”Spooning er jo altid et hit. Og jeg er tit storeske,” siger Frk. Kram, der med egne ord også er en ”ret stor pige.”

Og så er det, at jeg lægger mig i fosterstilling på min højre side, lukker øjnene og lader mig omslutte af Frk. Kram.