Foto: Privatfoto

Jeg blev smuglet til Danmark i bagagerummet på en Mazda

Farzam Abolhosseini flygtede fra Iran, da han var syv år gammel.

Jeg tænker tit på, hvordan mit liv ville have set ud, hvis den grænsepolitibetjent havde krævet at se, hvad vi havde i bagagerummet. 

Vi havde det godt i Iran. Min familie havde en stor lejlighed i Teheran og et sommerhus på landet. Min far havde en lederstilling i en bank. Min mor arbejdede også i en bank, jeg er ikke helt klar over, om hun var sekretær eller bogholder. Når jeg i dag kigger på billeder af mine forældre fra dengang, ser de godt ud. Glade og med tjekket tøj.

Mine forældre hadede præstestyret. De hadede kontrollen og overvågningen. At man ikke kunne få lov at tage på stranden og tage en svømmetur i badetøj. De brændte for ytringsfrihed.

Men først og fremmest frygtede de endnu en krig.

LÆS OGSÅ: "Første gang jeg rammer klipperne kæmper jeg vildt imod - anden gang er jeg livløs"

Det er ikke alt fra min barndom i Teheran, jeg husker lige tydeligt. Men jeg kan huske lyden af eksplosioner. Og sirener. Hele tiden sirener.

Min morbror havde været soldat under Irak-Iran-krigen og var deserteret og flygtet ud af landet. Han var havnet i Danmark og havde fået familiesammenført min mormor og min moster.

Krigen mod Irak endte i 1988. I 1989 besluttede de at sende mig, min storebror og vores to storesøstre af sted til Danmark. Så ville de selv følge efter senere. Min yngste lillebror var for lille til, at de ville sende ham med.

Rejsen skulle gå over Tyskland, og min farbror, der tit kom i landet, fordi hans søn studerede der, skulle ledsage os. Dengang kunne man nemt sætte sig på en flyvemaskine og komme ud af landet, hvis man havde pengepungen i orden, men dyrt var det. Mine forældre solgte næsten alt, hvad de havde, men fik kun råd til at sende os fire af sted. 

Dengang fik jeg næsten ikke noget at vide. Men jeg vidste, at jeg muligvis ikke ville komme til at se mine forældre i lang tid. Min mor græd hele tiden, inden vi skulle af sted.

Hun græd også i lufthavnen. Det gjorde jeg også. Teherans lufthavn var fuld af militærpoliti. Det står lidt tåget for mig. 

Men jeg husker en ting meget tydeligt fra flyveturen. Jeg sad sammen med min søster, der var anspændt og fortalte mig, at jeg skulle være stille. Så fik vi en dåsecola og en banan. Det beroligede mig. Gjorde mig tryg. Jeg kan stadig smage den banan. Den smagte af at blive voksen.

LÆS OGSÅ: Kvinde i krig: "At dø i Afghanistan er bestemt ikke meningsløst"

Vi landede i Frankfurt. Her satte vores farbror os på et tog mod Kiel, hvor vi skulle mødes med min onkel på min mors side. Jeg vidste godt, at vi ikke skulle blive i Tyskland. Men jeg forstod ikke som sådan, hvad Danmark var. Mine forældre havde hele tiden bare sagt, at det var frihedens land. At vi rejste til friheden.


I lufthavnen i Frankfurt. Farzam Abolhosseini (nederst th.) sammen med sin storebror Farshad (i midten), storesøster Faranak (th.) og storesøster Farimah (tv.). Nederst til venstre er det børnenes fætter. Privatfoto

På stationen i Kiel tog min onkel imod os. Vi skulle krydse grænsen til Danmark i hans bil, en Mazda. Den var lysegrøn. Og helt smadret. Senere hen kom vi til at kalde den for en Flintstones-bil, fordi den var så primitiv. Min onkel var sammen med en anden iransk mand – en menneskesmugler. Jeg ved faktisk ikke, hvad han lavede under flugten, men det var nok ham, der havde planlagt det hele, måske havde han fået fremstillet de falske pas og fundet det bedste tidspunkt at krydse grænsen.

Mine to storesøstre blev anbragt på bagsædet, mens menneskesmugleren sad på passagersædet, og min onkel kørte bilen. Min storebror og jeg blev lagt i bagagerummet. Vi lå egentlig nogenlunde. Ikke overdrevet tæt. Så små var vi. Jeg kunne høre, at de ikke talte sammen inde i bilen.

Inden vi blev lagt derned, havde min onkel taget fat i mig og forklaret mig, hvor vigtigt det var, at jeg var fuldstændig stille. Og jeg forstod det klart og tydeligt. Jeg havde sindssygt meget respekt for min onkel. Da han stadig boede i Teheran, fik min mor ham tit til at hjælpe sig med opdragelsen. Jeg ved godt, at det er uhørt i Danmark, men det bestod blandt andet i at give os nogle tæsk. Der er ikke nogen af os søskende, der ikke på et eller andet tidspunkt har fået en ordentlig røvfuld af ham. 

LÆS OGSÅ: Pierre-Emil Højbjerg: Faderens opdragelse var 'af den gamle skole'

Vi lå i det bagagerum et godt stykke tid og koncentrerede os om ikke at lave nogen larm. Jeg havde ingen fornemmelse for tiden, men jeg kan regne ud, at der må være gået en time eller mere. På et tidspunkt kunne jeg fornemme, at vi stoppede i længere tid. Nogen talte sammen uden for og inden i bilen. Men jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde, jeg tænkte kun på ikke at røre mig.

Senere har jeg fået forklaret, hvad der foregik. Min onkel rakte fire pas til politimanden. Øverst lå min onkels danske pas - han havde midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Det samme havde menneskesmugleren. Nederst lå mine to storesøstres falske pas. Politimanden bladrede passene igennem. Kiggede ind i bilen, først på forsædet. Derefter kort på bagsædet. Så rakte han passene tilbage til menneskesmugleren og nikkede. Bare fortsæt.

Jeg vil tro, at vi kørte videre en halv times tid, inden bagagerummet blev åbnet, og min bror og jeg fik lov at komme ud. Vi var på en rasteplads. Min onkel hoppede og dansede og tog mig i hænderne. Det lykkedes, sagde han. 

Jeg begyndte at forstå, at det farlige var overstået. Vi omfavnede alle sammen hinanden og jublede. Men jeg følte ikke, at vi var på plads. Vi var i et fremmed land, og jeg savnede mine forældre.

Så kørte vi videre til Esbjerg, hvor min mormor og moster boede. Min mormor lavede mad, og vi sov på tynde madrasser på gulvet i den lillebitte toværelseslejlighed. Jeg sov tungt. 

Efter et par uger kørte min onkel os op til Sandholmlejren, hvor vi skulle melde os som flygtninge for at kunne ansøge om asyl.

Der var ikke nogen hjertelig modtagelse fra personalet. De behandlede os som en sag, der skulle ekspederes. 

Derefter tilbragte vi en frygtelig måned i Sandholmlejren, mens vi ventede på, at vores asylansøgning blev behandlet. Der var altid dårlig stemning. Alle var frustrerede. Mig og min bror kom hele tiden op at slås med de andre børn. En dag var der blod over det hele, fordi en mand var blevet stukket ned. Min mormor kom forbi hver dag for at hjælpe os med at holde modet oppe.

Mange, mange år senere kørte jeg en dag forbi lejren for at gense den udefra. Det sted er det tætteste, jeg kommer på at have været i fængsel.

Da vi fik vores opholdstilladelse, kom jeg først i en modtageklasse i Kalundborg. Også her kom jeg hele tiden op at slås. Sidenhen kom jeg i en dansk klasse. Her kunne jeg også blive hidsig, særlig når man drillede mig med min udtale. Når man grinede af, at jeg rullede på r’et.

LÆS OGSÅ: S!VAS: "Mit sprog er en slags omvendt integration"

I starten var det ikke sjovt at gå i skole hverken for mig eller for mine søskende, vi blev mobbet hver dag i skolen. Men jeg var meget hurtig til at lære dansk. Det gav mig en stor tilfredsstillelse. 


Farimah, Farshad og Farzam (th.) gynger med deres mormor i Kalundborg. Privatfoto.

Den første rigtige ven, jeg fik, var Lennart. Han boede på en gård, sammen med sine forældre. Det var nogle utrolig søde, sjove og gæstfrie mennesker. Jeg elskede at være hos dem. De havde køer og lam. Og kyllinger! Det havde jeg aldrig set i Teheran.

Vi talte i telefon med min mor fra Teheran næsten daglig. Hun græd altid i telefonen. Til sidst havde jeg faktisk ikke lyst til at tale med hende, fordi jeg var så optaget af mit nye liv, af at blive dansk.

LÆS OGSÅ: Allan Vegenfeldt: "Den vigtigste opgave er at lade ens børn vide at de er elsket"

Et par år senere blev vi familiesammenført med min mor. Hun kom sammen med min lillebror og en pige på kun tre måneder, som jeg ikke kendte til. Det var min lillesøster. Min far havde ikke ønsket at komme. Han havde aldrig ønsket, at nogen af os skulle flygte fra Iran.

Han kom første gang på besøg i 1997 og flyttede til Danmark i 2003. Da havde han fået Parkinsons sygdom og havde ingen til at tage sig af sig i Iran. Det var virkelig bøvlet at få opholdstilladelse til ham, fordi han havde afslået tidligere.

I dag bor han og min mor i Taastrup. De lever gennem deres børn. Når vi er på besøg, er de glade. Ellers har de ikke noget her i landet. Få venner. Ikke noget sprog. De har opgivet alt for vores skyld. 

Jeg har aldrig været tilbage i Iran af frygt for, at jeg ikke ville få lov at rejse igen.


Farzam Abolhosseini er 32 år i dag og arbejder som sportsjournalist på BT. 

LÆS OGSÅ: Syriske flygtninge fik en time-out med ishockeykamp i Hørsholm