Efter et sidste skud sommer, er efteråret ved at være over os. Regnen trommer på ruderne, og nu sidder du måske indenfor med en solbleget saltvandsfrisure, der ikke rigtig passer til årstiden. Men inden du sætter dig i frisørstolen og lader lokkerne falde, så læs med her.
Vi har nemlig spurgt to erfarne frisører om, hvad den helt rigtige efterårsfrisure er.

Søren Hauch
Søren Hauch, København K

Hvilken frisure skal man have til efteråret?
Hvis vi starter med de unge, så er det stadig 90’erne, der kan noget. Det er pjusket pandehår. Det er Mick Jagger møder Beatles - selvom det stadig er 90’erne, der er temaet. Det er velklippet, men den må også gerne være lidt uglet. Der må også gerne være lidt længde bagpå. Tænk Brad Pitt i 'Thelma og Louise'. Men pas på, at nakkehåret ikke bliver for langt!

GettyImages-107865823.jpg
Brad Pitt i 'Thelma og Louise' (Getty Images)

Nu har du nævnt den yngre generation. Hvad med til de lidt ældre?
Siderne skal være virkelig velklippede, og der må gerne være lidt længde på toppen. Det er nemt at sætte, og du kan håndtere det med en god voks eller en god gele. Det er Jason Priestley som Brandon i ’Beverly Hills’!

Er der noget, man skal holde sig helt fra til efteråret?
Hold dig væk fra langt nakkehår. Hellere lade håret være ’in the face’. Det er fint nok at få lidt bakkenbarter, men nakkehår kan blive for mærkeligt. Det synes jeg, at man skal holde sig fra, selvom jeg desværre godt ved, at der er gået lidt mode i det.

Hvilke tendenser har været store indtil videre i 2019?
Boyband håret med midterskilningen har levet længe. Jeg plejer at sige, det ligner logoet fra McDonalds. Men det er i hvert fald en tendens, der har hængt ved i meget af 2019.

GettyImages-1305737.jpg
Nick Carter fra Backstreet Boys med et klassisk eksempel på boyband hår (Getty Images)


Har du nogle gode hårplejetips til efteråret?

Du skal ikke vaske dit hår for tit, maks to gange om ugen. Hvis det virkelig er koldt, så skal du ikke gå ud med vådt hår - det er ikke godt for hovedbunden.
Og så et lille stylingtip: Det er måske kun 10% af fyrene, der bruger føntørrer, men faktisk kan man bruge en hårgelé i stedet for en føntørrer. Man skal bare putte gelé i og så ikke røre ved håret. Så tørrer håret fuldstændig i den form, og så kan man lave de fedeste ting. Tro på det, lad det tørre og så holder det resten af dagen.

Mark Martens-Anderson
Creademic, København K

Hvad sker der med håret til efteråret?
Det er noget Brandon og Dylan fra ’Beverly Hills 90210’. Frisuren hedder en ’undercut quiff’. Det er længde på toppen, og så er det kortere i siderne og lidt mere ’messy’. Den allerbedste måde at style det på ville nærmest være at have en motorcykelhjelm på, og så når man tager hjelmen af, det er sådan, håret skal se ud.

GettyImages-141278831.jpg
Skuespilleren Luke Perry, der spillede Dylan McKay i 'Beverly Hills 90210', med hår, der sagtens kunne være kommet ud af en motorcykelhjelm (Getty Images)


Er der ellers nogle frisurer?

En anden, der er værd at nævne, er en ’textured crop’. Hvis jeg skal sætte et navn på den, så ville det være en klassisk Liam Gallagher frisure. Den tror jeg personligt meget på. Jeg tror, at vi kommer den vej, hvor bakkenbarterne bliver lidt længere og der er kort pandehår.

Hvad egner sig bedst til det yngre publikum? Og det ældre?
Aldersmæssigt ser jeg helt klart, at ’textured crop’ er til de yngre eller til de super cool rock-grunge ældre.
Hvis vi tager de lidt ældre, så er det ’undercut quiff’. Det er klart også sjovere for dem, at de kan huske det fra ’Beverly Hills 90210’, det er sådan lidt en reminiscens - en ’second youth’.

GettyImages-988310710.jpg
Den tidligere Oasis-frontmand Liam Gallagher med en version af en 'textured crop' (Getty Images)

Gode råd til overgangen fra kort hår til det lidt længere?
Udover smertestillende… og en god support fra kæresten. Så vil jeg sige, at det er at få det bedste forløb med sin frisør. Der er jo kun to veje. Enten får du din frisør til at hjælpe dig med at få lavet håret undervejs i overgangsfaserne, ellers så er der en vej, og det er at håbe på, at det bliver koldt og så finde en super fed hue.

Er der ellers noget om efterårets hår?
Det er en noget mere modig tid, vi går i møde, for man skal lade håret stå lidt og ikke være bange for styling. Men det er fyrene heller ikke bange for.