Garderobesnak med Alex Vargas: Den ting jeg er gladest for lige nu er nok min oversize vinterjakke"

30-årige Alex Vargas om en hæslig, strikket vest, om at stjæle sin mors tøj og om et nedarvet lommeur, der snart skal til reparation.

Garderobesnak med Alex Vargas: Den ting jeg er gladest for lige nu er nok min oversize vinterjakke'
Offentliggjort

Hvilken ting har den bedste historie?

”Efter min morfar døde, arvede jeg et lommeur i guld. Det er et klassisk lommeur med kæde, man kan binde omkring en knap eller sætte i et knappehul. Man kan trykke på en lille mekanisme, som åbner et dæksel ind til urskiven. Jeg er ikke helt sikker på, om det stadig virker. Jeg burde faktisk få det fixet. Det er et familiearvestykke, som han fik af sin far, og min oldefar fik af sin far. Det er ikke en ting, jeg går med. Men jeg kunne aldrig finde på at smide det ud.”

Hvilken ting er du gladest for?

”Jeg skifter utrolig meget ud i min garderobe. Hvis der er noget, jeg ikke har gået med i lang tid, smider jeg det ud. Men den ting jeg er gladest for lige nu, er nok min oversize vinterjakke af mærket Mennace. Jeg købte den forleden, da jeg var i London, fordi det pludselig blev sindssygt koldt. Det er en kæmpe dunjakke, og den første dunjakke jeg nogensinde har købt. Jeg var blevet træt af at have alle mulige lag indenunder alt mit andet tøj, og den her virkede ekstremt varm. Det føles som at tage en stor, sort dyne på i falsk læder. Jeg har aldrig set noget, der ligner den.”

Hvad er dit værste køb nogensinde?

”Da jeg var 12-13 år, begyndte jeg at tjene mine egne penge ved at være med i musicals og lægge stemme til tegnefilm, og derfor fik jeg ret hurtigt kontrol over mit eget tøjshopperi.

Det var i starten af 00’erne, og jeg valgte af en eller anden grund at gå i pressefoldede pinstripe bukser, polotrøje og en blød, finstrikket, brun vest med lyseblå mønster.

Det er specielt vesten, jeg skammer mig over. Den gik jeg rigtig meget med, da jeg var 13 år gammel. Det ville jeg gerne gå tilbage og ændre på. Når jeg ser billeder af det nu, var det ikke så fedt. Men jeg var til gengæld meget stædig med det. Jeg skulle bare have den på.”

Du har billeder, hvor du har vesten på?

”Haha, ja, men dem sender jeg ikke til dig.”

Hvilken ting er du mest ærgerlig over at have mistet?

”Da jeg var 18 år og havde boet i England i et år, fandt jeg en lædervest i en genbrugsbutik, der lå lidt nede ad vejen fra, hvor jeg boede. Jeg har altid gået meget i genbrugstøj, og den genbrugsbutik var virkelig billig og havde tit nogle sindssygt fede ting.

Her fandt jeg en åben lædervest, jeg syntes var enormt smart. Min stil var lidt som Mick Jagger i den her periode: spidse sko, stramme bukser og lidt for små, korte, stramme T-shirts, der kunne ligne noget, man havde købt i børneafdelingen i H&M.

Det var min 70’er-agtige rock and roll-periode. En dag mistede jeg den i et tog, og jeg kan stadig huske, hvor knust jeg var over at have mistet den. Set i bakspejlet var det måske meget godt, jeg ikke fik gået så meget i den vest. Men i situationen var jeg virkelig ked af det.”

Hvad vil du gerne tilføje din garderobe?

”Jeg vil gerne have en kæmpestor frakke med en kæmpestor hætte foret med uægte pels. Den må gerne minde om en, jeg engang fik af min mor. Hun havde været til et kæmpe genbrugsudsalg et eller andet sted, og kom hjem med den her store lækre frakke, hun havde købt til sig selv.

Det er ikke fordi, jeg altid stjæler min mors tøj, men jeg tog den af hendes ryg, tog den på og spurgte, om hun ikke syntes, at den var pænere til mig. Hun vrissede af mig og gik. Og så vidste jeg, at jeg havde fået lov til at beholde den.”

LÆS OGSÅ: Ikoniske sneakers del 2: Adidas Handball Special – røvballe- og flyveskalleskoen

LÆS OGSÅ: Fem tendenser fra modeugen

LÆS OGSÅ: 15 sneakers til foråret