George Floyds død har for alvor sat gang i en bevægelse, #BlackLivesMatter.
Siden tirsdag i sidste uge har adskillige amerikanske byer lagt gader til udbredte demonstrationer, og protesterne mod politivold mod sorte og racisme i det hele taget fortsætter for hver dag endnu. På Instagram blev det et fænomen at uploade et helt sort foto for at markere sin stillingtagen og støtte op i kampen mod racisme.
Nu får bevægelsen også opbakning fra de to modebrands H&M og Balenciaga. Begge har valgt at donere penge til antiracistiske organisationer og opfordrer folk til at sige fra overfor racisme.
H&M sender i alt 500.000 dollars til NAACP, ACLU og Color of Change. Tre bevægelser, der arbejder for at bekæmpe systematisk racisme, forstærke sorte stemmer og være forkæmpere for menneskerettigheder.
Balenciaga meddeler på Twitter, at man vil begynde en årlig donation til NAACP.
Den 46-årige George Floyd mistede livet 25. maj efter en brutal anholdelse i Minneapolis, Minnesota. Siden har anklagemyndigheden i Minnesota sigtet den politibetjent, der stod bag anholdelsen, for forsætligt drab.
Se, hvad vi ellers skriver om: H&M