For our international readers: Ungdomsikonet Lucas Lynggaard skamferer sit tøj. Og det virker scroll-down

For our international readers: Ungdomsikonet Lucas Lynggaard skamferer sit tøj. Og det virker

Den 23-årige skuespiller Lucas Lynggaard Tønnesen er på vores liste over landets bedst klædte mænd.

Af Oliver Bodh Larsen
Foto: Kenneth Pihl Nissen
Mode Euroman

Hvordan vil du selv definere din stil?

”Tidløs og nostalgisk. Sådan kan jeg rigtig godt lide at klæde mig. I noget, der ikke nødvendigvis følger en decideret trend, men som jeg føler, at jeg vil kunne have på i dag såvel som om 10 og 20 år.

Når jeg ser nogen på gaden og tænker, at de har godt styr det, så hænger det ofte sammen med, at vedkommende vækker en følelse i mig med sin stil. At beklædningen har en filmisk kvalitet. Sådan kan jeg også godt selv lide at se ud.”

Har du et stilmæssigt forbillede?

”Jeg har altid syntes, at den unge James Deans stil er ret nice. Måden, tøjet sad på i forskellige perioder op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor kraven fik noget mere størrelse, og der kom vidde på bukserne, læderjakker og solbriller i håret, er jeg meget inspireret af.

Men jeg kan også godt lide at blande noget moderne ind. Og her har Harry Styles selvfølgelig også været en stor inspiration. At det er blevet cool – igen – at klæde sig mere feminint, bifalder jeg. Mere tidløst og mindre kønsbetinget. Da jeg var yngre, var det meget bare drengetøj og pigetøj.

Lige nu har jeg en kvindebuks på. Fordi hvorfor ikke? Og så vil jeg også nævne min kæreste, Laura, som på meget kort tid har inspireret mig virkelig meget. Hun har en fantastisk stil, der skiller sig enormt meget ud. Fri og nytænkende, og hun rocker den med så meget selvtillid.”

Hvad rejser du aldrig uden?

”En solcreme faktor 50, et par solbriller og et par løbesko.”

Er der noget, du drømmer om at anskaffe dig?

”Ja! Et par supersprøde cowboystøvler. Altså, vi snakker sådan nogle, der går næsten op til knæene. Og det vil ikke gøre mig noget, hvis jeg finder nogen, der er helt old school med hestesporer bag på hælene.

For nylig var jeg i London og så en teateropsætning af ’Brokeback Mountain’, hvor en af de medvirkende havde de der cowboystøvler på. Jeg tænkte: ’Hold kæft, hvor ser det fedt ud, mand!’ Siden har idéen om dem ligget og brygget. Nu skal det snart være.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd, Herremode, Herretøj og Bedst klædte mand