Armbåndsuret kaldes ofte med en kliché for mandens eneste smykke, men det siger vist mere om afsenderen, end om hvad mænd i dag har at vælge imellem. Tag bare manchetknappen, det ultimative sleeve candy, der kan pifte selv en kedelig skjorte op og give dit udtryk mere personlighed end to Rolex Submariners på håndleddet.
Ordet kommer af det franske manchette, som er diminutiv for manche, altså ærme, som igen er afledt af det latinske ord for hånd, manus. Det blev oprindelig brugt om det opslag, der afsluttede ærmet på mænds og kvinders klædedragter, og som i middel-alderen kunne være lavet af pelsværk.
I 1600-tallet ændrede manchetten form til en kniplingskant (tænk ’De tre musketerer’), som udviklede sig til en dekorativ detalje på frakken. Sidst i 1700-tallet faldt kongehuse og adel i Europa for en ny mode: En skjortemanchet med nok stivelse til at jævne en ungarsk sovs, og som nok så flot ud på de bonede gulve, men som gjorde det svært at presse knapper igennem manchethullerne. Løsningen blev manchetknapper, der ikke kun var praktiske til at knappe gennem fire lag stof, men også blev et statussymbol for datidens pyntesyge mand. Vis mig din manchetknap, og jeg skal fortælle dig, hvem du er.
Enkeltmanchetter er den mest udbredte på herre-skjorter i dag. Der er typisk en til tre knapper på ærmet af den type skjorte, og du kan ikke bruge den sammen med manchetknapper. Det skal du til gengæld med dobbeltmanchetter, også kaldet franske manchetter, som er dobbelt så lange som normale manchetter, og som foldes ind over sig selv.
