JWA_AW21_Galleri_1 copy.jpg

Tag på landet med Uniqlo og JW Anderson

Der er smæk på nyhedsfronten og nye collabs hos japanske Uniqlo. For nylig udgav man en overtøjskollektion med White Mountaineering, man teasede også for +J-linjen, der måske blev den allersidste med Jil Sander, og nu kan man så afsløre den kommende kollektion med JW Anderson.

Her hylder man fredfyldte weekender på landet og har hentet inspiration hos forfatteren Beatrix Potter.

"For mig handlede den her kollektion virkelig om at omfavne årstiden. Jeg ville have noget, der føltes virkelig efterårsagtigt, og som også henledte tankerne til efterår på landet i Storbritannien. Desuden skulle det føles behageligt, rart og hyggeligt at have på," siger JW Anderson i en pressemeddelelse.

Kollektionen lanceres 3. december.

WWxGARFIELD_CAMPAIGN02A copy.jpg

Wood Wood går nostalgiens vej med nyt Garfield-samarbejde

For anden gang kaster danske Wood Wood sig over en af verdens mest ikoniske tegneseriefigurer. For syv år siden var det et samarbejde med selveste Disney, der endte ud i en kollektion med Mickey Mouse som hovedperson.

Denne gang er turen dog kommet til den lasagneelskende kat Garfield, vinterens spirit animal nummer ét.

Karl-Oskar Olsen og Brian SS Jensen var selv fans og tegnede ofte den dovne, orange kat med smag for kødsovs, pasta og bechamel, da de voksede op, og med nostalgien for øje har de nu valgt at lade den pryde deres nyeste capsule-kollektion.

Kollektionen indeholder de mest basale ting, du har brug for i garderoben: T-shirts, hættetrøjer, sweatshirts og stribede, langærmede T-shirts, mens der på accessory-fronten er lavet kasketter og bøllehatte. Til de små purke er der lavet huer og halstørklæder i merinould.

Wood Woods dobbelt-A-logo er blevet brugt på forskellige kreative måder i sammenspil med Garfield-navnet, og generelt virker kollektionen til at være gennemsyret af legesyge og stifternes kærlighed til det, Garfield står for: at sove og spise.

Der vil være launch i København, Aarhus, Berlin og London i morgen, 6. november. Læs mere her.

Organic basics butik copy.jpg

Organic Basics bliver nu også til en fysisk butik

Organic Basics er et af de brands, der tænker mest i bæredygtighed. Ikke bare herhjemme, men faktisk i hele verden. Og nu har folkene bag åbnet butik i Pilestræde i København.

Butikken er den første fysiske manifestation af Organic Basics, der startede med at være en virksomhed, der solgte boxershorts på abonnement. Siden har man udviklet i en lang række produktkategorier – og ændret forretningsmodellen, så man ikke længere abonnerer på undertøj, men blot køber, når det giver mening.

Den helt store fællesnævner for alle produkter fra Organic Basics er, at de er skabt med tanke på planetens ve og vel. Således anvender man udelukkende materialer som Tencel, genanvendt nylon og økologisk bomuld, ligesom man er en del af initiativet 1% For The Planet, hvor medlemsvirksomheder donerer 1% af deres toplinje til projekter, der forbedrer miljøet.

H&M overblik copy.jpg

John Boyega går sammen med H&M om bæredygtig kollektion

"Jeg elsker at finde tøj, der repræsenterer, den jeg er. Selv hvis andre ikke kan lide det, vil jeg stadig nyde, hvordan det får mig til at føle."

H&M har fået skuespiller John Boyega til at udvælge elementer, bidrage til stylingen og gjort ham til frontmodel på en ny bæredygtig kollektion. Tøjet skal være fremstillet af genanvendte og økologiske materialer. Du finder blandt andet en ternet og dobbeltradet frakke, denimjakker og cardigans. 

'Edition by John Boyega' udkom torsdag. Se mere her.