Se Cutfathers biler gennem karrieren

Altså, jeg har et meget unuanceret auto-CV. Jeg har udelukkende kørt BMW, men det siger vel også noget om mig. Den første var en 320’er, som går helt tilbage til dengang, Carsten Soulshock og jeg var unge og håbefulde. Vi havde startet det her nye pladeselskab, Soulpower, og fik kontor ude i Valby. Plus hver vores brugte BMW 320.

Vi var kommet fra rigtig hiphop til også at kunne bidrage med at friske de etablerede kunstnere fra dengang op – Lars HUG, Lis Sørensen og sådan nogle. Jeg tror virkelig, de tænkte: ’Ah, nu kommer de der med rytmeboksen og ødelægger vores musik.’

Men for første gang tjente vi penge, og så skulle vi fandme have noget bil. Det blev to nogenlunde lige pæne, brugte BMW’er med omtrent samme kilometertal. Det skulle jo gå rimeligt for sig, så vi havde samme løn og samme bil – vi var som et par tvillinger, når vi kom rundt.

Efter nogle år begyndte der at være bøvl med den første BMW. Samtidig drømte jeg om at få noget, der var lidt mere sporty, så jeg byttede den til coupé-udgaven af den dengang nye 3’er. Jeg blev bare aldrig rigtig glad for den. Dels var det jo en 1,8’er, så den havde ikke lige så mange kræfter og gav mig heller ikke den samme køreglæde.

Det var nok også fordi, vi tog til USA på det tidspunkt, så i lange perioder stod bilen bare og samlede støv. Planen var at give det der USA-eventyr en chance for at se, om det var noget. Carsten endte med at blive hængende, mens jeg tog tilbage efter tre måneder, og så pendlede jeg frem og tilbage. Jeg har været der i mange og lange perioder siden, men jeg har altid haft min base her.

Når jeg er i USA, lejer jeg typisk en firehjulstrækker. I mange år var det altid Jeep Cherokee, men jeg har også kørt Range Rover, Toyota Landcruiser og mange andre. Det føles næsten som at bolle udenom (karakteristisk Cutfather latterudbrud, red.), men herhjemme har jeg i det mindste altid været tro mod BMW. Det var jeg også, da jeg skiftede 318’eren ud. J

eg var kommet hjem fra USA, og jeg havde lige haft mit første rigtig store verdenshit – ’Return of the Mack’ med Mark Morrison – så jeg syntes, at jeg skulle have det lidt godt. Derfor var der ikke det kryds, jeg ikke satte i bestillingslisten – den fik det helt store anlæg, lyst læder og på toppen af det hele en moderigtig, mørkegrøn metallak.

Da bilen så kom hjem, havde sælgeren lavet en bøf, for den blev leveret i en eller anden mystisk lysegrøn metallic – helt off. Han ringede til mig totalt flov og tilbød noget rabat. Jeg tænkte o.k., lad mig se den, og så tog jeg ud og kiggede … hold nu kæft. Det krævede noget tilvænning, men jeg endte med at tage den.

Farven til trods så blev jeg rigtig glad for min 328’er. Kørekomforten, sæderne, motoren – den var bare lækker, og jeg endte med at have den i mange år. Igen en sindssyg travl periode. Jeg havde måske tyve top 10-singler i England, så jeg havde nærmest ikke tid til at skifte bil, men til sidst skulle der ske noget. I mellemtiden var der kommet børn til, så vi sprang op i en 5-serie – stadig en sedan, men dog større.

Jeg må give min kone Lone, at hun aldrig har presset på for, at vi fik en familiebil, som alle vennerne gjorde i de år. Så hellere skille barnevognen i atomer og pakke kabinen til bristepunktet, så man knap kunne se ud, når vi skulle på skiferie.

Jeg blev aldrig helt fan af min første 5-serie, men jeg var glad nok til at vælge 5-serien igen næste gang. Det var en nyere model, og der var virkelig strammet op på køreegenskaberne og komforten – hold kæft, den kørte godt. Samtidig var det første gang, jeg skiftede til automatgear, og det var jeg begyndt at holde af efter alle mine ophold i USA.

Nu er jeg skiftet til endnu en bimmer. Det er en hybrid, plug-in, så den er lidt anderledes. Jeg har fået en ladestander i min garage, og så kan jeg køre ind til mit studie og hjem på ren el. Det betyder faktisk, at der går mærkbart længere mellem mine besøg på tanken, og at jeg tanker mindre, når det sker. Før var det typisk 700 kroner, nu er den nede i 500. Det er jo også en stor kvalitet.