Se Mark Le Fêvres biler gennem karrieren

2007: 1989 Mazda 323, mørkegrå

Jeg fik min første bil, nærmest som jeg fyldte 18 år. Jeg er født og opvokset i det jyske, og der er standarden, at man forsøger at skaffe sig en bil med det samme. Min storebror er mekaniker, så han havde mulighed for at finde nogle trætte biler til en billig penge. Jeg endte derfor i en knap 20 år gammel Mazda 323 med automatgear. Meget eksotisk og lidt dumt, når det nu er den første bil, og man gerne vil opbygge noget rutine. Jeg må i hvert fald høre rigtig meget for det gear – ikke mindst fra min bror. Det blev også et meget kort bekendtskab, eftersom bilen skulle synes efter en måned og ved den lejlighed modtog en regulær dødsdom. Heldigvis havde den ikke kostet mig det store, så jeg var ret usentimental omkring det og nåede egentlig aldrig at nyde den bil, men det gjorde jeg til gengæld med den næste.

2007-08: 1985 Opel Kadett E, rød stationcar

Jeg hev 5.000 kroner op af lommen og fik adgang til en Opel Kadett E fra 1985. En gammel og yderst slidt, rød stationcar. Det var første gang, jeg oplevede at være forelsket i en bil. Den var så slidt – der var hul i førersædet, og håndbremsen virkede ikke – men den var min, og den kørte som en drøm. Det var helt dumt, og jeg ved ikke, om man kan tale om lakskader, når det var hele bilen, den var gal med, men omvendt behøvede man ikke være forsigtig. Man kunne fx lave klassikeren, som man kender fra Hollywood-film, hvor man ligesom kommer løbende og glider hen over kølerhjelmen for så at stige ind i bilen. Hertil kom hele den her glæde ved at have bil, som jeg slet ikke nåede med Mazda’en, friheden, og den der følelse af at være rigtig voksen.

2008-09: 1997 Renault Megane Classic, mørkegrøn

Desværre skulle Kadett’en synes efter et lille år, og præcis som med Mazda’en dumpede den med et brag. Denne gang fik jeg dog en skrotpræmie på 1.000 kroner, og da jeg kun havde betalt 5.000 for bilen, var det jo en absurd billig måde at have bil på. Samme sommer blev jeg student, og så tog jeg et år, hvor jeg boede hjemme og arbejdede, først kortvarigt på Burger King og dernæst i en børnehave, før jeg i 2009 flyttede til Aarhus for at studere engelsk og dramaturgi på universitetet. Det passede med, at mine forældre havde en bil tilovers, en Renault Megane Classic, tror jeg den hed. Det var i hvert fald en sedan, og der vil jeg sige, at jeg gik fra forelskelse til ren praktik.

2013-15: 2004 Renault Clio, sort

I Aarhus havde jeg nogle år uden bil, mens jeg læste og startede op som komiker. Det varede, indtil jeg flyttede til København for at lave morgenradio på The Voice. Det foregik i Herlev, og jeg skulle ikke tage det offentlige ret mange gange fra Amager og derud klokken lort om morgenen, før jeg fik utroligt meget lyst til at have bil igen. Det var første gang, jeg ikke havde min bror med på råd og selv skulle finde en bil. Der var kæmpe pres på, og jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg endte igen i det franske med en Renault Clio Family Authentic 1,2, 60 hk i sort. Til at starte med var jeg glad for den, men det skulle vise sig, at alt det dårlige, jeg havde hørt om franske biler, var sandt. Motoren havde det med at gå ud, når jeg kørte på motorvejen. Det var ubehageligt og altid spændende at manøvrere ind i nødsporet uden trækkraft. Altså, jeg blev jo et nervevrag af den bil – også fordi det ofte krævede hjælp udefra at få den i gang igen. Nogle gange kunne jeg selv starte den op ved at nulre tændrørene lidt, men da jeg efterhånden havde mange jobs rundt i landet, gik det bare ikke, og så var jeg på udgik efter en ny bil.

2015-: 2008 Mazda 2, postkasserød.

Stand-up-komiker, medvært på ’Stormester’ og aktuel med onemanshow.

Mine oplevelser med Renault’en afstedkom en voldsom fascination af biler med høj driftssikkerhed. Det googlede jeg meget i den periode, og så poppede der en Mazda 2 op. Jeg troede egentlig, at jeg skulle have en Toyota, men så læste jeg nogle tests af den her Mazda og fandt ud af, at det skulle være en god og pålidelig bil med sjove køreegenskaber. Bingo, tænkte jeg, og forhandleren ville endda tage Clio’en i bytte. Det var et fint arrangement, og jeg var faktisk også rigtig glad for den. Den kører lidt som en gokart, og så går den ikke ud på motorvejen. Den er måske lidt kedelig på de lange ture, som jeg har en del af, men den gør det godt. Faktisk er den blevet i familien, idet jeg har givet den videre til min kæreste.

2019-: 2007 Lexus IS250, mørkegrå.

Jeg var på turné med mit første onemanshow i foråret 2019, og jeg havde gennem noget tid haft en fascination af Lexus. Jeg kan godt lide Japan og japanske biler. Der er jo ikke så frygteligt mange af dem til salg herhjemme, men en aften i Randers, hvor jeg sad før showet med min tekniker, der også er bilnørd, fandt jeg én. Der var præcis en halv time til showstart, og det gik såmænd fint, men jeg skal være ærlig og sige, at jeg dårligt kunne koncentrere mig, for jeg tænkte hele tiden på den her Lexus. Den stod i Sønderjylland, og dagen efter kørte jeg ned for at se den. Jeg faldt for den på stedet. Det er en kæmpe upgrade sammenlignet med Mazda’en, og skal jeg overhovedet drømme om noget nyt, bliver det næsten en magen til og så bare med større motor. Optimalt set en IS-F med V8, men altså, jeg har ikke travlt.