Lyt til afsnittet her.
Lyt til afsnittet her.
I det nye afsnit af Sidelæns taler vi med Martin Tamm Andersen, der tidligere har været udsendt til både Kosovo, Irak og Afghanistan. Var krigen i Afghanistan det hele værd? Var det bare forgæves? Og i hvor høj grad kan man hænge sin identitet op på en begivenhed, der i store træk bliver dømt som en fiasko?
Siden George Bush efter terrorangrebene på World Trade Center den 11. september 2001 erklærede handlingen for en ‘act of war’, har der været vestlige soldater i Afghanistan. Det er der ikke længere, for man har netop trukket de sidste ud.
I halen af tilbagetrækningen skete det, der ikke måtte ske, men som alt for mange havde varslet om: Taliban overtog magten i landet, og alt det, man har forsøgt at bygge op gennem mange års indsats, er blevet tabt på gulvet på forfærdeligt kort tid.
De første danske soldater blev udsendt til Afghanistan i 2002. Siden har omkring 12.000 soldater og civile været i landet på forskellige missioner. En af dem er Martin Tamm Andersen. Du har måske set ham i den glimrende dokumentar 'Fjendeland', hvor han sammen med Nagieb Khaja rejser til nogle af de farligste områder i Afghanistan for at finde en af de talibanere, han engang kæmpede mod.
Dokumentaren er fra 2019. Men allerede dengang var der masser af mismod at spore i filmen. Havde det hele været forgæves? Var det det værd? Og var alt allerede tabt dengang?
Spørgsmålene er om muligt endnu mere relevante i disse dage, hvor Taliban på rekordtid har overtaget stort set hele Afghanistan, og alt det, vi kæmpede for, synes forgæves.
Lyt til samtalen med Martin Tamm Andersen i det nye afsnit af Sidelæns, som ligger øverst i denne artikel og på alle andre podcastplatforme.