”Jeg håber ikke, der roder alt for meget,” siger Peter Hummelgaard og sætter nøglen i sin kontordør på Christiansborg. Den socialdemokratiske folketingspolitiker er netop hjemvendt fra en Thanksgiving-tur med kæreste og barn til den amerikanske vestkyst, hvor han har familie.

Den første formiddag i Danmark er gået med et møde i den lokale vælgerforening i Tårnby. Her talte Hummelgaard for 500 fremmødte. Der er altså altid fart på politikerlivet, men da døren ind til kontoret går op denne eftermiddag, er der nu kun en smule uorden på det store skrivebord. Hummelgaard viser over til sofaen, som læner sig op ad en fyldig bogreol.

Skeler man til bogtitlerne, titter socialdemokratens interesser tydeligt frem. Bøger som Francis Fukuyamas ’Identity’ og John Kays ’Other Peoples Money’ troner på hylderne, og det er da netop også en bog, vi skal tale om. Nemlig Hummelgaards egen. Med ’Den syge kapitalisme’ tager politikeren temperaturen på vores moderne verden, hvor kapitalfonde og banker hamrer derudaf i økonomisk vanære og hvidvaskningssager. Hummelgaard skriver om et før og efter finanskrisen, og den 36-årige politiker råber til sin generation – og til alle andre – at det er på tide med mere regulering af den finansielle sektor.

”Uligheden er det helt store tema i disse år,” siger Peter Hummelgaard og læner sig tilbage i sofaen, så hans nakke næsten rører et fotografi af tidligere statsminister Anker Jørgensen, der hænger på væggen:

”Det meste i vores verden kan i dag forstås ud fra finanskrisen, og det gælder i helt særlig grad uligheden. Den kommer til at bestemme måden, vi bekæmper klimakrise, EU’s manglende troværdighed og mange andre store problemer på.”

’Den syge kapitalisme’ kommer nærmest på klarsynet efterbevilling. De seneste måneder har vi oplevet danske banker i hvidvaskningsskandaler og ikke mindst set, hvordan griske pengemænd har skabt en udbytteskatskandale. For Peter Hummelgaard er dette blot de nyeste eksempler på den mentalitet, som finanskrisen har reddet på ryggen af siden slutningen af 2007.

”Ligesom Murens fald var en prisme at se verden igennem for generationerne før min, er finanskrisen en prisme for min generation. Al verdenshistorie lige siden har nærmest været et efterspil til den. Brexit, Trump, italienske demokratiproblemer og så videre og så videre.”

Hummelgaard læner sig frem i sofaen og ser tænksom ud. Han er selv vokset op i det, man på Amager i 1980’erne og 1990’erne kaldte for ”arbejderklassen”. Imidlertid har den danske samfundsmodel gjort, at han har kunnet uddanne sig til jurist og i en tidlig alder være et vægtigt folketingsmedlem. Baggrunden og erfaringerne har han taget med ind i sin nye bog.

”Finanskrisen har vist os, at økonomien og finanssektoren ikke regulerer sig selv. Det frie marked er ikke bedst, når det her helt frit. Hvis man giver til dem i toppen, så vil det ikke nødvendigvis dryppe ned i samfundets fuger og løfte alle andre med op. Derfor vil jeg mene, at hvis man tror på den fuldstændig frie kapitalisme, har man svært ved at tro på samfundet som en helhed. Jeg tror på kapitalismen, men jeg tror også på, at den skal tøjles,” siger Hummelgaard, som mener, at der ganske enkelt er brug for en bedre balance, når det kommer til kapital i dag:

”Liberalismen er blevet voldtaget af kapitalismen de seneste årtier. Omvendt er den danske model et civilisatorisk højdepunkt, fordi vi på én og samme tid formår at skabe en relativ høj vækst, mens vi samtidig er trygge og formår at dele de frugter, som væksten skaber. Vi har en stærk social sammenhængskraft, men vi skal virkelig passe på, at den ikke forsvinder. Derfor er det også vigtigt, at vi tøjler kapitalismen.”

Og lige på det punkt, mener socialdemokraten ikke, at det går så godt hertillands. I dag har vi nemlig en statsminister, der ofte taler om, at man skal passe på ”sig og sine”, hvilket jo er noget andet end en socialdemokratisk vision om, at omfordelingen hjælper med at passe på alt og alle.

”Det borgerlige årti, vi var igennem i 00’erne, svækkede a-kasse-systemet så meget, at der snart skal gøres noget markant, for at vi ikke går over til private forsikringsforhold,” siger Hummelgaard og læner sig tilbage under Anker Jørgensens skygge:

”Vores samfundsmodel er ret skrøbelig, og vi skal minde os selv om, hvad det er, der har gjort os så stærke. Derfor skal vi også diskutere, hvor store banker og virksomheder må blive. Alt det rod, Danske Bank står i med hvidvaskningsskandalen, kan jo bevirke, at amerikanerne ikke stoler nok på banken til, at de vil lade den cleare dollars. Hvis det sker, så står vi pludselig som samfund med håret i postkassen igen, fordi Danske Bank må lukke inden for få timer. Derfor må vi regulere mere, end vi gør i dag.”

Dette er markante toner fra en socialdemokrat, der også blandede sig i debatten, da Danmark senest havde en socialdemokratisk ledet regering. Her blev finansministeren spøgefuldt kaldt ’Blå Bjarne’, men er Hummelgaard i virkeligheden mere i sync med Anker Jørgensen oppe på væggen end med sit nuværende parti?

”Anker havde sine udfordringer, men hans grundlæggende syn på balancen imellem den økonomiske vækst og den økonomiske væksts gavn for alle deler jeg. Jeg kommer selv fra arbejderklassen – selvom folk måske ikke synes, ordet er så smart længere – og min bog er egentlig bare en appel til fritmarked-elskerne om, at hvis kapitalismen skal kunne fungere, så skal den gavne flest muligt. Så enkelt kan det siges.”

Derfor kommer Hummelgaard også med klare reguleringsforslag i ’Den syge kapitalisme’. Blandt andet skal der være mere lighed frem for ”kun” lige muligheder i det danske samfund, mens magten i vid udstrækning skal væk fra magthaverne og ud til folket. På samme måde bør man, ifølge socialdemokraten, splitte bankerne op, så de ikke bliver for store og magtfuldkomne.

”De fleste forslag fra bogen kan gennemføres inden for to valgperioder. Det har været vigtigt for mig, at min bog ikke skulle være den slags fantasteri, man ser en del af i dansk politik for tiden. Jeg tror, at samfundet vil blive mere retfærdigt og sundere, hvis vi går denne vej.”

Spørgsmålet er selvfølgelig så, om den implementeringstid er realistisk. Mens vi sidder her i kaffehjørnet på Christiansborg – overvåget af Fukuyama, Kay og Anker – er der blodige optøjer i Paris, hvor demonstranter er vrede over præsident Macrons svingeri med sparekniven.

”Mit håb med bogen er, at vi alle sammen kan nå frem til den samme erkendelse af, at der må gøres noget,” siger Peter Hummelgaard og forsvinder et øjeblik i en tanke. Så læner han sig frem igen:

”Forleden udtalte direktøren i Ørsted – det tidligere Dong – at det er et problem, hvis uligheden stiger, fordi det vil føre til store opbrud. Det siger mig, at erkendelsen faktisk er ved at indfinde sig, og jeg håber, at ’Den syge kapitalisme’ kan skubbe til denne udvikling, så uligheden kan falde.”

’Den syge kapitalisme’ udkommer 10. december.