Donald Trump

Hvad er Donald Trumps reelle formue

Hvor rig er Trump egentlig?

Hvor kommer pengene fra? Hvordan er han blevet så rig? Og er han overhovedet så rig, som han påstår? Sebastian Dall Mayoni dykker ned i historien bag Amerikas præsident og forsøger at finde fem bærende bjælker i byggematadorens forretningsliv.

De første Trumpf-kort

Friedrich Trumpf rejste som 16-årig fra den lille by Kallstadt i det sydvestlige Tyskland til havnebyen Bremen, hvor emigranterne stimlede sammen for at gå om bord på passagerdamperen SS Eider mod De Forenede Stater. Han ankom til New York 19. oktober 1885 – et år, hvor der samlet ankom ca. en million andre tyskere til USA.

I de officielle ankomstdokumenter anførte han sig som ’landmand’, selvom han i Kallstadt havde været i lære som barber. De tyske myndigheder mente, at han var flygtet fra tre års obligatorisk værnepligt og anså ham derfor som illegal emigrant. Det betød, at han ikke ville kunne vende tilbage til Tyskland, selvom han flere gange forsøgte. Tvunget til at skabe sig et liv i USA skiftede Friedrich Trumpf navn til Frederick Trump.

I sin ansøgning om amerikansk statsborgerskab blev Frederick Trump beskrevet som en 180 centimeter høj mand med brune øjne, lige næse, fremstående hage, høj pande og mørklødet hud.

Han levede som en nomade, der fulgte højkonjunkturerne gennem hele USA. Først fra New York til Seattle, hvor han købte en lille beværtning, der serverede for de lokale ludomaner og alfonser, mens han sideløbende drev en lyssky bordelvirksomhed.

Senere, da guldfeberen i Klondike tiltrak tusindvis af håbefulde unge mænd, åbnede han med en partner et lignende etablissement i Yukonområdet med navnet Arctic. Avisen Yukon Sun skrev 17. april 1900 en anmeldelse af stedet.
’For enlige mænd byder Arctic på glimrende værelser … men jeg vil fraråde respektable kvinder at overnatte, da de højst sandsynligt vil overhøre snak, der vil virke frastødende på dem, også fra de moralsk fordærvede af deres eget køn,’ skrev anmelderen.

Da myndighederne begyndte at slå ned på prostitution, spil og druk, havde Frederick Trump allerede solgt sin andel i Arctic og var på vej tilbage til New York med en formue på flere hundrede tusinde dollar. I 1901 mødte han Elizabeth Christ, en ung kvinde, der havde været familiens nabo i Kallstadt. De flyttede til Queens og den 11. oktober 1905 fødte hun sønnen Frederick Christ Trump, Donald Trumps far, i daglig tale bare ’Fred’.

Fred blev hurtigt en ledende figur i familieforetagendet. Han var opslugt af byggebranchen og drømte om at blive en af de førende bygherrer i det økonomisk buldrende New York efter første verdenskrig. Han begyndte med at bygge garager, men udvidede hele tiden forretningen. Som 17-årig byggede han sit første familiehus og brugte hver gang overskuddet til at finansiere sit næste projekt.

Fred så muligheder i bydelene Brooklyn og Queens, hvor faren inden sin død var begyndt at opkøbe grunde i nærheden af de forlængede undergrundsbaner. Efter Wall Street-krakket i 1929 opbyggede Fred primært sit imperium ved at opkøbe alle de grunde i Queens, han kunne komme i nærheden af under 30’ernes depression.

Da lånefirmaet Lehrenkrauss & Co. gik konkurs på grund af retssager om bedrageri, købte Fred og en partner et af firmaets datterselskaber, der havde skøder på dårlige betalere. Han vidste nu præcis hvilke grunde, der inden længe kom på tvangsauktion. Og med den information tilbød han de udsatte husejere at købe dem ud til en lav pris.

Under depressionen steg arbejdsløsheden med 25 procent, og almindelige mennesker gik fra hus og hjem, men Fred Trump skilte sig ud som en af New Yorks mest succesrige, unge forretningsmænd. Trump-klanen forstod tidligt at promovere sig selv og at bruge afklædte kvinder i PR-øjemed.

Fred reklamerede intensivt i byen, bl.a. på en 65 fods yacht, hvorfra han slap balloner formet som fisk løs i byen med rabatkuponer til huskøb. Han kaldte denne gimmick for ’Trump Show Boat’ og sikrede dermed, at familienavnet blev kendt i hele storbyen.

Og da han blev kritiseret for planer om at nedrive forlystelsen Steeplechase på Coney Island for at skabe plads til et nyt boligbyggeri, betalte han en flok letpåklædte kvinder for at dele mursten ud til de lokale beboere, der blev bedt om at kaste stenene mod forlystelsesparkens rutsjebane. En stor skare journalister og fotografer mødte op, og de interesserede sig mere for dén gimmick end for kritikken bag nedrivningen.

Som entreprenør for det statsejede Federal Housing Authority (FHA) opførte Fred Trump over 27.000 statsstøttede boliger efter anden verdenskrig. Ifølge bogen ’Vejen til magten’ af den Pulitzervindende graverjournalist David Cay Johnston skulle Fred Trump have fundet smuthuller i de dårligt regulerede statslige kontrakter, der skulle levere huse til hjemvendte krigsveteraner.


Donald Trump og hans far Fred Trump fejrer lanceringen af den unge Trumps første bog, ’The Art of the Deal’. Bogen er en blanding af forretningstip og memoirer og lå nummer et på The New Tork Times’ bestseller-liste i 13 uger.

Han brugte de billigste materialer og byggede langt flere enkeltværelseslejligheder end tiltænkt, fordi han blev betalt pr. lejlighed og ikke pr. rum. I senere statslige projekter oprettede han egne virksomheder, hvorfra han lejede bulldozere og andet maskineri til en angiveligt alt for høj pris, som staten skulle betale. FHA lagde sag an, men efterforskningen løb ud i cementen. 

Mens pengene fossede ind, fik Fred Trump og hustruen Mary Anne MacLeods i alt fem børn.

14. juni 1946 kom det fjerde barn til verden. De opkaldte ham efter Marys bedstefar: Donald John Trump.

Realityfiguren

Det var The New York Times, der kickstartede Donald Trumps image som en succesrig ungkarl fra Queens, der krydsede broen til Manhattan. I 1976 skrev journalisten Judy Klemesrud et portræt af den 30-årige Donald Trump, der blev beskrevet som en høj, slank og blond ’Robert Redford’ med blændende hvide tænder og en chauffør, der kørte ham rundt i New York i en sølvfarvet Cadillac med ’DJT’ på nummerpladen. Derudover påstod den unge rigmand i artiklen, ’at han var god for mere end 200 millioner dollar.’

Donald Trump forstod at brande sig selv som den succesrige forretningsmand i utallige små filmroller, i wrestling konkurrencer, i reality-tv, i bøger og i sladderbladsjournalistikken.

Og han tjente hundredtusindvis af dollar på at holde foredrag og motivations-seminarer om sine forhandlingsteknikker.

I 1980’erne prøvede Donald Trump at opretholde myten om sig selv ved at plante historier, primært i tabloidpressen, under falske navne. Under navnene ’John Barron’, ’John Baron’ og ’John Miller’ lod han som om, han var sin egen talsperson.

Første gang alter-egoet blev brugt, var i en artikel fra New York Times i juni 1980, hvor avisen kritiserede, at han under en renovation havde destrueret to uerstattelige art deco-skulpturer, han ellers havde lovet at donere til Metropolitan Museum of Art. Han brugte dæknavnene til at udtale sig, når han blev kritiseret og andre gange til at plante historier om hans opdigtede forhold til kvinder – bl.a. til modellen Carla Bruni, der senere blev gift med Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy.

Det var dog mødet med producer Mark Burnett, der fik den største betydning for Trumpnavnet. Med realityprogrammet ’The Apprentice’, der havde premiere i 2004, blev Donald Trump iscenesat som den succesrige forretningsmand med privatfly, kasinoer, privatejede golfbaner og hoteller.

Donald Trump udtalte flere steder, at han var usikker på, om serien ville blive en succes, men han takkede ja for at styrke sit brand. Og programmet blev en af de største tv-succeser på amerikansk tv. 28 millioner seere fulgte med, da første sæson sluttede i 2004. Med sin berømte ’You’re fired’-bemærkning forstærkede han billedet af sig selv som en nådesløs og magtfuld forretningsmand.


I 1984 lagde Donald Trump og Roy Cohn sag an mod NFL. De mente, at NFL havde et ulovligt monopol på efterårsfodbold, men tabte søgsmålet.

Journalist og forfatter Naomi Klein, der har fulgt og analyseret byggematadorens liv og har skrevet flere bøger om Trumps måde at brande sig på, fortalte i et interview med Flemming Rose på DR, at ’The Apprentice’ reddede Donald Trump på et tidspunkt, da hans navn var ved at blive svækket af hans konkurser i 1990’erne.

Programmet var i virkeligheden én lang reklame for Trumps brand, hvor præmien var at få job i hans organisation og blive som ham – en vinder. Hans organisation udviklede sig til det, hun kalder ’det ultimative superbrand’ på linje med Coca Cola og Apple.

”Han forvandlede sit liv til en sæbeopera om at være rigmand,” sagde Naomi Klein.

Efter ’The Apprentice’ begyndte Trump at lave licensaftaler, hvor man kunne leje hans navn. På den måde kunne han tjene penge uden risiko. Hvis projekterne, der bar hans navn, havde underskud eller gik konkurs, tjente han alligevel penge. I 2017 vurderede The Washington Post, at Donald Trump har solgt licenser til mindst 50 virksomheder.

Pengene i navnet

Atlantic City var vært for det første Miss America Show i 1921, og folk valfartede i to årtier til byen for at shoppe og besøge sandstrandene, indtil størstedelen af den 11 kilometer lange strandpromenade blev ødelagt af en orkan i 1944. Efterfølgende forsvandt turisterne og kriminaliteten steg.

I 1977 gennemførte bystyret i New Jersey i desperation et lovforslag, der skulle lovliggøre hasardspil i byen og skabe Østkystens svar på Las Vegas.

Donald Trump havde i slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne forsøgt at få legaliseret hasardspil i Manhattanområdet for at lave Grand Hyatt Hotel om til et kasinohotel. Da det slog fejl, vendte han opmærksomheden mod Atlantic City.

Han havde brug for en kasinolicens, men for at få en sådan, skulle han gennem et baggrundstjek, der vurderede alt fra hans personlige økonomi til hans forbindelser til organiseret kriminalitet.

Casino Control Commission, der stod bag baggrundstjekket, fandt ud af, at Trump ville pådrage sig en betydelig gæld, hvis han investerede som planlagt. Kommissionen fandt også ud af, at han havde været anklaget og indgået forlig i en sag om racediskrimination, fordi hans organisation havde nægtet at leje ud til sorte.

De fandt også ud af, at Trump angivelig havde forbindelse til gangsterfamilien Scarfo i Philadelphia, der kontrollerede fagforeningen for hotel- og kasinoarbejderne i Atlantic City. Bystyret var dog ellevild med Trumps popularitet og formodede rigdom, som de håbede ville smitte af på Atlantic City. Så kommissionen godkendte 14. marts 1982 Trumps ansøgning, og to år senere stod Trump Plaza Hotel & Casino klar.

I årene efter købte han kasinohotellet Trump Castle Hotel & Casino og det ufærdige Taj Mahal kasino, som han investerede i underkanten af 1 milliard dollar i. Trump blev flere gange advaret om faren for at kannibalisere kunder fra sine egne eksisterende kasinoer, men han var overbevist om, at investeringerne ville blive en kæmpe succes.

Det blev de ikke. Af en revisionsrapport fra 13. juni 1990 fremgik det, at ud de 22 aktiver, som blev undersøgt, kørte kun tre med overskud. Trump havde skaffet sig en gæld på 3,2 milliarder dollar, hans nettoværdi var minus 295 millioner dollar, og han mistede penge hver måned.

Trumps imperium var tæt på et kollaps, men en personlig konkurs ville betyde, at kun et fåtal af de 72 banker, han havde lånt penge af, ville få deres penge igen. I bogen ’Trump bag facaden’ udtaler Alan Pomerantz, en ejendomsadvokat, der dengang repræsenterede Citibank, at Trump var ’mere værd i live end død’.
Trumps navn havde stadig værdi, og bankerne lavede en fælles aftale.

De fik kontrol over store dele af Trumps imperium og solgte bl.a. hans flyselskab Trump Shuttle. De solgte også den 281 fod store yacht ’Trump Princess’ til den saudiarabiske våbenhandler Adnan Khashoggi, og de udskød renteudgifter på omkring en milliard dollar i fem år.

Alligevel var det ikke nok til at rette op på milliardgælden fra Taj Mahal. Trump indgav sin første konkursbegæring og lavede en aftale med sine investorer om at få længere tid til at betale sine afdrag. Til gengæld ville Trump give afkald på næsten halvdelen af aktierne og kun sidde med et smalt majoritetsejerskab.

Under et år efter den første konkurs indgav Trump tre lignende konkursbegæringer for Trump Castle Hotel & Casino, Trump Plaza Hotel & Casino og hans ’Mona Lisa’ Plaza Hotel på Manhattan. Men igen overlevede Trump. Kreditorerne mente, at hans navn havde større værdi end de penge, de kunne få i konkursdividende.

Hævn og modangreb

Roy Cohns juridiske karriere begyndte for alvor i 1951 med sagen mod Julius og Ethel Rosenberg. Han var en af de anklagere, der fik ægteparret dødsdømt for at spionere for Sovjetunionen.

Efterfølgende fortsætte han sin kommunistjagt under Jospeh McCarthy. I et portræt af Roy Cohn i Esquire beskriver journalist Ken Auletta Cohns loyalitet sådan her: ’Mulige klienter, der har planer om at slå deres mand ihjel, torturere en firmapartner eller spænde ben for regeringen, hyrer Roy Cohn.’

Donald Trump mødte den kontroversielle advokat på det eksklusive diskotek Le Club i 1973. Kort forinden havde Donald Trump fået besked om, at Justitsministeriet angiveligt havde beviser for, at medarbejdere i Trump-organisationen blev instrueret i at skrive ’C’ for ’Coloured’ ud for sorte ansøgere for at holde dem ude af firmaets boliger.

Donald Trump blev opfordret til indgå forlig, men Roy Cohn, der sagde ja til at repræsentere Trump, havde en anden plan: et erstatningskrav på 100 millioner dollar for falske beskydninger og injurier.


I 1990, i slutningen af Taj Mahals storslåede åbningsuge, ankom Donald Trump sammen med Michael Jackson. Verdensstjernen var angiveligt imponeret over Alexander the Great-suiten, der kostede 10.000 dollar for en nat.

Dommeren afviste dog modkravet og efter to års juridisk kamp endte det med, at Roy Cohn i 1975 søgte det forlig, Donald Trump to år tidligere var blevet tilbudt. Det var den sag – og makkerskabet med Roy Cohn, der efterfølgende fik rollen som advokat, rådgiver og loyal ven – der gav Trump ideen om, at hævn og modangreb ofte er det bedste forsvar.

Ifølge en analyse foretaget af USA Today i 2016, har Donald Trump og hans selskaber anlagt over 1900 søgsmål og blevet sagsøgt 1450 gange.
I 2007 udgav Donald Trump og Bill Zanker bogen ’Think Big and Kick Ass: In Business and in Life’. I kapitel seks, der har titlen ’Hævn’, beskrives det, hvordan Donald Trump i 1980’erne rekrutterede en kvinde fra det offentlige. Han gav hende et godt job, og hun blev senere en succesfuld og magtfuld figur i ejendomsbranchen. Da han havde problemer med økonomien i 1990’erne, bad han kvinden kontakte en ven i bankverdenen for at få hjælp. Men i stedet for at vise loyalitet og taknemmelighed sagde hun, at hun ikke ville ringe.

”Jeg skabte hende. Og så fortalte hun, at hun ikke kunne hjælpe mig. Jeg fyrede hende, og hun startede sit eget firma. Senere fandt jeg ud af, at hendes firma gik konkurs. Jeg var virkelig glad, da jeg fandt ud af det. Hun havde været illoyal. Hun mistede sit hus, og hendes mand gik fra hende. Når folk ringer for at få en anbefaling, giver jeg hende kun dårlige anbefalinger. Jeg kan ikke klare illoyale folk,” siger Donald Trump i bogen.

Han fortæller også, at han har en liste overfolk, han skal hævne sig på, og han råder læserne til at gøre det samme:

”Du skal lave en liste over folk, du vil hævne dig på, og så skal du bare læne dig tilbage og vente på det perfekte tidspunkt at få hævn… Det er vigtigt at tage hævn. Både for den du hævner dig på, men også for alle andre, så de kan se, at du ikke finder dig i hvad som helst.”

Guld værd eller hvad?

I amerikansk politik har alle partinominerede af betydning de seneste 40 år fremlagt deres selvangivelser. Undtagen Donald Trump. En selvangivelse ville kunne svare på, hvor mange penge Donald Trump tjener, betaler i skat, donerer til velgørenhed, etc. Men uden forbliver Trumps økonomiske formåen og egentlige værdi ren spekulation.

Forbes kontaktede Donald Trump i 1982 for at finde ud af, hvad hans nettoværdi var. Dengang påstod Trump, at han var god for 500 millioner dollar. Men Forbes havde ingen mulighed for at bekræfte sandhedsværdien, da Trump stillede med begrænset dokumentation. Forbes tog i stedet udgangspunkt i hans aktiver og den kendte gæld. De fandt frem til, at hans nettoværdi var ca. 200 millioner dollar.

I et interview med The Washington Post fra 2016 sagde Harold Seneker, der i mange år var ansvarlig for Forbes’ årlige liste over de rigeste i verden, at Forbes’ tommelfingerregel var at dividere alt, hvad Donald Trump sagde, med tre.
I 1989 var ejendomsmarkedsspecialisten Abe Wallach med i tv-showet ’The MacNeil/Lehrer NewsHour’ for at tale om Trumps økonomi.

”Hvis du betaler for meget for ejendomme, og hvis dit ego er så stort, som hans er, og du bare køber alt, du får øje på, er skylden din egen,” sagde Abe Wallach.
En uge efter modtog Wallach en tyk stak dokumenter med et omslag, hvor der stod ’TRUMP vs. WALLACH’. Donald Trump sagsøgte hans firma for bagvaskelse og injurier og krævede 250 millioner dollar i erstatning. Kort efter trak Donald Trump dog sagsanlægget og tilbød i stedet Abe Wallach et job i Trump-organisationen.

Da Timothy O’Brien, en finansjournalist, der bl.a. har arbejdet for The New York Times, skulle skrive bogen ’TrumpNation’ undrede han sig over, hvordan Donald Trump dagligt kunne ændre sin egen nettoværdi.

I bogen fortæller Timothy O’Brien, at Donald Trump i et interview fra 2005 havde sagt, at han var 5 til 6,5 milliarder dollar værd, mens han få måneder før havde sagt, at han var 4 til 5 milliarder dollar værd. Timothy O’Brien kontaktede kilder, der kendte til Donald Trumps finansielle situation. De fortalte, at hans nettoværdi lå et sted mellem 150-250 millioner dollar.

Tre måneder efter udgivelsen af ’TrumpNation’ sagsøgte Donald Trump O’Brien og hans udgivere for 5 milliarder dollar.

I flere samtaler under ed har Donald Trump fortalt, at han vurderer sin nettoværdi efter alle klassiske regnskabsmetoder, men også efter følelser. Hans argument var, at man i regnskabspraksis vurderer branding som et uhåndgribeligt aktiv.

I 2009 afviste retten, at Timothy O’Brien havde ondsindede hensigter i sine lave vurderinger af Donald Trumps nettoværdi. Trump appellerede, men også appelsagen faldt til jorden.

I et interview til bogen ’Trump bag facaden’ kalder Donald Trump Timothy O’Brien for en ’uvederhæftig skiderik’ og siger: ”Jeg var glad for det, for det kostede ham en masse tid og en masse energi og en masse penge.”

I 2015, da Donald Trump annoncerede sit præsidentkandidatur, lod han et papir gå på runde, hvor der stod, at hans nettoværdi var over 8,7 milliarder dollar. To måneder senere meddelte hans valgkampagne, at han var over 10 milliarder dollar værd.

I oktober 2017 vurderede Forbes, at Donald Trumps nettoværdi var 3,1 milliarder dollar. Ingen ved med sikkerhed, hvor meget Trump er værd. Men reglen om at dividere alt det han siger med tre, er stadig en rettesnor.

Artiklen er skrevet med udgangspunkt i ’Trump bag facaden’ af Michael Kranish og Marc Fisher, ’Donald Trump – Vejen til magten’ af David Cay Johnston, 'TrumpNation' af Timothy O'Brien og ’Think Big and Kick Ass: In Business and in Life’ af Donald Trump og Bill Zanker samt artikler bragt i New York Times, Esquire, offentlige dokumenter og Politico.

LÆS OGSÅ: Er Trump virkelig syg?

LÆS OGSÅ: Dansk journalist: Trump kostede mig et venskab

LÆS OGSÅ: Donald Trump møder først på arbejde klokken 11