New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, har givet et særligt ur et comeback

De er funktionelle og prisvenlige, og selvom de ikke ligefrem oser af luksus, udstråler de alligevel god – og ikke mindst uhøjtidelig – smag.

Offentliggjort

Få ure er så letgenkendelige som Casios vintage digitalure, og på det seneste har de fået lidt af et comeback. Det skyldes især to amerikanske politikere, kongresmedlemmet Alexandria Ocasio-Cortez og borgmesteren i New York City, Zohran Mamdani, begge Demokrater. 

Først i september sidste år, hvor Ocasio-Cortez blev interviewet og fotograferet med et Casio LA-20WHS-7A på håndleddet, og dernæst i dagene omkring borgmestervalget i november, hvor Mamdani blev set flere steder iført et Casio A1000MA-7.

Sidstnævnte er det japanske ur-mærkes opdaterede version af det klassiske F-91W, der i øvrigt også tidligere er blevet båret af blandt andre Barack Obama (før han blev præsident), Tyler, the Creator, Billie Eilish, Barry Keoghan og Arsenal-spilleren Eberechi Eze.

F-91W så første gang dagens lys i 1989. Casio var allerede dengang kendt for at producere ekstremt pålidelige digitale ure til nærmest ingen penge, og F-91W blev kronen på værket: et ur, der kunne lige præcis alt det, det skulle, og intet andet.