Morten Messerschmidt: ”Jeg vil genoprette dansk selvstændighed”

Morten Messerschmidt: ”Jeg vil genoprette dansk selvstændighed”
Offentliggjort

Som ventet blev Morten Messerschmidt den store vinder ved valget til Europa-Parlamentet. Euroman har fulgt ham i valgkampen og i det store portræt i , kan du blandt andet læse om opvæksten i Frederikssund med en enlig mor (faren forlod ham, da han var ganske lille), hans modvilje mod nogensinde at blotte sig over for andre, (”det ligger ikke til mig at vise svaghed”, siger han) de sære tøjvaner og hans ekstreme sans for selviscenesættelse.

Som kæresten Dot Wessman siger det: ”Der er ikke meget, der er tilfældigt.”

Her er et uddrag fra artiklen:

Hvorfor er din fremtoning så vigtig for dig?

”Det er vel naturligt, at man er bevidst om sine forcer og svagheder, og så synes jeg helt overordnet, det er vigtigt, at man fremstår ordentlig og udviser en respekt for det hverv, man har.”

Er der ikke en fare for, at personen Morten Messerschmidt med høj hat og lange frakkeskøder overskygger dit politiske projekt?

”Jeg tror, de fleste, der kender mig, netop kender mig fra mit politiske virke. Faktisk har jeg gjort en dyd ud af ikke at deltage i alle mulige underholdningsprogrammer og bizarre events. Du vil ikke se mig springe badut i sandaler eller på nogen anden måde tiltrække opmærksomhed på andet end det politiske.”

... bortset lige fra, da du deltog i Big Brother?

”Dengang var tiden en anden. For det første var realitygenren ikke så kompromitteret, som den er i dag, og for det andet, og mest væsentligt, så var jeg et helt andet sted i mit liv dengang. Jeg var ikke folkevalgt og repræsenterende ikke nogen institution, det gør en meget stor forskel.”

Men der er vel ikke meget politik over den cd, du har udgivet med Dot i forbindelse med valgkampene?

”Nej, det er rigtigt, og det er selvfølgelig altid en konkret vurdering. Det væsentlige er, at man ikke træder ud af den person, man er, og det gør jeg ikke, når jeg synger. Jeg vil aldrig bruge min fremtoning eller beklædning til selvstændig promovering.”

Hvad er dit politiske projekt?

”At genoprette dansk selvstændighed. Jeg betragter mig som selv som grundlæggende konservativ. Jeg tror på loyalitet til fædrelandet, og at samfundet skal udvikle sig på en måde, så der er kontakt mellem generationerne. Deri ligger også afvisningen af ethvert ideologisk sværmeri, hvorved jeg ikke mindst tænker på EU, hvis grundidé er Europas Forenede Stater, der bør bekæmpes.”

Er det ikke rigtigt, at du kunne have mere politisk indflydelse, hvis du sad i en anden gruppe i Europa-Parlamentet?

”Hvis jeg var tilhænger af Europas Forenede Stater, kunne jeg sidde i hvilken som helst gruppe og have langt mere indflydelse. Men så ville jeg jo også forråde alt, hvad jeg tror på.”

Man er vel i politik for at få indflydelse?

”Der er forskellige måder at gøre det med indflydelse op på. En ting er, hvad man får gennemført med sin gruppe, noget helt andet er, hvad man gennemfører som individ. Jeg har været skyggeordfører på en masse områder og har skrevet masser af udvalgsrapporter, langt flere end de fleste andre.”

Ville det ikke være bedre at sidde i en gruppe, der rent faktisk deltog i forhandlingerne, og så prøve at trække i den retning, man gerne vil?

”Det ville svare til at stille sig på dækket af en supertanker, der sejler den forkerte vej, og så bevæge sig med museskridt i den modsatte retning. Det ville være så ørkesløst. Og når de andre parlamentarikere siger, de har indflydelse, så har de det kun, når de taler EU efter munden.”

Læs hele portrættet i det Euroman, der er på gaden nu.