Hvorfor foretrækker du at bo i ejerbolig?

”Fordi det giver mulighed for en upside på prisen. Men det er ikke altid lykkedes – jeg brændte mig på ejerboligmarkedet lige efter finanskrisen. Men man skal eje nogle aktiver, der følger med op, når værdistigningerne kommer i samfundet.”

Hvordan finansierer du din nye projektlejlighed?

”Vi starter med at afdrage. Når jeg kun har 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, er det klogt at fore kassen. Vi ved endnu ikke, om vi kører med faste- eller med fleksrenter. Måske bliver jeg fristet af et 5-årigt flekslån. Jeg var en af de første med flekslån tilbage i 1997, og det har været en guldrandet forretning. Flekslån og afdragsfrihed lå godt til mit temperament. Jeg har nok altid været en high risk-fyr.”

Hvad er din bedste investering?

”Da jeg ramte Lundbecks optur lige efter 00’erne. Aktien blev ved med at stige mod himlen på baggrund af et flot salg af deres antidepressive Lexapro. Jeg tjente 30 procent på meget kort tid.”

Hvad er din værste investering?

”Det er min glæde ved at køre i en ordentlig bil. Gang på gang bliver jeg overrasket over, at selv de tyske luksusmærker bliver ramt af hammeren, når man skal ud og sælge dem igen. Men jeg kan ikke lade være med at køre lidt godt her i min karrieres efterår, så jeg købte en ny Mercedes E-klasse for halvandet år siden. Glæden ved duften af kabinen i en ny bil er der intet, der kan slå, og glæden bliver dobbelt så stor, når der ikke er noget restgæld i den. Tidligere var jeg meget udfordret af franske og italienske biler, som kandiderer til at være mine dårligste investeringer. De gik konstant i stykker med kæmpe reparationer og vedligeholdelse til følge. Ikke mindst min Fiat Stilo. som jeg havde i 2005. Den var tæt på at få mig til at gå fallit.”

Hvor vil du gerne spare?

”Jeg har i mange år haft en afhængighed af de nyeste gadgets, men det er snart umuligt at kende forskel på de nye og de gamle versioner.”

Hvordan sparer du op?

”Via min pension. 96 procent af pengene er investeret i aktier, fordi jeg ikke kan holde sådan nogle ’småafkast’ ud. Jeg satser med de penge, jeg ikke skal bruge i morgen.”
Hvordan holder du ferie?

”Vi elsker at rejse, og jo længere væk, jo bedre. Til sommer tager vi til Latinamerika og dyrker Inkariget og salsarytmer i Buenos Aires. Vi rejser aldrig på luksusklasse, for jeg hader at smide penge ud. Derfor bor vi på beskedne trestjernede hoteller, der er i orden, men uden bobler og superservice.”

Blå bog

Ole Krohn, 60 år. Finanskommentator på TV 2. Arbejder i tv-stationens afdeling i København. Gift med Lene og har i alt seks voksne børn og delebørn.