Moskva

Reportage fra overklassen i Moskva: "Vi russere er Asiens svar på italiernerne: Vi kan godt lide at vise os. Vi er relativt emotionelle. Og vi er tæt knyttet til vores mor"

Peter Nicolai Gudme Christensen tog til Moskva og mødte forretningsmanden Aleksander Filatov, der repræsenterer den gruppe af russere, der har arbejdet hårdt for sin egen succes. Spørgsmålet er, om journalisten undgik selv at blive forblændet undervejs.

Aleksander Filatov er nede på hug for at hjælpe sin søn Petya jakken af. Han og hans kone skiftes til at følge ham, og i dag er det Aleksanders tur.

”Hav en god dag. Du skal ikke være bange for skildpadden,” siger han på engelsk til sin søn, da han overlader ham til en kvindelig pædagog. De har en kæleskildpadde i Petyas internationale børnehave.

”Vi har ikke kun valgt den, for at han skal lære engelsk. Vi har valgt den, fordi det er Moskvas bedste børnehave. I forhold til hvordan de underviser, i forhold til hvordan de leger med børnene,” siger Aleksander Filatov, efter at han har fundet sig til rette på et af de seks passagersæder i sin Mercedes GLS.

I førersædet sidder chaufføren Igor, der lægger fuldt tryk på speederen ned ad den smalle gade, børnehaven ligger i. Imens fortæller Aleksander Filatov om en konference, han er med til at arrangere, og som skal afvikles næste dag.

Det handler om cyberkriminalitet, selvkørende biler, robotter, kunstig intelligens og lignende IT-relaterede emner, som erhvervsfolk er nødt til at beskæftige sig med, hvis fremtiden ikke skal komme bag på dem. Det er blandt andet lykkedes at få den australske futurist og erhvervsstrateg Anton Musgrave fløjet ind for at holde et oplæg. Hvilket Aleksander Filatov, en ynder af ranglister, er svært tilfreds med:

”Han er på top tre i verden inden for sit felt,” siger han med dyb stemme.

Aleksander Filatov taler afdæmpet som en mand, der er vant til at blive lyttet til, på et fejlfrit engelsk, kun let rundet af det russiske sprogs klangfuldhed. Igor har kurs mod Moscow City, der er bygget med forbillede i Londons finansielle centrum. Som vi nærmer os, glitrer tårnene reptilgrønt og sølvgråt i morgensolen.

Seks af stammerne i skyskraberskoven, der rejser sig på den anden side af Moskva-floden, overstiger 300 meter. Til sammenligning har Manhattan kun otte bygninger, der måler over 300 meter.

Som dansker kan det være svært at forstå russerne. Mange af os forstår for eksempel ikke, hvordan de kan blive ved at stemme på en mand, der ser stort på menneskeliv og -rettigheder og ikke gør noget særligt for sit lands svageste.

Putins valgsejr dette forår blev gang på gang forklaret med, at befolkningen trods alt mener, at han har gjort Rusland sikrere og livskvaliteten højere.

Samtidig er vores billede af russerne domineret af to yderpoler: den del af befolkningen, der har svært ved at sætte mad på bordet og har billig vodka eller det dødsensfarlige heroinalternativ krokodil som eneste trøst, og den del, der har travlt med at spendere lyssky formuer på årgangschampagne, private jetfly og europæiske fodboldklubber. Men imellem de to findes en masse middel- og overklasserussere, der tilsyneladende lever et hæderligt, men succesfuldt liv.

”Der er vel omtrent 200 superrige oligarker i Rusland, som befolkningen ikke bryder sig om, fordi det er åbenlyst, at de ikke har tjent deres penge ved egen hjælp. Men under dem findes et lag af forretningsmænd, som man egentlig godt kan lide,” siger økonomiprofessor Vjatjeslav Bobkov, da vi besøger ham på det statslige økonomiuniversitet Plekhanov dagen forinden.

Vi er taget til Rusland for at beskrive denne mindre gruppe af spektakulære, men måske også mere repræsentative russere – naturligvis med al den strakte journalistiske arm, som opgaven foreskriver. Vi er trods alt midt i en anspændt diplomatisk situation.

En af dem er Aleksander Filatov, der blev født i byen Aleksandrov, 100 kilometer uden for Moskva for 43 år siden. Hans mor var skolelærer, hans far var ingeniør.

I dag driver Filatov sammen med to partnere holdingselskabet Genesis, der ejer andele i en række firmaer, fordelt på blandt andet investeringsfonde, industrivirksomheder, IT-startups, og internationale konsulentvirksomheder.På den måde har de investeringer i så forskellige lande som USA, Kasakhstan og Laos og fingrene i så forskellige anliggender som brobygning, minedrift, softwareproduktion til overvågningskameraer og fotoceller i trafikken samt udviklingen af en bakterie, der vil revolutionere måden, man gør rent efter en olielækage.

”Jeg har hørt, at British Petroleum brugte 20 milliarder dollar på at rydde op efter den store lækage, der var i Den mexicanske Golf i 2010. Med den bakterie, vi arbejder på, ville man kunne klare det for 1000 dollar. Den skal bare hældes ud fra fly, så æder den stille og roligt olien, der bliver kun vand tilbage som restprodukt.”

Det eneste problem med teknologien er på nuværende tidspunkt, at den ikke virker ved temperaturer under 20 grader celsius. Og således er der mange af de projekter, Genesis Holdings har penge i, som endnu ikke er i en lukrativ fase. Men det bekymrer ikke.

”Jeg har investeret et par millioner euro i firmaet. Jeg forventer at få over 100 millioner ud af det med tiden,” siger Aleksander Filatov, der lader os følge ham i hælene igennem denne arbejdsdag i Moskvas erhvervsliv.

Hvilket skal tages helt bogstaveligt, idet han det meste af tiden har så meget fart i læderskoene, at hans bryderbrede krop hurtigt vinder et par skridts forspring. Også nu, hvor vi småløber efter ham ind i det myretueagtige center med butikker og restauranter.

Centeret forbinder Moscow Citys højhuse i stueetagen, så man, hvis man ejer en lejlighed i et af tårnene eller bare arbejder rigtig, rigtig meget, kan undgå nogensinde at gå ud i Moskvas luft. Aleksander Filatov har et af sine tre kontorer i Moskva på 43. etage i Imperia Tower, men han tager dagens første møde over en kop kaffe i en italiensk restaurant i stueetagen.

Han skal snakke med en tidligere ansat fra en bank, han var medejer i, som har bedt ham om lidt karriererådgivning. Aleksander har ikke tænkt sig at foreslå ham at tænke alt for meget ud af boksen.

”Jeg tror, jeg vil anbefale ham at finde et nyt arbejde. I en bank.”

Året efter Sovjetunionens sammenbrud flyttede Aleksander Filatov til Moskva for at læse til ingeniør på byens institut for luftfart. Hvor arbejde nærmest havde været en selvfølge under kommunismen, virkede fremtiden for en ung russer i 1992 pludselig som et lotteri. Han ville gerne trække det rigtige nummer.

”Jeg vurderede, at ingeniørvirksomhed ikke ville være på mode i noget tid. Og så skiftede jeg ret hurtigt til det økonomiske fakultet. Mine første tanker var ikke særlig klare, men jeg havde den her følelse af, at jeg for alt i verden måtte blive forretningsmand,” siger Aleksander Filatov, der brugte sine ferier på sommerlejre, hvor han kunne træne sit engelske i samtale med englændere, amerikanere og australiere.

Engelskkundskaberne blev uddybet under et udvekslingsophold på universitetet Old Dominion i Norfolk, Virginia.

”USA var en åbenbaring for mig. Jeg elskede livets lethed der. Jeg og nogle venner købte en brugt bil, som vi kørte til stranden i. Vi smadrede den bil. Så købte vi en ny.”

I sin fritid løftede han vægte og spillede tennis, når han ikke lige passede sit studiejob i et selskab, der handlede med taletidskort til international telefoni.
Tilbage i Rusland fik han i 1994 fuldtidsarbejde som brand manager i det amerikanske firma Procter & Gambles markedsføringsafdeling, der blandt andet havde til opgave at give russerne smag for jordnøddesmør og chips fra Pringle’s.

Imens klarede han sig igennem studierne med intensiv læsning i ferier. I 1997 tog han bachelorgraden på såvel økonomi- som ingeniørstudiet.

Procter & Gamble bad ham i år 2000 om at flytte til deres afdeling i Genève. Her blev han i 2002 direktør for deres snack- og drikkevareafdeling med ansvar for Central- og Østeuropa samt Mellemøsten og Afrika. Han tog kurser i fransk og kunne godt lide byens kosmopolitiske miljø. Desuden tog han en kandidatuddannelse i forretningsledelse. Og så tog han hjem til Moskva.

Han var ellers blevet tilbudt et job i Caracas, Venezuela som præsident for hele Procter & Gambles latinamerikanske afdeling, men mente, at han ville flytte sig for langt fra sit russiske udgangspunkt, hvis han tog imod stillingen.

”Jeg tænker først og fremmest strategisk. Jeg tænker på konkurrencemæssige fordele. Som russer, som en, der taler russisk og forstår russisk kultur, mente jeg, jeg havde mulighed for at tjene flere penge i Rusland. Der er mange, der tænker, jamen Sergej Brin, han er russer, og han tog til Californien og stiftede Google. Jo. Men der er én Sergej Brin og hundredtusindvis af folk, der ikke blev ham. Jeg ville tilbage til Rusland, så kunne jeg altid købe selskaber i USA senere. Det var ren forretning.”

Efter en rallytur gennem centrum parkerer Igor firehjulstrækkeren foran indkøbscenteret, vi skal ind i. Skråt over for udenrigsministeriet.

”Det er derovre fra, Rusland snakker med Trump om Syrien,” siger Aleksander Filatov og peger på det bombastiske højhus, der rager op på den anden side af boulevarden med sine raketlignende spir.

Disse dage kradser en diplomatisk krise i det åbne sår, der i forvejen plager forholdet mellem USA og Rusland. Årsagen er kemisk krigsførelse i Syrien. Ruslands ambassadør i Libanon har truet USA med, at deres missiler vil blive skudt ned, hvis de skulle forsøge at ramme Assad-kontrollerede mål.

Samtidig har Trump pisket stormen ekstra op ved på Twitter at true tilbage med sine hurtige, digitalt styrede missiler.

”Jeg er selvfølgelig mest på den russiske side. Men jeg forsøger at holde mig orienteret fra begge sider. Jeg ser CNN og Bloomberg hver aften, inden jeg går i seng. Og jeg synes altså, at der mangler beviser på, at Assad har begået disse gasangreb,” siger Filatov.

Måske har den megen kørsel med privatchauffør gjort mig ør. Måske er jeg stadig lidt blændet af Moscow Citys flimrende solbeskinnede glas og stål. I hvert fald misser jeg lejligheden til at stille opfølgende spørgsmål. Heldigvis træder fotografen til.

”Men hvad hvis det passer,” spørger han.

”Giv os beviserne først. Så kan vi diskutere det. Det er ligesom med den tidligere agent Skripal, som England påstår, Rusland skulle have begået et attentat mod. Vi mangler at se beviserne.”

En trækulfyret pizzaovn knitrer. Aleksander Filatov har ledt os ind på endnu en italiensk restaurant og sætter sig til rette i en blød brun divan. Efter et par minutter ankommer en lyshåret kvinde med læderhåndtaske fra Chanel og sorte stiletter med røde såler.

Meget af den lille time, deres møde varer, tilbringer Aleksander Filatov med at kigge uopmærksomt ned i sin telefon, mens kvinden smilende og gestikulerende fremlægger sin salgstale. Ingen af dem skal have noget at spise. Hun bor til daglig i London, men er kommet til Moskva for at søge partnere til en forretningside: en lånevirksomhed på nettet. Tilsyneladende med hatten i hånden.

Aleksander Filatov er lunken. Ikke fordi han principielt har noget imod den slags forretning, han tror bare, det kan blive svært at hamle op med konkurrencen.

”Der er nok i hvert fald 20 firmaer før os, der allerede har draget erfaringer,” siger han, efter at han har taget afsked med kvinden med håndtasken, og han med hurtige skridt er på vej ind i bilen, hvor Igor sidder klar til at lægge foden tungt på speederen.

Det er grundlæggende dét, Aleksander Filatovs arbejde går ud på. At tale med en masse mennesker for at finde nogle, han tror på, som samtidig tror på, at han og Genesis Holdings kan få begge parters formuer til at vokse. Hans vigtigste kompetence, mener han, er hans evne til at finde fælles fodfæste med allehånde potentielle forretningspartnere.

”Nogle gange hjælper jeg med at rejse penge. Nogle gange giver jeg penge. Andre gange tager jeg imod penge. Det er altid forskellige situationer. Så det er vigtigt, at man kommer overens med mennesker. Vigtigt at forstå, hvad de vil, og give forslag til hvordan det kan fungere både for dem og for mig. Jeg er en win-win-fyr.”

Så i den her situation med den blonde kvinde mente du ikke, der var så meget at vinde?

”Nej, nej. Sådan vil jeg ikke sige det. Jeg fortalte hende bare, at vi er nødt til at lave en ordentlig research, inden vi kaster os ud i noget.”

Der er jazz i højttaleren. I et gulmalet 1800-talshus sidder Aleksander Filatov i en privat lounge og sluger en krabbetatar med avocado, inden han træder ind i et mødelokale og lukker dørene bag sig.

En gang om måneden holder han netværksmøde med medlemmer af Young Presidents’ Organization, en forening, der på verdensplan tæller 26.000 mennesker, og som blandt andet har haft Facebooks Sheryl Sandberg og Obamas handelsminister Penny Pritzker som medlemmer.

Filatovs månedlige møde er med en snes medlemmer af foreningens russiske afdeling, men om der er tale om ren kaffe og coaching, eller om man også kan låne et par millioner dollar, omgå irriterende bestikkelseskrav eller få sig en ny direktørstilling gennem logen, vil han ikke røbe:

”Vi taler om de problemer, vi har, og giver hinanden råd til, hvordan man løser dem. Resten er fortroligt.”

Som noget af det første, efter at han havde forladt Schweiz og var kommet hjem til Rusland for at arbejde for flyselskabet Kaskol Aviation, købte Aleksander Filatov sig en Mercedes. Han elsker teknik og biler, og ville ikke stå tilbage for de mange moskovitter, der var begyndt at sætte deres præg på trafikken med prangende biler.

”Vi russere er Asiens svar på italienerne: Vi kan godt lide at vise os. Vi er relativt emotionelle. Og vi er tæt knyttet til vores mor,” siger Alexander.

Han drømte dog om mere at vise frem end en dyr bil. Han drømte om at eje sin egen virksomhed.

I årevis drømte han om det, men først efter tre direktørstillinger, først i industrikonglomeratet Russian Machines – der fabrikerer både biler, fly og togvogne – siden hos RM-Terex, der producerer byggemaskiner, og senest hos Chelpipe, der laver gasledninger og oliepumper – følte han sig klar.

Inspirationen kom fra møderne i Young Presidents’ Organization, hvor han havde bemærket, at virksomhedsejerne som regel så ud til at være i bedre humør end ham og de andre hyrede direktører i kredsen.

I 2016 stiftede han Genesis Holding, og to år senere kan han bekræfte, at indtrykket af, hvor græsset er grønnest, var korrekt.

”Før arbejdede jeg 15 timer om dagen, var altid stresset, havde alt for lidt ferie, gik altid i meget formelle jakkesæt. Nu går jeg afslappet klædt, smiler og har en sund solbrændthed. Jeg har flere penge, og det giver ro. Jeg lever selvfølgelig med en højere risiko, idet det er mine egne penge, der er på spil. Men det engagerer mig. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at have skæbnen i mine egne hænder.”

Anretningen med råmarineret laks, peberrod og grapefrugt lugter indbydende af trøffelolie. Ved siden af står nogle små rugbrødshapsere, umærkeligt foret med smør i papirtynde lag og en skefuld kaviar på toppen – en smeltende delikat mundfuld. Aleksander har taget os med på Moskvas mest anerkendte restaurant disse år, White Rabbit. Gennem tagets svungne vinduer er der udkig til nattehimlen, der ligger som fløjlsblåt bagtæppe for gyldne kupler, neonoplyste hotelfacader og elfenbenshvide prestigehøjhuse fra Stalin-tiden. Mænd i blazerjakker trækker stolene ud for myndeslanke dates i små kjoler.

I den anden ende af restauranten sidder Peter Schmeichel. Han er i byen for at lave et indslag med køkkenchef Vladimir Mukhin til sin programrække ’The Peter Schmeichel Show’ på den russiske tv-kanal RT, men ønsker for øvrigt ikke at medvirke i denne artikel. Så lad os vende tilbage til vores eget bord, hvor Aleksander Filatov er ved at gøre hastigt kål på en beskeden ret med tomat, basilikum og jordbær. Når han, som denne aften, spiser sent, prøver han at spise så let som muligt.

”Meget lækkert,” siger han og tørrer sig om munden med den hvide serviet.

White Rabbit ligger lunt som nummer 23 på San Pellegrinos liste over verdens 50 bedste restauranter. Hvis der blev uddelt Michelin-stjerner i Rusland, ville den få alle tre mulige, mener Aleksander Filatov, der i det hele taget mener, at Moskva kan gøre sig gældende på linje med verdens mest toneangivende byer.

”Jeg vil placere den i top 10 blandt verdens metropoler. Hvad angår sikkerhed, luksus, renlighed, storby, kosmopolitisk miljø. Hvis vi havde Michelin-guiden i Rusland, mener jeg, at vi har flere hundrede restauranter, der ville kvalificere sig til stjerner.”

Måske er det den stemningsfulde udsigt. Måske er det flaskerne med georgisk rødvin, der gør mild og modtagelig. For på dette tidspunkt af aftenen er jeg tilbøjelig til at glemme, hvordan jeg ellers har det med et land, hvor journalister falder ud vinduer, hvor homoseksualitet de facto er forbudt, og hvor præsidenten er valgt med over 60 procents forspring til nærmeste udfordrer.

I stedet lader jeg mig smitte af den russiske selvtilfredshed.

For besøger man det indre Moskva på en solskinsdag, bemærker man, at gaderne vrimler med glade, forbrugslystne mennesker, der flirter og fotograferer og drikker kaffe og spiser ude og i det hele taget lever op til det vestlige billede på frihed. Samtidig skal der ikke meget til for at blive revet med af den måde, byen væver klassisk, hypermoderne og sovjetrussisk arkitektur sammen.

Den enorme by er fuld af spektakulære vinkler, hvorfra ingen bygninger tilsyneladende står i vejen for hinanden. Nogen hos stadsarkitekten må have tænkt sig om, og denne sommers internationale fodboldturister kommer til at flokkes ved byens selfieegnede udsigtspunkter.

Ud over det store udvalg af restauranter på højt internationalt niveau nyder befolkningen også godt af et alternativ til bilkøerne i form af præcise metrotog, der rammer stationerne med få minutters mellemrum.

Dertil har russerne deres store armbevægelser og den betydningstunge historie og en kultur fuld af skønånder i sværvægtsklassen at afstive identiteten med.

Som borger i vores egen danske småstat, hvor hierarkierne er lige så flade som landskabet, kan man blive helt misundelig over den ubrudte russiske genialitet og mægtighed gennem århundreder. Desuden er der noget ved selve Ruslands størrelse, med alt hvad landmassen byder på af rigdom og skønhed, der stiger til hovedet. Herfra, hvor vi sidder, er der mere end 6.000 kilometer til den fjerneste ende.

Er der i virkeligheden ikke netop brug for en stærk mand for at tage vare på alt det?

Aleksander Filatov vil ikke sige, hvem han stemte på ved valget i år, hvor Putin fik 76 procent af stemmerne.

”Det er for personligt. Det holder jeg altid for mig selv. Når en af mine amerikanske forretningsforbindelser ringer og spørger mig, hvad jeg mener om den politiske udvikling, siger jeg: ’Jeg har ikke brug for at skabe en konflikt mellem os. Lad os fyre vittigheder af. Lad os diskutere, hvilket land der har de smukkeste piger’. Og det er selvfølgelig også en vittighed, for enhver ved, at Rusland vinder over USA til hver en tid. Men jeg prøver at styre uden om konflikterne. Konflikterne er kontraproduktive. De hæmmer væksten.”

Selv om det altså er dårligt for forretningerne at tale politik, vil Filatov gerne ytre sig om én ting. Statens indblanding i økonomien. Siden Putin kom til magten, er en stadig større del af landets naturressourcer blevet overtaget, for eksempel gennem det statsejede Rosneft, der på den måde er blevet verdens største råolieproducent.

”For 10 år siden ejede staten 30 procent af olie- og gasressourcerne. Nu sidder den på 90 procent. Rusland har desperat brug for at vende nationaliseringstendensen. Den gør os ineffektive, den mindsker konkurrencedygtigheden,” siger Aleksander, der har lagt sit guldkort på bordet, allerede inden vi har bedt om regningen.

Fotografen kommunikerer til mig med øjnene. Burde vi ikke selv betale den her? Jeg trækker på skuldrene og lader Aleksander klare det. Når han nu så gerne vil vise sin gæstfrihed.

Klokken er omkring 23, da vores Uber bliver stoppet af politiet. Chaufføren har lavet en U-vending, hvor han ikke måtte, og står nu til en tur i retten, da han nægter sig skyldig.

Vi stiger ud og spadserer op ad den hullede Sjabolovka-gade, hvor nye bygninger med tocifrede etagenumre skyder op ved siden af ældede byhuse og Moskvas ældste sporvognsremise fra 1911. Aleksander bor på 18. sal i et af højhusene og kan lide kvarteret for dets gammeldags charme og dets praktisk centrale beliggenhed.

Vi hopper på den første sporvogn, der kommer forbi. Vi havde aftalt, at Aleksander skulle vise os Moskvas luksuriøse natteliv, men familiefaren føler sig lidt ude af trit med klubscenen og er nok også lidt for magelig oven på rødvinen denne aften. Så i stedet har vi kurs mod en lokal specialølbar, der viser fodbold.

Da vi er kommet op i sporvognen, foreslår han i et anfald af kådhed, at vi kører uden billet. Der går dog ikke lang tid, inden sporvognføreren fra sin plads forrest i vognen strengt beder os om at betale for vores køretur.

Ingen af os har småpenge til billetautomaten, men Aleksander smiler til hende og vifter med sit guldkort. For at vise sin gode vilje og sin betalingsdygtighed. Men det får føreren hverken billetter eller morskab ud af. Så vi stiger pænt ud ved næste stop. Og deri er der vel også en form for win-win. Vi skulle alligevel af her. ■

LÆS MERE: Opiod-epedemi i USA: "Stofferne forvandlede mig til en forfærdelig person"

LÆS MERE: Facebook vil tilføje sletteværktøj i Messenger efter ny Zuckerberg-sag

LÆS MERE: ’Dahlgårds Tivoli’ var hele Danmarks gøglerfamilie: Nu laver Leif og Palle pizzaer