For de fleste af os er hjem et sted med varme brusebade, en ketchup i køleskabet som minimum og en blød dyne i sengen. Hjem er et sted, der ikke flytter sig, og hvor der er en postkasse og en skuffe med sokker.
Men et hjem behøver ikke nødvendigvis være lig med en lejlighed, et hus eller et værelse. For nogle mennesker kan ’hjem’ koges ned til en enkelt ting. En kaffekande, et instrument. Sågar en lyd.
Vi har talt med en landevejsvagabond, en klarinettroubadour og en hjemløs Hus Forbi-sælger om, hvad der får dem til at føle sig hjemme.
Steen, 48 år: ’Jeg lever af Madam Blå – hun betyder alt for mig’
”Jeg har den største lejlighed af alle,” siger Steen og peger op mod himlen, der er aldeles grå og tæt af støvregn ude foran Københavns Hovedbanegård, hvor han sammen med to venner forsøger at afsætte en stak Hus Forbi-aviser. Steen har været hjemløs i 18 år, og uden for kræmmermarkedssæsonen sælger han aviser.
Men de fleste af årets dage er Madam Blå hans levegrundlag. En tinkaffekande med plasticblomster i tuden.
Steen foran Københavns Hovedbanegård med sin kaffekande Madam Blå.
”Luksusvagabonder er dem, der får kontanthjælp og pension. Jeg lever kun af Madam Blå. Hende har jeg altid med mig. Det er lige meget med barnevognen, men kanden skal jeg have. Den betyder alt for mig – den er min levevej. Man kan ikke være sikker på at blive budt på mad alle steder, så jeg er hundrede procent afhængig af hende,” siger Steen.
”Jeg har hele mit liv med mig i min barnevogn. Tøj, liggeunderlag, bestik og tallerkener.”
Han forklarer, at der på fronten af barnevognen står ’Steen’, og at den er dækket til med blomster. Der er sågar monteret to ølkander på vognen til bestik.
”Jeg laver selv mad på mit Primus-sæt. Jeg tager det ikke så tungt at sidde midt på gågaden og lave biksemad. Så sætter jeg Madam Blå på jorden og laver mad og vasker op. Sommetider er der nogen, der siger: ”Gå dog hjem og lav mad.” Men jeg er hjemme.”
Når kræmmermarkedssæsonen er i gang, sælger Steen ikke Hus Forbi, men lever kun af de penge, folk putter i Madam Blå.
Men lige nu står barnevognen parkeret hos Steens veninde, fordi han skal passe på hendes lejlighed julen over, mens hun er væk. Normalt traver han ellers fra kræmmermarked til kræmmermarked. Indtil for tre uger siden havde Steen selskab på landevejen af gadekrydset Nemo. Men han blev stjålet i Svendborg.
”Når året starter, begynder vi ved Døllefjelde-Musse på Lolland, bagefter tager vi Hjallerup Marked i Nordjylland. Jeg kommer en uge før tid, fordi jeg lige skal have karnevallet i Aalborg med. Vi tager alle markederne i Jylland først og slutter af på Sjælland. Min jakke er min uniform. Emblemerne gør, at man kan se, at jeg er vagabond. Jeg får dem fra markedspladser rundt omkring i landet,” siger Steen.
Og ligesom emblemerne viser, at Steen er vagabond, så er Madam Blå også blikfanget og symbolet, der forhåbentligt får folk til at til at give lidt penge.
”Mange folk giver 300-400 kroner for sådan en kaffekande, men det nægter jeg altså. Jeg har fået Madam Blå gratis på en markedsplads – faktisk har jeg to. Den anden hedder Madam Rød. Jeg kan i princippet godt sætte barnevognen på hylden. Alle kan finde et sted at bo. Men jeg skal have luft under vingerne. Jeg kan ikke bo på et lille værelse,” siger Steen.
48-årige Steen har de fleste af sine ting fra kræmmermarkeder rundt omkring i landet.
Han har meldt sig helt ud, som han selv siger, mens han retter på plasticblomsten i lokomotivkasketten. Han har ikke mobilepay, hans cpr-nummer er inaktivt, han får ingen post, og han har sådan set intet med det offentlige at gøre.
”Jeg er en af de forsvundne danskere. Jeg er en fri fugl, og jeg kan flyve, hvorhen jeg vil, og jeg føler mig tryg, når jeg kan ligge i fred. Jeg er aldrig blevet vækket af DSB personale,” siger Steen.
Mikki, 52 år: ’Så længe jeg har klarinetten, er jeg godt tilfreds’
”Jeg kan spille i al slags vejr. Jeg har stået i tre timer i streg i frost og spillet. Det handler bare om at tylle noget kirsebærvin indimellem for at få noget varme. Jeg er en rigtig gademusikant,” siger Mikki på en stenbænk på Halmtorvet.
Det er hans favoritsted at spille klarinet, lige her ved springvandet ud for Onkel Dannys Plads. For Mikki slapper af til lyden af rislende vand. Men på denne decembermandag er der ikke noget vand i granitbassinet. Det er koldt, og Mikki lyner sin røde fleecetrøje helt op i halsen. Hans nissehue matcher, og han har ekstra tykke sokker i sandalerne.
”Jeg er i et med mig selv, når jeg spiller. Musik er magi, og jeg kommer i en magisk tilstand. Musikken er mit hjem,” siger Mikki og sætter sig på en stenbænk med klarinettasken over skulderen.
Mikki spiller 'Santa Claus Is Coming to Town' på Halmtorvet lige ved Onkel Dannys Plads, hvor han holder af at spille om sommeren, når der er vand i springvandet.
”Jeg holder mest af at spille New Orleans-jazz og swing. The real stuff,” siger Mikki, der spiller ’the real stuff’ både på jazz-bodegaen Hvide Lam og her på Halmtorvet, når vejret er nogenlunde.
”Jeg spiller en del foran fortovscaféerne om sommeren. Det tjener jeg fine penge på, for det er de rige, der kommer nede på Halmtorvet. For 30 år siden havde man ikke troet, det skulle blive så mondænt og pænt. Onkel Danny vender sig nok i sin grav.”
Mikki flyttede på forsorgshjem for første gang i 1984, da han var 20 år. Og siden da har han boet på forsorgshjem i de fleste afkroge af landet. Det er sjældent, han har sovet udenfor.
”Jeg har kun sovet på gaden, når jeg skulle varme andre mænd, fordi der var så vinterkoldt. Ligesom soldater og spejdere gør på overlevelsesture. Både på Strøget og i HC Ørsteds Parken,” forklarer Mikki.
'Herren elsker dig'. Døren til Mikkis værelse på mændenes hjem er fyldt med budskaber, billeder og symboler, han har klippet ud. Han har skrevet alle sedlerne selv.
Og d. 5. marts 2017 har han boet på Mændenes Hjem i tre år – i øvrigt samme dag som Jørgen De Mylius har fødselsdag, pointerer han. Med sine egne ord er han klarinettroubadour og en klæbehjerne med en særlig forkærlighed for tal og datoer.
”Jeg har mistet rigtig mange ting gennem tiden. Det er bagsiden af medaljen ved at være klarinettroubadour. Men så længe jeg har klarinetten, er jeg godt tilfreds. Vi skal alligevel ikke have noget jordisk gods med os, når vi skal herfra,” siger Mikki.
På bænken åbner han sin klarinettaske, der afslører en medtaget velourindpakning. Alle klarinettens dele ligger sirligt på deres retmæssige plads. Men på taskens overdel er der et brændemærke på størrelse med en tennisbold, der kommer sig af et flammende møde med hans tro.
”Jeg var ovre i Klippen, som er et kristent værested på Vesterbro, og jeg brændte virkelig for Jesus den dag. Jeg måtte have noget styrke fra oven,” siger Mikki og strækker sine arme mod himlen.
”Men jeg kom til at lukke klarinettasken op i et stearinlys. Og i bogstaveligste forstand kom jeg til at brænde for Jesus. Der kom hvert fald lidt flammer ud af det. Jeg brændte så meget for Jesus, at der gik ild i min taske." Mikki ryster på hænderne, bruger store fagter og går rundt om sig selv i cirkler for at illustrere optrinnet.
Klarinetten, som Mikki har haft i to år. Han fik den i gave af en musikforretning.
Der er ikke nogen mennesker at se på Onkel Dannys Plads. Enkelte duer spiser resterne af folks franske hotdogs og brød fra caféerne rundt omkring. Det er så koldt, at det er svært at skrive en sms, fordi ens fingre er så stive, men Mikki samler hjemmevant sin klarinet. Efter et halvt minut sidder han med et formfuldendt sort blæseinstrument med sølvspænder på.
Mikki afbryder sig selv i en anekdote om, hvorfor det er umuligt for en musiker at vælge ét yndlingsnummer og spørger: ”Skal jeg lige spille et nummer for jer?”
Førend nogen har svaret noget som helst, siver ’Santa Claus Is Coming to Town’ i de blødeste jazzede toner ud over pladsen med det tomme springvand. Mikkis fingre finder roligt vej henover klarinettens klapper, mens han vipper med foden i takt til musikken.
Da han når til omkvædet, rejser han sig elegant op og danser med klarinetten. Han tager mundstykket fra munden og slutter af på et ’yeeeeah’.
Mikki fik sin allerførste klarinet som 16-årig i gave af sine forældre, ’en rigtig fed træklarinet’, som han siger. Og musikken har altid været det faste holdepunkt i hans liv.
”Jeg kunne godt lide at gå i skole, selvom jeg blev mobbet. For i skolekomedierne var det altid mig, der fik hovedrollen. Så var jeg jo feteret som en anden John Wayne,” siger han og fortsætter.
”Jeg begyndte allerede at spille musik tilbage i 1968, da jeg var helt lille. Jeg gad ikke lege med legetøjsbiler ligesom alle de andre drenge. Jeg spillede signalhorn i Maribo FDF fra 1972, men jeg ville egentlig hellere spille trompet. Min mor syntes, det var træls, at jeg hang i hendes skørter hele tiden. Hun var hjemmegående husmor og kunne høre, at jeg hele tiden gik og fløjtede og sang med på Beatles-numrene og Bjørn Tidmand.”
52-årige Mikki, der er født i Maribo.
Så Mikkis mor tømte et køkkenskab og satte ham i sandkassen med potter, stegepander og grydeskeer, så han kunne spille.
”Jeg kunne få flere timer til at gå med at sidde og synge ’Lille sommerfugl’. Naboerne var glade og gav sodavand. Vi var den eneste legeplads, der havde gynger, så der kom en masse børn fra nabolaget og legede cirkus, mens jeg sad og spillede trommer på gryderne.”
”Min mor fremelskede min musik, og det er det smukkeste, hun nogensinde har gjort,” siger han og piller klarinetten fra hinanden igen for at lægge hver enkelt del tilbage i det hullede velour.
”Den her klarinet har jeg haft i to år. Jeg fik den gratis fra en musikforretning. De har givet mig gratis reparationer og reservedele. Jeg sagde til dem, at de behandler mig som en baron, og så sagde de: ”Det fortjener du.” Der blev jeg da helt rørstrømsk, for min klarinet er det bedste, jeg har – den siger mig aldrig imod.”
”I 2005 havde jeg fem-seks klarinetter på ét år. Det var et vildt år – også rent klarinetmæssigt,” siger Mikki med alvorlig mine. Han erstatter klarinetten med en rød Look, han hiver op af fleecelommen. Han knækker filteret af og tager et sug foran Station City på vej tilbage til Mændenes Hjem.
”Jeg vil gerne have en ordentlig tobakssmag,” forklarer han.
”Og hvis jeg vinder i lotto, vil jeg lave et misbrugscenter langt væk fra Vesterbro og stofferne, rejse en statue af Dan Turèll og tage til New Orleans og nyde mit otium.”
André, 50 år: ’Jeg har boet på Nørreport i syv år – lyden af mennesker får mig til at føle mig hjemme’
”Jeg har været død tre gange, jeg har skrumpelever, og jeg har KOL,” siger 50-årige André. Han sidder sammen med sin kæreste og sin hund Odin foran 7 eleven ved trappen ned til S-togene på Nørreport Station. De sidder på et oppusteligt liggeunderlig med knækbrød og elefantøl inden for rækkevidde.
André har boet på Nørreport Station i syv år. Hele hans liv er pakket ned i ladet på en Christianiacykel. Telt, kogegrej, liggeunderlag, forskellige poser til rent og beskidt tøj. Det hele vejer 75 kilo.
André på Nørreport Station foran sin Christianiacykel, der indeholder hele hans liv.
”Lyden af alle menneskerne, der hele tiden går forbi på stationen, får mig til at føle mig hjemme. Det larmer af helvedes til, men det giver også en vis tryghed, at jeg ved, at der hele tiden er nogen lige omkring mig. Jeg er aldrig alene,” siger André, imens kæresten Linda fejer foran liggeunderlaget med en plastickost.
De samler cigaretskodder sammen og sørger for, at der ser nogenlunde ud foran 7 elevens glasfacader på Nørreport. André og hans kæreste får til gengæld lov til at husere i fred.
”Vi holder lommetyvene for døren. Butikken hjælper os, og vi hjælper dem,” siger André.
Det banker på ruden, som Linda og André hviler sig op ad. André vender hovedet for at kigge, så ’love’-tatoveringen under hans venstre øje bliver synlig. ”Nå, det er bare Ahmed,” siger André og vinker til manden i 7 eleven-poloen på den anden side af ruden.
André med kæresten Linda og hunden Odin.
”Vi har fået lov til at sidde herude. De smider os ikke væk herfra, men vi må ikke være mere end tre personer. Odin tæller også for én,” forklarer André, mens han skruer ned for Pernille Højmark, der synger julesange for fuld smadder sammen med resten af Sweethearts ud af en bluetooth-højtaler.
”Jeg har siddet i fængsel og været indlagt på psykiatrisk afdeling i mange år. Jeg kan ikke klare at være lukket inde i et rum. Det får mig til at føle mig indespærret. Jeg skal være ude i det fri,” siger André.
André modtager hverken kontanthjælp eller førtidspension. Han vil ikke have nogle offentlige ydelser – han vil bare være uden for. Da han blev løsladt fik han en lejlighed, som han betalte indskud og husleje til. Men efter syv dage kunne han ikke holde ud at være inden for længere.
André regner med, at der er 75 kilo gods på cyklens lad. Alt fra kogegrej til et telt og vasketøj.
”Det eneste, jeg tog med mig, var Odin. Og så begyndte vi bare at gå. Det tog tre dage, og så stod vi på Nørreport. Det er syv år siden, og jeg har været her lige siden,” siger André.
Et par ønsker en glædelig jul til André, Linda og Odin med en håndfuld to-kroner. Der er en kø af busser, der dytter og folk, der løber over for rødt for at nå, hvad de skal nå.
”Om sommeren cykler vi sommetider af sted til Hareskoven og sover i vores telt eller shelters. Der kan man få lidt ro i hovedet,” siger André.
LÆS OGSÅ: Helt skidt har det heller ikke været: Her er 18 gode ting der skete i 2016
LÆS OGSÅ: Bill Gates investerer en milliard dollars i at bekæmpe klimaforandringerne
LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Kvalitetstid med fædre giver lykkeligere børn
