Leif Davidsen: ”Jeg tror ikke, at putinismen kan overleve uden Putin” 

JEG KOMMER NOK aldrig til at se Rusland igen, og det smerter mit hjerte. Når jeg begynder på en bog, har jeg intet plot, jeg har kun en hoved- eller biperson, og så udvikler romanen sig ved, at jeg tænker på, hvordan livet udvikler sig for denne person. Med min nye roman ville jeg skrive en dødsmesse over det Rusland, jeg har kendt i mere end 30 år. 

Da Sovjetunionen faldt, troede jeg virkelig på, at Rusland trods fattigdom, korruption og kaos ville rejse sig og blive et markedsøkonomisk demokrati. Det ville blive svært og hårdt, men der var frie medier, demokrati og et ønske om at blive en del af den vestlige verden. Når unge russere gik ned ad Strøget i København, kunne man jo ikke se forskel på dem og danskerne. Chancen var der. Men de smed det hele væk.

Jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at de unge igen ville underlægge sig en tyran som Putin. Jeg ville gerne undersøge, hvordan vi var endt i den deroute, og det gør jeg gennem min hovedkarakter, der bor i Rusland, men har dansk baggrund og er fanget mellem de to identiteter.

FØRSTE GANG, JEG kom til Sovjetunionen, var i marts 1980. Jeg var journalist ved Danmarks Radio, og Sovjet var underdækket. Jeg var redaktionens yngste mand, så jeg blev pænt bedt om at tage af sted. Det var tre forfærdelige uger.