Black Star

(hiphop)

Klart det største navn på denne liste, og hiphop-duoen har da også fået Arena at boltre sig på. Alligevel kan der være nogle, som har overset dem. De er vokset ud af Native Tongue- familien, der også tæller navne som De la Soul og A Tribe Called Quest, og nåede at udgive et enkelt album i sluthalvfemserne. De har hver især haft succesfulde solokarrierer, men deres samarbejde i Black Star fik ufortjent aldrig den samme opmærksomhed som de andre familiemedlemmer. Hvis du har smag for hiphoppens guldalder i 1980’erne og 1990’erne, må du ikke misse dem.

Courtney Marie Andrews

(alt. country)

Roskilde gør ikke meget ud af den alternative countryscene, men har i år dog booket i hvert fald ét interessant navn, nemlig den amerikanske singersongwriter Courtney Marie Andrews. Selvom hun kun er 27 år, har hun seks udgivelser bag sig, og hun er blevet sammenlignet med Joni Mitchell. Hun spiller tidligt lørdag på Gloria, og bedre behandling af dine tømmermænd får du ikke.

Kakkmaddafakka

(pop)

Det er noget af en promilleprøve af et navn, men musikken bag er anderledes lys, let og ukompliceret. Vi er i indie-enden af popmusikken, og det faktum, at de er fra vores broderland Norge, gør yderligere, at man bør give dem chancen. De er perfekte til lyse aftener og boblevin midt i smatten.

John Maus

(indie)

Når stortrommen brager på de større scener i festivalens myldretid fra klokken 20 til 03, kan det være en god idé at gå på opdagelse foran de mindre scener. På Pavilion torsdag aften spiller John Maus, der i bedste forstand er original både personligt og musikalsk. Han har tidligere arbejdet sammen med sin mere kendte skolekammerat Ariel Pink og et vist slægtskab er tydeligt, men han er helt sin egen.

Marlon Williams

(folk)

En rigtig crooner er et særsyn på en festival, og denne talentfulde unge mand fra New Zealand har en stor og blød stemme, som du ikke skal snyde dig selv for at opleve live. Det er farligt at sammenligne med giganter som for eksempel Roy Orbison, men associationerne er tydelige. Hans forkærlighed til fortiden er som en charmerende hyldest, der ville fungere fremragende som lydsporet til en roadmovie.