Det er igen tid til de ikoniske éndagsløb i Belgien, Holland, Italien og Nordfrankrig. Indhyllet i støv og pløjet til i mudder kæmper rytterne om at vinde cykelsportens barske forårsklassikere. Fra de spejlglatte, flamske brosten over vindblæste landeveje og gennem opslidende, kuperede terræner står den på dramatiske ridt i de områder, hvor nogle af de største slag fandt sted under Første og Anden Verdenskrig.
Flandern Rundt er forårets første store udfordring på brosten. Det, der virkelig giver rytterne syre i benene undervejs på de omkring 250 kilometer, er de godt 15 ’mure’, feltet skal passere. ’Murene’ er korte og meget smalle bakker på ujævne pavéer med høje stigningsprocenter.
➼ Ronde van Vlaanderen, som løbet hedder, blev afholdt første gang i 1913 og har siden været en fast del af cykelsæsonen, undtagen i 1915-1918 på grund af
Første Verdenskrig. Hundredetusindvis af belgiere strømmer ud til en gedigen folkefest tilsat Leffe-øl og pommes frites, og det cykelgale folk står som sild i
Annonse
tønder helt op mod brostenene på ruten, der afsluttes med Paterberg-stigningen tæt på målet i Oudenaarde.
➼ Løbet har historisk set været domineret af hjemlandets ryttere. I alt 69 belgiske sejre er det blevet til på de forblæste ’mure’ i Ardenner-regionen.
Rolf Sørensen er den eneste dansker, der har formået at vinde Flandern Rundt – det skete i 1997 efter en fornem spurt mod italieneren Ballerrini og
franskmanden Moncassin. Men også en anden dansk rytter, Jesper Skibby, har spillet en dramatisk hovedrolle i løbet: I 1987 havde Skibby været i udbrud i mere end 100 kilometer, da han i sneglefart begav sig op ad den berygtede brostensstigning Koppenberg.
Her styrtede en udmattet Skibby i grøften, hvorefter en følgebil kørte over hans cykel, hvilket betød, at danskeren måtte løbe mod toppen i sine cykelsko. Koppenberg blev siden droppet fra ruten, indtil brostenene var blevet restaureret. Først 15 år senere, i 2002, indføjede arrangørerne atter Koppenberg i løbet.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
