HÅND I HÅND har den danske befolkning og det danske landshold siden forrige lørdag set, talt og spillet sig igennem en følelsesmæssig tretrinsraket. Den ubegribelige ulykke mod Finland. Den omfavnende heling mod Belgien. Og i går det euforiske festfyrværkeri af et klimaks mod Rusland. I en sprudlende anden halvleg rejste det danske landshold sig fra asken og spillede sig videre i EM-slutrunden med en 4-1-sejr. Nordens Brasilien kaldte vi igen os selv med en blanding af skandinavisk sarkasme og selvhøjtidelig stolthed.

I alle afkroge af Parken sang, heppede og festede danskerne sejren i land. Fodbold kan være så ligegyldigt, det ved vi nu mere end nogensinde. Men i går, mens høj og lav, tyk og tynd omfavnede hinandens bare overkroppe, glinsende af sommerfugt og fadøl, viste sporten sig fra sin bedste og vigtigste side. Vi har været isolerede og i sorg, men i festes festede hele nationen.

Vi har foreviget nogle af de bedste øjeblikke: