Los Angeles Lakers-legenden Kareem Abdul-Jabaar har haft rekorden for flest scorede point i NBA’s historie i 39 år. En æra, som nu er forbi. LeBron James sikrede sig den rekord natten til onsdag foran hjemmepublikummet i Staples Center i Los Angeles. Det gjorde han iført den selvsamme Lakers-uniform, som hans forgænger på toppen af listen bar.

’The Chosen One’, som James blev kaldt på forsiden af Sports Illustrated i 2002, inden han blev valgt i NBA-draften et år senere, har vundet alt, hvad der er at vinde. Fire mesterskaber, han er kåret som ligaens mest værdifuldespiller, MVP, fire gange, valgt til All Star-holdet i 19 af sine 20 sæsoner i ligaen, og han har sikret sig to olympiske guldmedaljer. Læg dertil, at han har været i tredje flest finaler nogensinde med 10. Han er kun overgået af nu afdøde Bill Russell og af dennes holdkammerat Sam Jones, som begge spillede i 1950- og 60’erne.

Så det er altså ikke bedrifter og rekorder, LeBron James mangler for at blive kaldt historiens bedste basketballspiller. Alligevel er det, som om der er én – og kun én -, der altid vil være større end ’King James’. Den største basketballstjerne nogensinde er nemlig Michael Jordan.

De første argumenter, man møder i den klassiske debat om, hvem der er sportens G.O.A.T. – Greatest Of All Time – handler om præstationerne på banen. Jordan har aldrig tabt en finale. Han har scoret flere point per kamp i slutspillet. Han har vundet mesterskabet seks gange.

Ikke desto mindre var Michael Jeffrey Jordan meget mere end et basketballikon. Han skabte sig en stor karriere i modebranchen med et af nyere tids mest hypede brands, Jordan-skoene, der igennem rapsange, reklamer og film er blevet et kulturelt referencepunkt og er blevet båret af nogle af USA’s mest celebre skikkelser gennem tiden. Jordan transcenderede sin sport, og han var mere en superhelt end en basketballspiller. Og den dag i dag har han stadig en mystik omkring sig. Det gør, at han er på en piedestal over alle andre store basketballstjerner. Sådan føles det i hvert fald.

Den magi har LeBron James aldrig haft. Det på trods af, at han både er blevet kaldt NBA’s konge og har overgået de tårnhøje sportslige forventninger, der var til ham, da han startede sin NBA-karriere for små 20 år siden.

LeBron James har vundet mesterskaber med tre forskellige hold - Miami Heat, Cleveland Cavaliers og Los Angeles Lakers. Foto: Getty Images

Den grimme beslutning og den umulige toer

Fejltrinene på banen har været umenneskeligt få, men uden for NBA’s arenaer har LeBron James særligt en gang i karrieren trådt ved siden af i manges øjne. Måske har du hørt om ’The Decision’, måske har du ikke. Humlen i det stunt var kort fortalt, at han på direkte, landsdækkende tv ryddede sendefladen en juli-aften for at fortælle, at han havde valgt at skifte hold.

”In this fall I am going to take my talents to South Beach and join the Miami Heat.” Sådan lød ordene, da LeBron James vendte sig mod Cleveland Cavaliers, som har hjemme i hans hjemstat, Ohio. Trøjer med navnet James og nummer 23 på ryggen blev brændt i Clevelands gader, efter at ligaens største stjerne havde holdt alle hold i et jerngreb gennem NBA’s ’transfervindue’ også kaldet free agency.

Elegant var det langt fra. Det ved han også godt selv, eftersom han senere har udtalt offentligt, at det var en fejl at skifte hold på den måde.

Hvis vi igen retter øjnene mod Jordan, er det langt fra et glansbillede, der bliver malet af den tidligere Chicago Bulls-spiller. Først og fremmest er der misæren om, hvorfor han i virkeligheden droppede den sport, han var verdens bedste til, for at prøve kræfter med baseball efter 1993-sæsonen, hvor han i øvrigt havde sikret sig sit tredje mesterskab på stribe. Et utal af teorier er blevet præsenteret om baggrunden for beslutningen. En karantæne for at overtræde reglerne om hasardspil er den mest fremtrædende, som ligaen og han selv ikke desto mindre har været ude at afvise. Til trods for det er det stadig en teori, der hersker blandt NBA-fans.

Igen er manden bag de famøse sko omgivet af mystik, hvorimod LeBron James stod frem på landsdækkende tv med alle kort på bordet. Og apropos sko – James’ skolinje, LeBron, er ingen skønhed for øjet, og der er næppe et menneske med respekt for sig selv, som har haft dem på udenfor en sportshal.

I 2021 – 25 år efter at Michael Jordan spillede hovedrollen i kultfilmen ’Space Jam’ – forsøgte James at medvirke i den svære toer. Det viste sig, at ’Space Jam 2’ ikke bare blev en svær toer. Det blev en umulig toer, der skuffede fælt i både omsætning og anmeldelser. Det er uretfærdigt at konkludere, at forskellen i succes udelukkende skyldes forskellige hovedpersoner. Men det ville også være dumt at ignorere.

Legenden og fortællingen vil altid trumfe bedriften

NBA’s ubestridte konge de sidste 20 år har under alle omstændigheder været LeBron James. Det faktum, at han har været på toppen af sin sport i to årtier, vil altid være et argument i 38-årige James’ favør.

Anerkendes skal det også, at der rent sportsligt er masser af argumenter for, at ’King James’ er alle tiders største basketballspiller. Det er der i endnu større grad, efter han er blevet historiens mest scorende spiller.

Det rejser det naturlige spørgsmål, om vi har en tendens til at glorificere fortidens helte mere end dem, vi har for øjnene af os lige nu. Den oplagte sammenligning er Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, som på samme måde som LeBron James har været de bedste i deres sportsgren i så mange år, at det nærmest er en hån mod dem at sammenligne dem med fortidens helte – i hvert fald hvis man kun tænker på sportslige bedrifter.

Diego Maradona har nærmest gudestatus i både Argentina og Napoli, hvor han spillede det meste af sin karriere. Da han vandt det italienske mesterskab med Napoli i 1986, brød de syditalienske fodboldfans ind på en af byens kirkegårde og skrev på italiensk: ’I ved ikke, hvad I går glip af’ til de døde hen over gårdens gravsteder. Et godt billede på, at Maradona var større end fodbolden.

I tennis-verdenen ser vi også, at statistikker aldrig overgår æstetik. Novak Djokovic bliver konsekvent undervurderet, fordi han ikke har sit eget brand uden for banen, og fordi han ikke har en hær af loyale fans bag sig, ligesom blandt andre Roger Federer havde.

Der er også nogle, som vil mene, at cykelrytteren Alberto Contador var bedre over hele sin karriere, end Chris Froome har været. Mere lirens? Ja. En federe cykelrytter at se på? Helt sikkert. Men Froome har strengt taget haft større resultatmæssig succes i sin karriere. 

Der er aldrig et endeligt facit for, hvem der er historiens største spiller i nogen sportsgren. Sikkert er det, at sporten udvikler sig. Den vil videre. Fremad. Sommetider i et tempo, vi ikke er klar til. Det er netop det, som NBA-fans verden over ikke er klar til – at give slip på Michael Jordan som historiens største basketballspiller.

Ikke desto mindre er der forskel på at være den bedste til sit håndværk og at være den største stjerne. Federer vil altid være en større stjerne end Djokovic, og for mange vil Maradona altid være tættere på Gud end Messi, og det er, uanset om de stadig aktive verdensstjerner når at vinde endnu flere titler, inden karrieren slutter. Legenden vil altid trumfe fakta, og romantikken vil altid veje tungere end statistikker og trofæer. Måske er han bedre, LeBron James, men han vil aldrig blive større end Michael Jordan.