Skriv dig op til Euroman Weekend her.
Fodbolden har nu rullet så længe, at man næsten har glemt, at den nogensinde har ligget stille. I onsdags vendte også den engelske Premier League tilbage. Min egen interesse for ligaen stikker dybt nok til, at jeg for nærværende medie har lavet en hel podcastserie med min kollega Oliver Bodh Larsen om forholdene i Manchester United, og alligevel har jeg ikke rigtig savnet det altædende, glubske PR-monster, Premier League er.
Jeg har ikke savnet, at den danske fodbolddebat drukner i anglocentriske betragtninger om, hvilket Bundesliga-talent, Chelsea kan plukke. Jeg har ikke savnet realitystjerne-dyrkelsen af trænere som Jürgen Klopp og José Mourinho. Jeg har ikke savnet over-optimistiske United-fans, der i ren kådhed over udsigten til at se Bruno Fernandes og Paul Pogba sammen på midtbanen har glemt, at Nemanja Matic stadig er klubbens bedste bud på en 6’er. Jeg ikke savnet de enorme ’Visit Abu Dhabi’-reklamer på Etihad Stadium. Jeg har ikke savnet artikler om, ”hvor vildt Newcastles hold kan blive”, når de efter alt at dømme kommer på blodige, saudiske hænder. Og jeg har slet ikke savnet stive Liverpool-fans med påtagede scouser-accenter i Nørregade.
Havde jeg alligevel en flig af entusiasme til overs for den resterende Premier League-sæson i min krop, forduftede denne som dug fra solen, da en dommerfadæse igen-igen blev det altoverskyggende samtaleevne efter genstartens første kamp mellem Aston Villa og Sheffield United. Her blev en sjælden fejl i den ellers velfungerende mållinjeteknologi skyld i, at kampens eneste mål fejlagtigt blev annulleret. Stolpen, målmanden og en forsvarsspiller skyggede simpelthen for de kameraer, der skal afgøre, om bolden har krydset linjen. Det er den uundgåelige, absurde konsekvens, når teknologien erstatter menneskelig dømmekraft.
