Gennem noget tid har jeg prøvet at få kontakt til nogle graffitimalere uden held. Jeg vil gerne med ud og fotografere dem i aktion, og forleden blev jeg kontaktet af "N", som havde set mine forespørgsler på nettet og tilbød mig at komme med ud. "Hell yeah," tænkte jeg. Jeg har lavet en del urban exploration på det seneste, så en tur rundt på sporene med N ville blot være endnu en spændende oplevelse.
Jeg mødtes med N omkring midnat. Der er ikke så mange tog på det tidspunkt, fortalte han, menvi skulle stadig være forsigtige når vi "hoppede ned."
Har aldrig prøvet sådan noget her. Der var kameraer overalt, men hvis man er tålmodig og påpasselig, kan man sagtens undgå dem. Det handler om timing.
N var ret rolig. Han fortalte, at han normalt var den, der var mest paranoid, men at hans paranoia holder ham til ilden, så det kommer ham til gavn.
Lige pludselig blev vi fanget af to tog på begge sider og blev nødt til at løbe for at komme i sikkerhed. Der er skarpe projektører dernede, så det er nemt at blive spottet. Gå langs murene og gå lavt, forklarede N.
N's hemmelige sted, hvor man kan høre togene køre ovenover med en mærkelig og surrealistisk lyd. Her kunne man virkelig mærke, at man var langt nede under jorden.
Da vi kom tilbage til overfladen, måtte vi løbe over skinnerne fordi regionaltogene var ved at køre forbi. N lå på den ene side og jeg lå på den anden. Vi måtte vente i næsten 30 minutter, men slap ud til sidst.
Jeg er opdraget sådan, at hvad der er sparet, er tjent. Husk at gå efter de gule mærkater i supermarkedet. Økonomi er by far det, vi skændes mest om derhjemme. Og det burde man jo sige, var fuldstændig åndssvagt.
