Anyora

Jeg kan lige så godt starte med mit absolutte yndlingssted. Anyora laver tapas som så mange steder i Valencia – små muslinger, friteret blæksprutte, den slags – men det er bare noget af det allerbedste, jeg har smagt. De har en ret med brocollini friteret i tempuradej, der bliver dyppet i artiskokcreme, og jeg ved ikke, hvad de putter i den dej, men det smager fuldkommen sindssygt.

Pulpoen er nok den bedste, jeg har fået, for kvaliteten af råvaren er perfekt, og så er det perfekt tilberedt. Sidst, jeg var på Anyora, var vi fire mennesker, der fik massevis af iskolde øl i små glas og nærmest alt, de havde på kortet. Vi betalte 1.200 kroner for det hele.

Bar Cabanyal

Ligesom Anyora ligger Bar Cabanyal i bydelen El Cabanyal. Det er her, man skal bo, hvis man tager til Valencia. Det er en gammel fiskerby, der ligger 20 minutter fra lufthavnen bycentrum.

Alle husene i byen er små treetagershuse, der hver især er dekoreret forskelligt, så byen er virkelig flot og charmerende. Man møder ingen turister her, stranden er en af de bedste, jeg har besøgt i Europa, og så er madscenen bare helt vild.

Bar Cabanyal ligger så på gaden Calle de Marti Grajales, hvor de næste to steder på listen også ligger. Det er en lille fiskerestaurant, en slags fortovscafé, og du kan kun få fisk og skaldyr. Det kan du så til gengæld også få den helt store klinge, og kvaliteten er absurd god. Grillet fisk, muslinger, pulpo. Der skal man hen.

Guisante Rojo

Her får man også tapas, men en mere moderne slags, hvis man gerne vil prøve noget lidt anderledes. Hvor man typisk får meget enkle serveringer, serverer Guisante Rojo mere omstændige retter, selvfølgelig også centreret omkring fisk og skaldyr.

Og så serverer de et shot, man ikke må snyde sig selv for: El carajillo de Castellón, som er et varmt shot med rom og kaffe. Man kan også få Tinto de Verano, der er en limonade og minder lidt om sangria, men som smager 100 gange bedre og mere friskt.

Work in Progress

Nede ad samme gade ligger snackbaren Work in Proggres. Her skal man ikke få et helt måltid, men mere hoppe ind, hvis der er lidt for lang tid til den sene frokost. De laver en form for arancinier, altså risotto-kugler, men på paellaris. Og så er de på størrelse med en knytnæve. Hvad enten man vælger den vegetariske udgave eller den med kød, er det den, man skal komme for.

Casa Montaña

Her kommer vi til en af Valencias ældste og mest legendariske restauranter. De er kendt for at have et vinkort med over 1.000 producenter, og på spisesiden får man old school-tapas, men man kan også bestille nogle ret specielle sager.

Jeg vil anbefale deres farserede vagtel i cherryeddike – det er en kold og ret speciel servering, men det er virkelig godt. På restauranten sidder man blandt gamle vintønder, og jeg vil tro, at stedet har set ud på præcis samme måde siden 1880’erne.

Hikari Yakatori Bar

Når man bliver træt af tapas, kan man smutte forbi Russafa, som er en lidt mere moderne bydel i Valencia med trendy naturvinsbarer og restauranter, der mere ligner noget, man også ville se i København.

Her ligger Hikari Yakatori Bar, der er et vanvittigt godt japansk spisested. Alt er lavet på yakatorigrillen: grillet tun, grillet wagyu og takoyaki – en lille kugle fyldt med blæksprutte og toppet med bonitoflakes, altså små flager af tun.

La Pepica

Jeg må også nævne et paella-sted, og på La Pepica er de gode til paella. Spaniens konge har været og spise paella her mange gange. Til gengæld synes jeg også, man skal komme her for at spise paella og ikke så meget andet.

Festinar

På Festinar laver den form for tapas-pizzaer – man bestiller tre styks, og så vælger de for en. Vi kom en gruppe og spiste nok syv hver, for det smager fucking, vanvittigt godt. Og det koster ingenting. Øllene, man får på siden, koster to euro. Man tror, det er løgn, når man får regningen.

Mercado de El Cabanyal

Over for førnævnte Calle de Marti Grajales ligger El Cabanyals madmarked, og det er det vildeste madmarked, jeg har set. Over alt ser du gigantiske pighvarrer, havtasker og pulpoer. Der er kæmpe afdelinger med skinke, ost og grøntsager. Og råvarerne er de vildeste, du kan opstøve, det er en koks våde drøm.

Mercadona

Det kan virke underligt at anbefale supermarkedskæden Mercadona, men det er næsten en oplevelse værd. I skinkeafdelingen står en mand og skærer frisk skinke til dig direkte fra benet, vakuumerer det for dig, og så får man det med hjem.

I supermarkedet er også en lille takeaway-restaurant, hvor en kok står og laver paella, pulpo og sågar nogle helt udmærkede burgere, man kan tage med hjem. Selv hvis man ikke vil gå på en rigtig restaurant, får man god mad i Valencia.