Jesper Uhrup Jensen, chefredaktør

Gastros leder: ”Jeg har ikke tid”

Det er altid undskyldningen, når folk skal forklare, hvorfor folk forfalder til fastfood og færdigmad. Men alt er en prioritering ifølge Gastros chefredaktør, Jesper Uhrup Jensen, der mener, at en massiv dovenskab har ramt os i disse år.

Jeg går ikke til crossfit og heller ikke til tango. Jeg har også måttet droppe sprogundervisning, poweryoga mm. Og jeg kan desværre heller ikke have et arbejde, hvor jeg først har fri sent om eftermiddagen/ud på aftenen. Jeg ville faktisk gerne ha’ gjort noget ved det hele, men jeg har ikke tiden til det. Men hvis bare det kunne overstås hurtigere. Jeg er presset på tid, for jeg skal også købe ind, lave mad og ikke mindst spise det, så jeg har simpelthen for travlt til også at dyrke sport mm. Hvis man kunne dyrke sport på et kvarter, men det kan man jo ikke, så igen, jeg har simpelthen ikke tid!

Hvad!

Indrømmet – det er en virkelig lam undskyldning, men det er ikke desto mindre den undskyldning, man altid hører, når det drejer sig om madlavning, indkøb etc.; at folk ikke har tid. Det skal være nemt, og det skal gå hurtigt, og der er aldrig nogen, der finder det underligt, hvis folk siger, at de har så travlt i hverdagen, at der ikke er tid til madlavning. Men hvornår har man sidst hørt nogen sige, at de ikke har tid til at gå i fitnesscenteret, fordi de skal lave aftensmad?

Problematikken er ikke ny – prisen og tiden, det (ikke) tager at lave mad er og bliver de vigtigste markører for danskernes madvaner. Det er ikke en ny problematik, men det er heller ikke en ’stationær’ problematik, for skruen strammes hele tiden. Salget af færdigmad, halvfabrikata og takeaway stiger hele tiden. Forbruget af ’besværlige’ (læs tidskrævende) råvarer så som kartofler er i frit fald, og for nylig skrev en række madpersonligheder et debatindlæg, hvor de beklagede den klassiske tv-køkken-vending ”vi har snydt lidt”, fordi de mente, at det gav et forkert indtryk af, hvor lang tid det kan tage at lave mad. Og det skræmmer især ungdommen væk, hvis madlavningen tager for lang tid.

Der er ingen tvivl om, at eksempelvis småbørnsfamilier kan være presset på tid, men – hånden på hjertet – hvem er det, der bestemmer over ens tid, måske lige ud over arbejdstiden? Det gør man vel selv!

Uanset hvor tidspresset man måtte føle sig, så er det i langt de fleste tilfælde ens eget valg. Og har man et job, der lægger beslag på ens tid langt ud over det normale 9-17-job, så er det typisk også ens eget karrierevalg.

Måden, man bruger sin tid på, er en prioritet, og i det regnestykke kommer indkøb, madlavning og selve måltidet ofte til sidst. Det er nedprioriteret.

Du er ikke nødt til at lave mad på et kvarter, fordi du ikke har tid til mere, men fordi du har prioriteret din tid, så der kun er et kvarter tilbage til maden. Så kan vi ikke slippe for at høre på det der ”jeg har ikke tid”. Vær ærlig – du vil hellere noget andet!

Igen, igen – det er old news, men det går fra ondt til værre, for det er, som om en massiv dovenskab har ramt os de sidste årtier. Eller rettere sagt, vi er blevet forvænt med, at meget er blevet så let og gnidningsløst, at vi ikke orker det mindste ’besvær´, og frem for alt gider vi ikke noget, hvis vi ikke kan klikke os frem til det og få det serveret direkte på en skærm.

De færreste gider at læse en bog, mens flere og flere foretrækker lydbøger, så man kan lave noget andet imens og ikke spilder sin tid. Hvorfor læse aviser, når man igen kan klikke sig frem til nyheder. At der så står meget andet i en avis, man ikke kan klikke sig frem til, det er så bare ærgerligt. Og hvis man leder efter noget, så skriver man bare ud på Facebook med et ”hit me!” og venter på, at nogen serverer svaret for en.

”Hvor skal jeg spise i New York, og hvad skal jeg se? Og hvad skal jeg have på min playliste i flyveren over Atlanten. Hit me!”

Det kan bestemt godt kaste noget af sig, men tit og ofte korser jeg mig over, hvor ringe og Tripadviser-agtige turistfælderåd, mange får på den konto.

Men mest af alt bliver jeg forstemt over, at ALT skal være let – intet må tage tid, og det hele skal serveres ind ad ørene og/eller ind ad dørene. Eneste strabadsering, der har respekt i tiden, det er skridttælling, løbebåndspræstationer og i det hele taget fysiske udfordringer.

Og fint med det, men jeg har desværre ikke tid til det, for jeg skal som nævnt købe ind, lave mad og frem for alt spise. Jeg har faktisk vanvittig travlt, så jeg må slutte her!

Jesper Uhrup Jensen, chefredaktør