I oktober 2020 havde jeg været væk fra Frankfurt længe og kom tilbage fra København, hvor der var blevet meget koldt, mens det i Frankfurt var 20 grader om aftenen. Et totalt vejrskifte både fysisk og emotionelt og en dejlig følelse af endelig at være tilbage på min skole efter flere måneder i lockdown med familien i Danmark. Sammen med en af mine tætte venner fra min klasse spiste jeg på Mangetsu, en japansk restaurant, som på ingen måde gør væsen af sig. Hvis ikke gæsterne ved, hvad stedet står for, ved de ikke, det findes. Og så er der de heldige, som mig, som kendte én, der vidste det. Nemlig min ven, som er ekspert i at lave japansk mad og finde de bedste lokale, japanske spisesteder i Frankfurt, selvom han er fra Italien. Gæsterne, som spiser på Mangetsu, kommer målrettet, fordi de ved, at stedet leverer topklasse japansk madlavning. Det er et meget lokalt sted, ingen turister, og mange japanske familier spiser der.
Vi sad udenfor i den lille gårdhave under snoede grene og forvoksede planter. Der var utrolig god stemning, det føltes, som om himlen havde stjålet en sommernat, hvilket selvfølgelig betød, at vi måtte bestille ekstra vin og ryge cigaretter. At spise der var essensen af den lykke, man kan blive ramt af, når man finder et sted, man ikke vidste eksisterede. Den opdagelse af at restauranten bare lå der uden min viden som en gemt skat, der ventede på at blive fundet. Især én ret var til at græde over: Agedashi med tofu. Det er en soyabaseret suppe med riseddike og et stort stykke tofu, der lige har været nede og vende i ønskebrønden, som smelter på tungen. Jeg kunne leve af den ret resten af mit liv. Simpelt, sexet, perfekt.
