
Opskrift: Sådan laver du ’Ravioli’ med gedefriskost à la Kasper Tind Hasse/Falsled Kro
Hertil brændt fløde med Sort himmel samt smørkogte løg og sennepsvinaigrette.
Ingredienser
- 1 dl gedefriskost
- Aromatiske krydderurter
- Citronskal
- Sort peber
- Havgus
- Sankthansurt
- Strandsennep
- Syltede ramsløg
Ostesauce
- 4 dl fløde
- Kærnemælk
- Grov sennep
- Salt
- Peber
- Sort Himmel
- Citronsaft
Vinaigrette
- 3 citroner
- Sukker
- Rapsolie
- Salt
- Peber
- 1 dl bornholmsk sennepskorn
- Æbleeddike
- Bornholmsk æblemost
Bagte nye løg
- 6 nye løg
- Salt
- Smør
Sådan gør du
- Gedefriskosten røres med en masse blandede smagsgivende krydderurter, citronskal og knust sort peber.
- Havgus skæres tyndt på et mandolinjern i så store stykker som muligt. Udstikkes efter ønske, og urtecremen kommes på, som var det en ravioli og lukkes med 1 skive Havgus ovenpå.
- Der toppes med sankthansurt, strandsennep og syltede ramsløg (medbragt fra Falsled, syltet sidste år).
Hertil gives en ostesauce og en vinaigrette samt bagte nye løg.
Ostesauce
- Fløde reduceres på en meget varm pande, til den begynder at karamellisere og tage farve under konstant omrøring.
- Cremen samles i en skål med en smule kærnemælk, smages til med grovkornet sennep, salt, peber, fintrevet Sort Himmel og et par dråber citronsaft.
Vinaigrette
- Citronerne halveres, dyppes i sukker og kommes på en varm pande, til de begynder at få karamelkarakter.
- Juicen presses af dem, og der tilsættes samme mængde rapsolie.
- Smag til med salt, peber, kogte sennepskorn, æbleeddike og æblemost.
Bagte nye løg
- Rens og halvér løgene.
- Kog dem møre i letsaltet vand med smør.