Jeppe er nyuddannet transportbetjent: ”Min første opgave var en øjenåbner”

Sponsoreret af kriminalforsorgen.

Fortæl om din første transportopgave. Hvordan gjorde den indtryk på dig?

”Som elev går man det første stykke tid sammen med en fast oplærer. Man går i overskud og er med som en ekstra mand. På min første transportopgave skulle vi hente en mand fra Vestre Fængsel, som skulle møde i retten i Lyngby. Vi orienterer os altid om de indsatte inden vores kørsler, så jeg vidste, at den indsatte var sigtet for en alvorlig forbrydelse. Derfor var jeg også spændt og lidt nervøs for, hvordan køreturen ville blive. På skolen lærer vi meget om kommunikation, og jeg var klar på at bruge alle redskaber fra værktøjskassen. Køreturen gik rigtig godt, og vi havde en god dialog hele vejen.

Da vi kommer frem, fører vi den sigtede ind i retssalen og sætter os bag ham. Vi har nemlig også en bevogtningsopgave, når vi er ude i samfundet med en indsat. Anklageren begynder at gennemgå sagen i detaljer, og lige dér skete der noget i mig. Kontrasten mellem ham, jeg talte med i bilen, og ham, der blev fremstillet i retten, blev tydelig. Det var en øjenåbner. Faktisk var det nok først her, jeg rigtig forstod, hvor kompleks vores opgave egentlig er, når vi både skal stå for sikkerheden og samtidig støtte, motivere og møde de indsatte dér, hvor de er, uanset deres forbrydelser.”

Jeppe

· 25 år

· Vokset op på Sydsjælland, men bor i dag i København

· Har arbejdet som vikar på folkeskoler og efterskoler og har tidligere aftjent værnepligt i Livgarden

· Blev færdiguddannet transportbetjent i 2024

· Praktikvejleder og radiooperatør i transport- og bevogtningsenheden i København

Kan du huske første gang, du fik pulsen op i forbindelse med en opgave?

”Pulsen kommer typisk op i forbindelse med magtanvendelse. Det har vi trænet på skolen, men hverken i min elevtid eller som færdiguddannet har jeg været i en magtanvendelse eller brugt magtmidler. Alligevel husker jeg en episode, hvor jeg mærkede at pulsen kortvarigt kom op.

Jeg var sammen med to kollegaer i retten på Frederiksberg. Mine kollegaer og jeg selv skulle følge to indsatte ned i celleafsnittet. Jeg står og skal til at låse den første indsatte ind på cellen, og imens opfatter jeg pludselig, at den anden indsatte har startet en konflikt med en af mine kollegaer. Lynhurtigt kommer pulsen op, og adrenalinen pumper.

Min første indskydelse var at få skabt et overblik over situationen. Jeg får låst den ene indsatte ind på cellen, og da jeg vender mig om, havde mine to kollegaer allerede fået styr situationen. Det var heldigvis ikke nødvendigt at gribe ind, men jeg husker tydeligt, at jeg, på trods af en høj puls, tænkte klart og havde et godt overblik over situationen og min rolle.

Samme dag holdt min leder en akutsamtale med os. Det endte med at blive en positiv oplevelse, fordi vi fik mulighed for i fællesskab at runde dagen af.”

I tager også med de indsatte på hospitalet og til lægen – kan du huske din første tur?

”Ud over kørsler mellem vores institutioner eller til og fra retten har vi også ambulante ture, hvis en indsat fx skal til lægen eller på hospitalet. Det er ret specielt at færdes på et hospital med en indsat. Der er fyldt med almindelige borgere, som tit lægger meget mærke til os, når vi kommer i uniform.

Første gang havde jeg en kørsel til Herlev Hospital, og jeg kan tydeligt huske følelsen af, at alle mine sanser var skærpede. Sikkerhedsmæssigt er der en masse, vi lægger mærke til. Det kan være nødudgange, flugtmuligheder og ændringer i adfærd hos den indsatte. Vi arbejder med ’normalbilledet’, og hvis noget stikker ud, reagerer vi på det. Turen gik i øvrigt fuldstændig som planlagt, men det var en speciel oplevelse.”

Er du sådan en, der altid kaster dig med hovedet først ud i noget nyt?

”Ja, det er jeg nok. Jeg har et ret stort drive. På kort tid har jeg tid fået flere kasketter på i transportenheden. Jeg søgte to stillinger som hhv. praktikvejleder og radiooperatør ved siden af kørslerne og fik dem begge. Det er nogle spændende opgaver, og jeg har stor variation hen over en uge. Privat har jeg også kastet mig ud i noget nyt – mit første halvmaraton til september. Det er jeg ret spændt på, og jeg bruger derfor en del tid på at løbetræne.”