JO NESBØ VAR 15 år gammel, da hans far sagde, at der var noget, han ville fortælle. Jo var gammel nok til at få det at vide nu. Sandheden.

Indtil den dag havde intet tydet på, at Jo Nesbø en dag skulle blive en af Skandinaviens mest læste forfattere. Hans bøger er i dag solgt i godt 45 millioner eksemplarer, og især krimiserien om den afdankede politimand Harry Hole har placeret ham som en af de mest centrale forfattere inden for det, som udlandet kalder ’nordic noir’. ”Jeg kan ikke tænke på nogen, som får mine hår til at rejse sig som Jo Nesbø,” konkluderede New York Times’ krimianmelder for nylig. En række thrillere, skæve kriminalromaner og børnebøger har også bidraget til succeshistorien og ikke mindst til anerkendelsen som en forfatter, der kan mere end den klassiske krimiskabelon.

Men dengang, for 45 år siden, var Jo Nesbø en almindelig, glad dreng, den midterste i en søskendeflok på tre drenge, der elskede fodbold og hadede at vaske op. Som otteårig var han og familien flyttet fra Oslo til Molde, tæt på bedsteforældrene. Molde ligger ud til Norges vestkyst. Det er en smuk by omgivet af vand og fjelde. En lille by i konstant opposition til ’storbyen’ Trondheim et par timer væk, hvor fodboldholdet Rosenborg regerer, og det overdådige Hotel Britannia vidner om storhed og penge. Den slags havde Molde ikke. Molde er et simpelt sted. Og det afspejlede sig i Jo Nesbøs barndom, som var tryg og forudsigelig. Indtil den dag hans far havde noget at fortælle.

Jo og hans et år yngre lillebror var sammen om at få beskeden: Deres far havde kæmpet for nazisterne. Frivilligt. Han havde meldt sig under hagekorset og kæmpet på tyskernes østfront. Han var blevet såret af en granat og sendt til et hospital i Østrig. Efter krigen, da han vendte tilbage til Norge, blev han idømt tre års fængsel, som han afsonede i Oslo.

”Det var et chok. Min far var en mand, som jeg aldrig havde taget i at gøre noget, som jeg syntes, var forkert. Nu skulle jeg se ham for mig med tysk hjelm på. Det crashede fuldstændigt for mig,” siger Jo Nesbø.

Da han var 15 år gammel, fandtes der rigtigt og forkert. Godt og ondt. Helte og skurke. Nu sad Jo Nesbø og kiggede på sin far, den person han respekterede mest, og så hele sit moralske begrebsapparat falde sammen.

”Jeg går ud fra, at I har en del spørgsmål,” sagde faren.

”Det havde jeg,” siger Jo Nesbø og smiler halvt af sin underdrivelse. ”Det tog os resten af livet at finde svar på de spørgsmål.”