Euroman Klassiker: Peter Peter
Foto: Robin Skjoldborg

Euroman Klassiker: Peter Peter

Euroman-klassiker: Peter Peter '95

Nu er solen død, mor

Den 18. maj 1995

- på to-års dagen for de værste optøjer i efterkrigstidens Danmark fandt en anden konfrontation sted. En konfrontation, som godt nok ikke vil få så store politiske konsekvenser, men som alligevel vil blive mere end blot en note, når en anden dansk historie engang skal skrives. Den danske rockhistorie.

Konfrontationen stod mellem to guitarister. Vidt forskellige i spillestil, personlighed og approach til livet, men trods alt side om side i de seneste godt ti år.

Peter Peter - den fantasifulde gut, der trods sine 35 år stadig er en dreng, når det kommer til stykket. En knægt med et hoved skruet skævt på kroppen og med en umættelig lyst til at få mærkelige lyde ud af sin guitar.

Lars Top-Calia - den fire år yngre entreprenør. Igangsætteren og arbejdshesten, for hvem stil ikke er et fremmedord. Læderklædt rytmeguitarist med volumen-knappen konstant på max.

Peter Peter

"18. maj er dagen, hvor jeg gik ud af Sort Sol. Vi var i øvelokalet, Lars Top var sur som sædvanlig, og efter tre-fire år på den måde var jeg blevet træt af at se ham sur. Desuden havde jeg hørt fra nogle af mine venner, at han havde talt mindre pænt og løgnagtigt om mig ude i byen, så det ville jeg snakke med ham om. Vi gik derfor ud i gården. Jeg kunne selvfølgelig ikke bevise hans udtalelser, men jeg havde hørt dem refereret fra flere forskellige, så jeg vidste, at de havde fundet sted. Men han svarede blot, at det ikke passede. Jeg fortalte ham, at jeg var åben for mange muligheder, men hvis jeg skulle blive ved med at se hans sure fjæs, måtte jeg ud af gruppen. "Så må du ud af gruppen", sagde han. Og det er lige det, man ikke skal sige til mig. Så jeg farede ind til de andre og sagde: "Tak for turen gutter, that was it. Jeg går ud af gruppen'. Jeg bestilte derfor en taxa til mine guitarer og tog hjem."

Fyraften efter 18 års arbejde. Foruden lidt forberedelse forinden, for det var Peter Schneidermann, der sammen med Steen Jørgensen var mændene bag landets første punkband, The Sods. Østerbro-drengen Peter løb altid ind i Frederiksberg-knægten Steen til de samme koncerter og i de samme pladebutikker, og en dag var den der bare: Lad os lave et band sammen. Det blev til Suck, som i efteråret 1977 skiftede navn til The Sods og spillede første gang offentligt i oktober samme år på Rødovre Statsskole. På det tidspunkt var Knud Odde Sørensen og Tomas artved Larsen kommet med på henholdsvis bas og trommer. I 1985 udvidede gruppen permanent besætningen med guitaristen Lars Top-Calia.

"Da jeg kom hjem, satte jeg mig ned og tænkte ved mig selv: "Er jeg virkelig gået ud af gruppen? Ja, det er jeg, jeg kommer ikke tilbage". Men der er selvfølgelig flere grunde, for de sidste tre år har ikke været særligt fede. Gruppesolidariteten var væk, og vores to seneste lp'er, Flow My Firetear og Glamourpuss blev totalt ødelagt af folk, der bare ville have deres eget frem. Den første var især ødelagt af Kim Hyttel (pladens producer og daværende A&R-mand på selskabet Sony, red.), og da vi skulle lave interviews efter Firetear, kan jeg slet ikke genkende noget af historien. Jeg husker især en journalist fra Ekstra Bladet, der sagde "Nå, nu har I jo lavet en pop-lp". Jeg skulle til at fare over ham og smadre ham, men de andre lagde sig bare ned, og Lars sagde: "Ja, ja, det er noget vi kalder sammenbrudspop". Hvis jeg vidste, at jeg lavede sammenbrudspop, var jeg gået ud af gruppen for længst. Men vi havde dog indspillet nogle gode ting, som Flemming Rasmussen havde lavet nogle fede mix af, men de skulle selvfølgelig laves om, fordi Kim Hyttel ikke har en skid forstand på rockmusik. Han kan måske lave Johnny Madsen, men ikke rockmusik."

MEN DET SKULLE BLIVE VÆRRE

for Peter Peter. På den næste plade, Glamourpuss, havde man yderligere allieret sig med produceren Simon Vinestock, der tidligere havde arbejdet sammen med blandt andre David Bowie's Tin Machine. Han blev hyret til at give enkelte af pladens sange et ekstra pift.

"Efter vi havde indspillet pladen kom denne canadier til 20.000 kr. pr. sang. De andre i gruppen var vildt imponerede, fordi han kom med en flaske whisky og satte på bordet med ordene: "Drik drenge! Så skal jeg nok ordne jeres musik!". Jeg var ikke imponeret, og specielt ikke, når jeg vidste, at Flemming Rasmussen havde lavet de fedeste mix af vores sange. Under Simons arbejde forsvandt meget af sjælen, og det mærkelige gik af. Jeg følte, at gruppen kunne have gjort det bedre selv sammen med Flemming Rasmussen." "Så jeg tænkte, at hvis der også skal pilles ved den kommende lp, bliver jeg nødt til at forlade gruppen, allerede inden vi laver demoer. Prøv lige at se det hele an: Live - også på Glamourpussturneens 70 koncerter - viser jeg altid mig selv 100 procent, og publikum er ikke i tvivl om min attitude. Jeg behøver ikke at give et interview, for at folk skal vide, hvad jeg mener. De kan komme ind og se mig spille og se det, der sker oppe på scenen. Hvis du er din musik og viser det, så ved folk lige præcis, hvad du mener. Udtaler du dig derimod til pressen, går der ord i den, og så har du fejlet, du har forvirret dem."

Peter Peter er musiker om nogen er. Han har spillet guitar, lige siden han kan huske, og den første fik han i konfirmationsgave, da han var 14. Den letgenkendelige lyserøde Hagstrom guitar, der lige siden har været hans tro og bedste ven, og som stadig bliver flittigt benyttet både live og under pladeindspilninger. Peter Peter er dog ikke den stumme musiker, der kun kan udtrykke sig på sit instrument. Han har bare aldrig sagt så meget til pressen, for det ligger ikke til hans natur. Og det var heller ikke alle i Sort Sol, der syntes, det var en god ide efter hans opførsel for åbent tv ved grammy-festen i 1992.

"Siden jeg på tv sagde: "Tak til vores fans, tak til vores road-crew and fuck the rest!" har jeg ikke taet lov til at udtale mig i interviews. Nu er Lars Top kommet på, for han giver et godt show, siger kliche på kliche, og det er det, journalisterne vil høre. "Ja, det var en stor oplevelse, oh what a challenge, og alt det der". Hans job er snart ligesom Sebastians i 70'erne! Hvis de lukkede mig ud, skulle jeg nok sige min mening om tingene, og der er meget galt i dag. Faktisk er det lige så slemt i dag, som dengang i starten af punkdagene."

BETRAGTET UDEFRA

er Peter Peter ved at nærme sig det, der kunne synes som divergensen i Sort Sol. Hans vedvarende kærlighed til punkkulturen og til musikken fra dengang. Hans kærlighed til punkbands som Dead Boys, Ramanes og Iggy Pops The Stooges og til de lidt ældre navne Elue Oyster Cult og Alice Cooper er både legendarisk og udødelig. Og det slog også igennem i de sange, han havde skrevet til Glamourpuss' efterfølger.

"Men jeg vidste, at de ikke ville kunne klare sig i Sort Sol, for det var rocknumre med rocktekster. Jeg kunne se frem til, at mine seks numre ville blive stoppet, og det ville jeg ikke kunne holde ud, for de er fede, og teksterne er gode. Ikke som Sort Sols - selvom Steens tekster som regel er gode - men det der bliver sunget om, kan jeg slet ikke gå ind for, du ved: "Kærlighed som aldrig var". Der er sgu' ingen i gruppen, der lider af det. Jeg kan ikke være med til at synge sådan nogle defaitistiske sange, for det er uvedkommende i denne verden, især i dag. Der er brug for nogle hårde ting, nogle klare ting. At alting ikke skal være så fibeltydigt. Der er brug for at sige tingene lige ud. Det skal ikke siges smart mere, for der er ingen, der længere kan finde rundt i verden. Alting er ødelagt af pressen og af reklamer".

"Vi har brug for mere direkte ting for tiden. Mine tekster er meget kontante, de handler for eksempel om en person, som jeg hader meget, og som jeg kalder Knucklehead. Jeg har lavet en sang om, hvad jeg vil gøre ved ham. Det er meget straigt out. Alle kender følelsen, når de kommer hjem fra arbejde, og bossen har sagt et eller andet dårligt. Så tænker man: "Jeg skulle fan'me have ... sparket ham i hovedet". Jeg siger ikke, at man skulle gøre det, men ved at lave sangen, har jeg gjort det åndeligt."

Peter Peter har aldrig gjort nogle af de fysisk voldelige ting, han gerne snakker om og skriver sange om. Men det har optaget ham en del, siden han var dreng og som følge af sin størrelse ofte priigelknabe. Han var et let offer. Og han mener i dag, at oplevelserne fra dengang er med til at forklare hans attitude og opførsel.

"Kan det ikke være noget med at få bank i skolen, når man er lille? Jeg er jo en lille fyr, og indtil jeg begyndte at gå til judo og blev københavnermester i judo, var jeg offer for alle store bøller i skolegården. Det var en kommuneskole, og gårdvagten kunne kun være et sted ad gangen. Den oplevelse gør små fyre som mig farlige, for vi ender med at sige "nu skal de sgu' have, alle de store idioter". Sådan har alle små mennesker det - små af statur ikke af ånd - folk som er lette at holde i en arm og slå med den anden."

Samme holdning har Peter Peter også, når han kigger ud af vinduet i sin lejlighed på det indre Vesterbro i København. Eller vandrer rundt i nabolaget, for siden hans bedste ven døde for tre år siden har han laet et stort had til byens små-pushere.

"Jeg bor på Vesterbro og ser hver dag de mest latterlige pushere, der står med deres salgstale: "Ska' du ha' rigtig go' dope, det er virkelig go' dope". Jeg har altid været taleren t og sagt, det kun er små-pushere, men der skulle kun en små-pusher til at smadre mit liv de sidste tre år. Er det så ikke dem, jeg skal have fat på? Jeg bliver psykopat, når jeg ser, hvordan de jagter helt unge teenage-piger, som ikke har hjerne nok til at s'lge nej, dier blot tror aet er smart. Men når vi taler heroin, så går det hurtigt; du bliver hooked og ender med at stå og trække. Polititet kan ikke gøre noget, og på et tidspunkt er der kun mig tilbage til at gøre noget, til at tage affære. "

Peter Peter har også ofte som en slags mægler taget affære i Sort Sol, når der var problemer internt.

"Jeg har altid været den store forsoner, hvis for eksempel Lars flippede ud på Steen eller Knud. Da snakken om Steen og CV Jørgensens plade løb rundt, gik Lars amok, og jeg forsøgte at drosle ham ned ved at forklare, at eftersom de havde gået rundt i CV's kælder i fem år og indspillet, så skulle der jo komme noget ud på et tidspunkt. Jeg er den store diplomat, og jeg flipper aldrig ud over mine venner. De andre i Sort Sol er bange for mig, men det de har ingen grund til. J eg er deres ven og har altid været det. Deres fjender var mine fjender, og det er farligt at være min fjende, fordi motherfuckers skal off this planet! Jeg ville nu aldrig gøre det, for jeg har ikke lyst til at sidde i fængsel nu, men de kommer i min Sorte Bog, og på et tidspunkt, hvor jeg får det dårligt nok, ryger de. Sådan er det bare med mine venners fjender."  

ORDET VENSKAB GÅR IGEN

og igen, når man snakker med Peter Peter. Han er ikke typen med mange venner, men det går ham ikke på. Og flygtige bekendtskaber interesserer ham heller ikke. Men han kan lide at være omgivet af en tæt sluttet kreds af mennesker, han holder af. Rigtige venner. Og dem vælger han med omhu. Men så er han til gengæld også parat til at ofre alt for dem. Sådan opfattede han sine gamle kolleger i Sort Sol.

"Jeg har ingen venner tilbage i eller omkring bandet. Selv dem på pladeselskabet og på bookingen så jeg som en slags venner, eller som jeg kalder dem, og som jeg også kalder dem i gruppen i dag: Arbejdsrelaterede bekendtskaber. De har ikke været mine venner på det sidste, de støttede mig ikke efter min bedste vens død."

Peter Peter føler derfor ikke, at han havde svært ved at tage beslutningen den 18. maj.

"Som jeg sagde, jeg havde ingen venner tilbage i Sort Sol, så det skulle kun være penge, der skulle kunne holde mig tilbage i bandet. Men de interesserer mig ikke, og jeg skal ikke bruge nogen. Jeg vil gerne slå fast, at jeg hverken har bil eller børn, jeg er ikke narkoman eller alkoholiker - selvom jeg godt kan lide at tage en Calvados! Endda en gang om dagen lige for tiden, for jeg føler mig sgu' lidt rå i nerverne. Jeg er straight, lever og ånder for min musik og er i studiet hele tiden. Jeg lever og ånder selvfølgelig også for min dejlige kone, Lulu (postkortstjernen, red.). Berømmelse betyder ikke noget for mig, og selvom jeg er gået ud af Sort Sol, har det kun slået berømthedskvotienten ned med 50 procent i mit hushold, for jeg har Lulu, og hun har støttet mig fint og været min ven hele vejen igennem."

Hun er en af dem, der kender Peter Peter bedst, men man behøver ikke at kende ham særligt godt, før man kan fornemme hans indflydelse i Sort Sol. Han har altid lavet sange og ofte bidraget kreativt ved udformningen af de andres sange. Men han synes ikke altid,· at han har fået den fornødne anerkendelse.

"Otte måneder før bruddet var vi ' til møde hos vores manager, og han kiggede over på Knud og spurgte, om vi var klar til en ny tur. Det skal altid hedde sig, at det er Knud, der laver alle numrene, selvom det er mig, der laver akkorderne - sjældent uden at få hverken penge eller credit for det.  Hvad fa'n, har jeg tænkt: "Friends forever, vi er da venner". Knud svarede, at vi var klar, men de næste mange måneder var vi aldrig samlet i øveren. Højst fire personer, men oftest kun Tomas og jeg, som får mange ting op at stå. Ting, som jeg u-d-emærket var klar over, ikke kunne gå ind i Sort Sol regie, for dertil var der for megen ironi og for mange farver i det. Jeg laver aldrig noget, der er lavet før. Jeg laver mit eget; måske to akkorder, der ligger ved siden af hinanden på en helt ny måde. Jeg øver meget, og derfor følte jeg også, at der blev gjort grin med det, jeg står for, da Knud forud for Glamourpuss en dag sagde til mig: "Rock'n'roll sucks!"."

Tanken om at det måske var en anden, der skulle forlade Sort Sol, har den strejfet Peter Peter? Når alt kommer til alt, var han jo med til at danne bandet år tilbage.

"Jeg kunne aldrig nogen sinde finde på at ændre et andet menneskes skæbne. Jeg kan ikke sige: "Det er enten ham eller mig". Jeg vil hellere sige, at hvis resten af bandet er verliebte og ikke kan se med deres egne øjne, hvad der er galt, så er det deres problem. Steen skriver altid i sine tekster: "My eyes, your eyes, ditten datten", men jeg tror ikke, at han ser noget med de øjne. Jeg tror ikke, han ser, hvad der sker lige foran næsen på ham. Nej, jeg ville aldrig kunne ændre et andet menneskes skæbne, for hvis der var nogen, der ville gøre det med mig, så snuffer jeg dem, og så er de i Den Sorte Bog. Så det eneste, jeg kunne gøre, var at gå ud af bandet, selvom jeg måske håbede, at en eller anden havde sagt noget, men det var der ikke. Men derfor er det ikke sikkert, at jeg ville komme tilbage, for jeg ville ikke længere arbejde på den sædvanlige måde, hvor alt var blevet meget penge-fikseret."

Det kunne måske synes symptomatisk nu, hvor pengene for alvor har ramt Sort Sol efter succes-albummet Glamourpuss og en lang og næsten totalt udsolgt danmarksturne. Men ifølge Peter Peter har det stået på længe.

"Lige siden Everything That Rises ... Must Converge i 1987, da man så, hvordan sangene blev Koda-anmeldt."

I modsætning til de tre første lp' er, hvor alle sange var krediteret kollektivet Sods eller Sort Sol, fik sangene på Everything That Rises ... Must Converge personlige fædre. Havde de tidligere sange også haft det, havde der da stået Peter Peter ud for de fleste?

"På Minutes To Go lavede jeg alt undtagen Transport, som Knud stod for, men jeg sagde bare: "Friends forever, vi deler". På Under En Sort Sol lavede jeg det meste, men der var også meget, der opstod undervejs i studiet. På Dagger And Guitar var billedet meget lig, men der begyndte det for alvor at gå galt."

Anerkendelse eller ikke anerkendelse, det er et faet, at Sort Sol først er begyndt at få overskud på kontoen de senere år. Peter Peters valg af tidspunkt for sit tilbagetog kan derfor synes temmelig uovervejet.

"Jeg hader penge, de er forbandet. Musikken spiller en større rolle for mig. Og derfor blev jeg sur, da jeg hørte et af de andres nye numre, der var et bevidst forsøg på at lave en efterfølger til Let Your Fingers Do The Walking. Jeg ringeagter virkelig, når grupper gør sådan. Det var så hjernedødt med en mol og en dur-akkord efter hinanden. Sammenbrudspop du, og goddamnit om jeg vil med på en plade med det nummer. For mig er succes at lave en god lp, og den troede jeg ikke på mere. Slet ikke efter to lp' er, som jeg begge anser for fiaskoer, selvom de har solgt godt."

"Jeg kan ikke lade være at føle al den misery, der er i dag, i Bosnien og alle andre steder. Det lever inden i mig, og så kan jeg sgu' ikke stå og spille sammenbrudspop, som måske er en ode til et eller andet dumt pigebarn. Det med at forherlige chicks, det er jeg kommet forbi, for de er lige så snot åndssvage som mænd. Verden fungerer ikke, og det er ikke kun mændenes skyld, det er også de stupide kællingers. Alt sådan noget med at dele sig op i en kvindebevægelse og en mandebevægelse er noget, jeg spytter på. Vi bliver nødt til at stå sammen allesammen, og derfor kan jeg ikke være med på et nummer som det. Ikke 10 mio. kr. kontant skattefrit kan få mig til at blive i et band, hvor der skal spilles noget, jeg ikke kan stå inde for. Så man kan sige, at jeg gik ud af Sort Sol, fordi den nye plade ser ud til at blive en rigtig, rigtig, rigtig dårlig lp."

Men Peter Peter kan vel ikke bortforklare, at piger altid har haft en stor og endog særdeles vigtig plads i rockmytologien. Når alt kommer til er 90 procent af alle pop- og rocktekster skrevet af mænd, og 50 procent af dem handler om piger.

"Ja, men rock'n'roll er også noget at gøre med party og get-off-your-ass og gør det rigtige. Selvfølgelig skal alt ikke være killyour- father-rape-your-mother, selvom jeg som form godt kan godtage sådanne tekster. Det kan være på grund af den nye Sebastian opsamlings-lp, at jeg har fået min gamle punk-ånd tilbage, men jeg nægter at deltage i noget, som jeg synes er latterligt og hjernedødt. Jeg mener, Bangalore Flow på den sidste lp - den sang tog en uge at lave, for der var så meget, der skulles fixfaxes, og det er lort. J eg skammer mig over det nummer, og hvis folk tror, at jeg har spillet med på det, så må du meget gerne skrive, at det har jeg ikke. Jeg har ikke spillet en eneste tone på det nummer. Jeg havde ellers lavet noget virkelig hård Neubauten guitar, for jeg hadede allerede nummeret i forvejen, men det blev mixet helt ud."

Netop Bangalore Flow er det nummer, der blev talt mest om, da Glamourpuss udkom. Det bryder radikalt med alt, Sort Sol tidligere har lavet, og med nummerets lange meditative tabIa-intro står det som en modpol til de fleste af pladens øvrige sange. Mange mener, at gruppen med den sang nok engang forsøgte at bryde nogle grænser. Som den havde gjort før - nogle gange med succes andre gange uden. Længst ude i den udokumenterede jazzede periode i begyndelsen af 80'erne med nogle berygtede sessions fra Bogø. Hvordan oplevede Peter Peter den periode?

"Helt fint for efter 1978 var vi klassificeret som The Sods, og folk troede, at de vidste, hvad vi var. Derfor var det naturligt for os at gå i den anden grøft, men det var en stor joke, selvom der blev lavet gode ting og der blev eksperimenteret vildt. Jeg kan godt lide den periode, hvor Steen spiller kornet, for efter Miles Davis er han den største blæser, synes jeg. Jeg forstår godt, når folk ikke var glade for vores eksperimenter, men de skal være glade for, at vi gjorde det, for ellers var vi bare blevet i den samme dagligstue. Vi gjorde det ikke kun for os selv, men for at skubbe det hele et sted hen, hvor intet havde været før."

Steens håndtering af kornetten er dog dokumenteret på plade i duoen Grønvirke på dens eneste selvtitlede lp, der kom på Gry Records i 1983. Men ellers var det ikke mange af Sort Sols eksperimenter fra den periode, der fik lov at overleve, for gruppens daværende pladeselskab, Medley, var ikke begejstret for materialet.

"Medley ville ikke udsende det, for de mente, at det ville være kommercielt selvmord. Da de sagde det, nikkede vi bare og bekræftede: "Ja, det er det, det er korrekt, ganske korrekt, det er kommercielt selvmord og hvad så. Hvor vil I hen med det?"."

På det tidspunkt var Sort Sol mere end blot energi. Gruppens medlemmer havde antennerne ude i stort set alle kreative retninger, og der blev knyttet venskaber og professionelle kontakter langt ind i teatrets, ftlmens, litteraturens og malerkunstens verden. Gruppen indledte et succesrigt samarbejde med den svært abstrabte teatertrup, Billedstof teatret, og optrådte blandt andet i Frankrig, inden turen i 1983 gik til USA, hvor de var en del af det fælles nordiske kulturfremstød Scandinavian Today.

Peter Peter kunne godt lide samarbejdet med Billedstof teatret, og han har igennem årene været åben for gruppens mange musikalske eksperimenter, men på andre plan føler han, der er gået for meget art i den.

"Da vi skulle lave coveret til den sidste plade, lagde jeg mine 20 yndlingscovers ud på gulvet, men det blev meget dårligt modtaget af de andre. De mente, at "nu var Pede da helt oppe at køre", og det var jeg måske også, for hvorfor hyrer man Henrik Saxgren til at tage billeder, når nu Robin Skjoldborg har taget alle de fede billeder af Sort Sol? Henrik Saxgren ville bare lave sit eget billede til coveret. Jeg havde intet at skulle have sagt. Det med øret var først noget større, så det lignede et af de der Rigmor Mydtskov-billeder. Det kunne lige så godt have være coveret til en Sebastian plade! Okay, en lidt progressiv Sebastian. Nu bruger jeg igen Sebastian som et skældsord, men jeg mener det også. Han står for alt det værste: 80'ernes boheme, come an! Mit had til Sebastian vil aldrig dø."

Udover at skulle tænke på en efterfølger til platinpladen Glamourpuss, står Sort Sol også over for at skulle komponere musikken til Det Kongelige Teaters ny-opsætning af Hamlet på Kronborg til næste år. Aftalen er indgået for længst, og nyheden var så god, at begge de landsdækkende tvaviser valgte at bringe den. Og selvom opgaven på papiret ser ud til at ligge et stykke fra Peter Peters holdning, var han på fra start.

"Jeg havde lavet noget til Hamlet, for efter jeg så Torsten Høegs fantastiske SoapOpera i Den Anden Opera blev jeg meget inspireret. Jeg havde aldrig hørt noget lignende før. Forestillingen var fantastisk; en blanding af nutid og noget filmmusik fra 40'rne. Det var helt klart en novice, der aldrig havde lavet opera før, der stod bag. En mand med energi og ønsket om at gøre det, og det var så inspirerende. Jeg ringede straks til alle i gruppen og sagde "lad os gå i øvelokalet nu, for jeg har noget, som jeg vil have prøvet af til Hamlet". Tre numre, blandt andet en indgang til hele forestillingen og et mellemstykke, som alle var enige om, var meget smukt. Rent akkordmæssigt er det genialt. Hvis man er guitarist, vil man sige: "Hvordan gør han?". Og når man finder ud af det: "Wauw, fedt, det åbner noget helt nyt for mig". Ligesom når folk hører House OfThe Rising Sun. Prøv og forestil dig, hvor mange numre der er lavet efter den sang. På samme måde er mit mellemstykke til Hamlet ligeså innoverende."

Peter Peters exit fra Sort Sol betyder også et farvel til Hamlet-samarbejdet, selvom han gerne ville have fuldført opgaven. At være eller ikke være ... med.

"Jeg havde skrevet under på aftalen og ville også gerne gennemføre den, men fik blot at vide af vore.s manager, at aftalen var indgået med Sort Sol. Men materialet jeg nåede at lave, indspiller jeg nu med mit nye band, Bleeder. Sort Sol kan ikke gøre det; dels er mellemstykket temmelig svært at spille på guitar, dels er det mit stykke. Hvis de gør det, er det tyveri, så kommer de i den Sorte Bog, og så er de færdige. Jeg venter selvfølgelig til, jeg bliver pirret, men så åbner jeg Bogen, og så er ørnen fløjet ... og så er ørnen landet."

Peter Peters Sorte Bog er som en rød tråd igennem en længere samtale med ham, men hvem der er i den, og hvordan man eventuelt kommer ud af den, vil han ikke ind på.

"Der er kun tre-fire stykker tilbage i den, og bare rolig, du er ikke en af dem, og heller ikke nogen du kender"

Peter Peter er godt klar over, at han nu mere eller mindre skal til at starte forfra. Uden management, uden pladekontrakt og uden de forbindelser, som det automatisk giver. Men når musikken altid har været vigtigst for ham, vil han ikke komme til at lide de store savn fremover.

"Jeg husker et job under Flow My Firetear- turneen, hvor vi skulle spille i Frankfurt. Da der kun var dukket få mennesker op, snakkede gruppen om at lave en showcase i stedet. Men der var 45 mennesker, der var totalt vilde med Sort Sol, så jeg sagde "fuck it, vi spiller en koncert", og det gjorde vi. Da vi senere kom ud til vores bus, var den overklistret med sedler fra publikum med "thanks" og "good music". Om vi spiller for 15 eller 45 mennesker, det gør ingen forskel. Selv kommer jeg nok til fremover at spille for 10 mennesker på Stengade 30, men jeg er glad, bare jeg kan få lov at spille den musik, jeg vil"

I dag - tre måneder efter at Peter Peter forlod Sort Sol - har han haft tid til at tænke over sin beslutning. Men han har intet fortrudt.

"Jeg havde ikke og har ingen second thoughts. Jeg fik en virkelig god fornemmelse over aldrig at skulle være til grin mere eller høre på andres bagtalelse. Aldrig mærke jalousien, som især var tilstede under den sidste turne, hvor jeg havde følgespot til mine soloer. Selvfølgelig havde jeg følgespot. Der skal være lys på det, jeg laver, for det er aldrig set før. Men det værste var at skulle sige det til min mor og til Lulu, for de ser mig nu uden job! Og så har jeg også haft nogle slemme mareridt på det seneste. Det værste måtte jeg "kurere" ved at stå op klokken fem og se en film. Jeg drømte, at jeg tiggede og bad om at komme tilbage i Sort Sol! Mig mand, at tigge om at komme tilbage i Sort Sol. I don't think so. Jeg havde sgu' lyst til at pille hjernen ud og trampe på den og spørge: "Hva' fanden, er jeg nu blevet min egen værste fjende?"."

Selvom Peter Peter

er ude af Sort Sol skal han ikke forvente at blive arbejdsløs. For hvis han ville, kunne han få masser af opgaver so~ sessionmusiker. Flere end dem han allerede i årenes løb har haft for blandt andre Jacob Haugaards Sofamania, Nanna, CV Jørgensen, Cyklon Anti Cyklon, Buoyant Blue, Sunshaft, Heatfarm og årets Grand Prixvinder Aud Wilken. Som guitarist er han unik på den danske scene, men ikke som solist i en traditionel forstand, for med undtagelse af gruppens gamle punksang Tin ean People (fra opsamlings-lp'en Pære Punk , red.) har Sods/Sort Sol aldrig været kendetegnet ved guitarsaloer. Det er snarere hans eventyrlyst på de seks strenge og arbejdet med lyde, der gør Peter Peter til en original musiker.

Men man kan ikke se det, for han gør aldrig et større nummer ud af det. Og er det blandt andet ikke også det, der kendetegner mange store guitarister? Hverken Peter Green, Chris Spedding, Richard Thompson eller Tom Verlaine wankede løs på scenen. De er ydmyge over for deres instrument og respekterer det.

Samme holdning har Peter Peter, og derfor kunne hverken penge, berømmelse eller spændende og anderledes opgaver holde ham tilbage i en gruppe, hvis ikke han kan få lov at spille den musik, hans hjerte brænder for. Det er rock, og derfor har han allerede dannet et nyt band, Bleeder.

Hvem spiller du sammen med der?

"Med nogle af mine gamle venner. Guitaristen Klavs Kofod, som jeg har kendt i elleve år, og som i øvrigt var med til at lave sangen Sleepwalker til Glamourpuss. Han og jeg har samme baggrund og kan lide de samme ting; vi har for eksempel begge været Kissfans, så at spille med ham er ren telepati. Bassisten hedder Danny Larsen, og ham har jeg kendt i 15 år og spillet med i ti, blandt andet under navnet Vomit, hvor vi gaven enkelt hyldestkoncert til Stiv Batars fra Dead Boys, da han døde. Der var Franz fra det gamle Brats i øvrigt sanger, og han er helt fantastisk. Baldersgade var godt fyldt op med politisk korrekte BZ-piger, der under soundchecket sad nede foran scenen. Pludselig overdøvede Franz med sin sang dem alle: "Standing an the stage with my dick in my hand, watching all the chicks, watching the band". Allright, man. Det er en af de største oplevelser i mit liv, Ha! Ha! Ha!" Peter Peter er slet ikke til at skyde igennem, men når da at tilføje, at Klavs og Danny i tidens løb også har haft andre grupper sammen, blandt andet Linda Lovelace's Fanclub.

Hvem trommer og synger i Bleeder?

"Indtil videre har vi lånt Matthias Björnlund fra Heatfarm, som er en fed punktrommeslager, men jeg kunne aldrig finde på at stjæle ham fra Heatfarm. Vi skal også have en sanger, når vi hører og møder den rigtige. Men på vores første single, Knucklehead og 'Jeg Skal Dø Ved Arresø', er det mig, der synger A -siden. Og på pladen er Povl Kristian i øvrigt med på keyboard."

Der er altså tale om sang på både dansk og engelsk?

"Ja, sådan er det blevet. I Arresø-sangen er teksten: "J eg skal dø ved Arresø I Langt fra folk jeg kan lide I Brukne tænder, ingen hænder I J eg skal dø ved Arresø". Måske kan du ligesom ane kadencen fra en anden sang, som måske handler lidt om Vesterbro, hvor jeg bor - og som jeg ikke tror på. Faktisk er hele Arresø-nummeret skrevet, indspillet og mixet på tre timer."

Hvem skal udgive Bleeder's musik?

"Vi skal shoppe rundt og se, om nogen er interesseret. Jeg skal også have ordnet min kontrakt med S any, for jeg tror ikke, det nye er noget for dem. Direktøren ville blive fyret, hvis han lavede en lp med mig, men jeg håber da. Men jeg vil ikke have, at der kommer et selskab med det samme og siger, at de godt vil lave det. For de skal fan'me vide, hvad det er, de lukker sig ind til. De skal vide, at jeg gør mine ting og ikke rigtig kan tage imod instrukser. Det kan godt være, at der går en eller anden ung smart pladeselskabsmand rundt derude og har hørt, at jeg har forladt Sort Sol og så tror, at han kan lave en pot guld, men det blivet det nok ikke. Den plade, jeg er ude efter at lave, bliver vinyl/cd-ækvivalenten til Motorsavsmassakren - råt for usødet. Unhampered."

Peter Peter planlægger dog i første omgang at udgive singlen selv på sit selskab, I Hate You Records. Få den trykt i 100 eksemplarer, give et par stykker til Danmarks Radio, så den kan blive spillet og så ellers gemme resten selv.

Endnu en punk-ting at gøre?

"Måske, men Bleeder er ikke kun punk, for vi går ikke tilbage og laver fire-akkorders punk. Jeg kalder det punk, for jeg er punk, og punk er det, som punkrockere siger, det er. That's it. Med gruppen vil jeg lave den lp, som jeg altid har drømt om. Sådan som jeg vil have den, for jeg har musikdrømme, som jeg brænder for. Og der er brug for en plade, der sparker folk hårdt. En plade, som jeg altså ikke tror, der er noget selskab, der vil udgive, medmindre de vil se den som en del af den nye punkbølge."

Hvordan har du som punk det med den?

"Green Day kan jeg ikke lide. Det er en blanding af Stiff Little Fingers, og det har aldrig været min stil." En blanding af Stiff Littie Fingers og ... ? "Nej, en blanding af Stiff Little Fingers!"

Ja ... ?

"Green Day synes jeg ikke er særlig gode, og de er også lidt for happy. Jeg har altid været mere til Texas-chainsaw-massacre-took- my-baby-away-from-me.

Men alligevel kunne man for nylig se dig på tv, hvor du i et Hans Otto Bisgaard program spillede guitar for Aud Wilken.

"Ja, hun ringede mig op kl. 11 morgenen og spurgte, om jeg ville med i tv, og det var jeg glad for, for det var i en dårlig periode efter Sort Sol balladen. "Jamen, hvad skal vi lave?", spurgte jeg hende. "Det kunne vi øve på vej derud", sagde hun. Det var et mærkeligt blues-nummer, som jeg aldrig havde hørt før. Men vi gjorde det, og det er sådan nogle Search And Destroy-missioner, jeg godt kan lide."

Kan man så også forestille sig, at du lægger guitar på hendes første album?

"Det er jo op til hende, men jeg har altid haft stor respekt for Aud, så hvis hun vil have mig til at komme og lave noget, så vil jeg gerne det. Jeg vil hjælpe hende til hver en tid. Uanset h.vad hun vil lave, vil jeg støtte hende, så hvis hun skal bruge Pede, så kommer Pede. Hun har et specielt talent, også en slags telepati. Måske kan hun se på armen, hvis den er specielt højt oppe, så er det fordi, det næste slag bliver hårdere, så går hun efter det. Alene hendes sang, og den måde hun ved, at hun er den bedste sangerinde. Det kan jeg bruge til noget."

ALT IMENS AT BRUDDET

med Sort Sol stod på, og etableringen af Bleeder var i gang, har Peter Peter brugt resten af sin tid på fum. Han er fumfanatiker med en nærmest sygelig interesse ud i splattergenren. Han samler film på video, og har selv lavet to film sammen med nogle venner, den tredie er netop blevet klippet, og to nye er filmet men endnu ikke klippet og redigeret.  Hans første fum hed Hov! Famous Last Words, og den er tre minutter lang, hvorimod efterfølgeren Glubsk - Sultens Gud varer et kvarter. Længere må fum helst heller ikke vare i følge Peter Peter. "Den nye fum hedder Vinkelsliber vanvid, og ud fra fire timers masterbånd klippede vi den ned til 25 minutter og lagt lyd på, og det ser ud til at kunne blive en rigtig, rigtig dårlig film, så det arbejder vi hårdt videre på."

Peter Peters filmhold er samtidig også hans to medspillere i Bleeder, Klavs Kofod og Danny Larsen. Og derudover Piet, og så var Eddie Haircut, der døde for nogle år siden, lydrnand.

"Vi er vores eget største og bedste publikum, og vi synes stadig, at Glubsk er en af de bedste film, vi nogensinde har set. Den er dejlig kort, og det er tanken, der tæller. Det er vores motto. Problemet med de fleste film er, at de er for lange og indeholder for mange plots. Derfor er vores film blot scene på scene på scene - meget abrubt. Og sådan bliver de to nye også."

Som hedder?

"

Hov 2

hedder den ene, og den anden har arbejdstitlen

Hov 3 Glubsk 2 Manden Der Kreperede

. Måske kommer den til at hedde

Hov 3 Glubsk 2 Haps

. Vi kan ikke rigtig bestemme os. Men der er sikkert ingen, der får lov at se dem. De er kun for venner, for ellers skal man stille hele sin ideologi frem!"

Hvad var den første, du så?

"Den allerførste jeg så?" Ja. "Den første, jeg ikke måtte se, var King Kong. Jeg lå inde i min seng og hørte kun alle lydene, og det var ti gange værre: Skrig og skrål og så AAARRRGGGGHHHH. Men jeg tror, den første jeg så, var

Dr. Jekyll And Mr. Hyde

med Spencer Tracy, hvor jeg siden har erfaret, at jeg blev totalt snydt, for det er ikke den rigtige, men derimod en Hollywood-produktion. Man havde opkøbt versionen fra 1932, som er den mest fantastiske med Miriam Hopkins og Fredric March. Det er en skrækindjagende fum, stadig når du ser den den dag i dag. Samtidig er Miriam Hopkins filmhistoriens første babe; hun er sexet, og hun har det endnu. Når du ser den fum, siger du bare: "Jeg ønsker at redde hende, jeg er ligeglad med, om hun har børn eller sådan noget, jeg ønsker at tage mig af hende uanset hvad. Den kvinde må hjælpes". Ridderen kommer op i en, når man ser hende. Og Fredric March er et uhyre sammenlignet med Spencer Tracy, der jo er det rene skuespil. Da jeg var 11, så jeg endelig mit første splat, for min far fulgte mig op til midnatsforestillingen i Triangel Bio. Vi så den, der på dansk hed Frankenstein Lægger Hjernen I Blod eller på amerikansk Frankenstein Must Be Destroyed, og den har jeg lige købt på video forleden. Det er skønt, man kan købe alle de film, man gik glip af - alle dem der var strengt forbudt for børn."

Men lavede du andet som dreng end at snakke om film, du ikke havde set?

"Jeg havde alle de der plastic Aurora sæt, som du kan sælge for 5.000 dollars i Amerika i dag. Jeg har stadig de fleste, dog lettere beskadiget. Men jeg har aldrig brændt nogen af dem, som jeg gjorde med mine modelfly! Dem satte jeg ild til og smed ud af vinduet. Og så klippede jeg bio-annoncerne ud fra aviserne dengang og klistrede dem ind i nogle bøger, som jeg stadig har: Monsters Yearbook. Så nu siger jeg: "Gud det er den", og så ned og købe den. Det er godt nok 25 år for sent, men det er dog ... og jeg beholder min barnlige begejstring over det. Det første splat, hvor Dr. Frankenstein er ude for at hente et hoved. Du ser ikke hovedet blive klippet af, men han har en lille forfærdelig le, og han gemmer sig i en niche, og så kommer der en fuldebøtte forbi, og så ser man op på døren, og så siger det, ppppsssssuuuuuu, og så kom;. mer der et ordentligt splat blod. Helt eminent film."

Hvor går din grænse for splatterfilm?

Er der nogle, der er for voldsomme eller for grummefordig? "Nej, men der er nogle film, jeg ikke bryder mig om, som nogle mennesker regner ind under splatter-genren, og det er kannibalfilm, hvor det går ud over dyr. Og dem sætter jeg højere end mennesker. Jeg vil hellere have, at et dyr overlever end et ... jeg er i øvrigt vegetar. Jeg spiser ikke kød, efter jeg så udsendelsen om den stakkels ko, der fik brækket benene og blev hængt op. Det var ligesom at se tilbage på den spanske inkvisition. Der er to kannibalfilm, hvor det er rigtige drab, når det er dyr, men special efffects, når det drejer sig om mennesker. Der vil jeg sige, at de enten skulle have holdt sig til special effects eller også have kørt linien ud. De kunne tage nogle hvide udbytter- djævle, sådan nogle der forurener vores søer. Eller hvis der var filmskabere med visioner, tage nogle forpulede yuppies og køre dem sammen i en kvæg-vogn derhen, hvor der filmes og så ... off svinene! Jeg mener, de har siddet og ædt dyr, sådan nogle kød-yuppies."

Har nogen fortalt dig, at du er en stor dreng, og at dit liv ikke er "normalt"for en 35-årig?

"Nej, men jeg ved ikke, hvad de 35-årige laver. De har vel bil og børn, men hverken Lulu eller jeg vil have børn. Vi kan ikke lide børn.... okay, nogle børn kan vi godt lide. Men vi er i den grad også bange for vores egne gener, til at vi vil have en unge. Man ser tydelige og skræmmende tegn på modsætninger. Hvis jeg fik en unge, ville det måske blive en lille yuppie, for jeg er så udflydende! Nej, vi er ikke interesseret i det, og vi skal heller ikke have nogen biler. Det kan være, mange 35-årige har mistet deres fantasi, men det har jeg ikke. Jeg er måske lidt skadet efter et hårdt liv an the road - det åbner sgu' op for fantasikrukken."

Så du keder dig aldrig?

"Nej, jeg keder mig aldrig. Jeg har masser at lave. Her til morgen har jeg for eksempel lige siddet og set Batman. TV-serien vel at mærke, som jeg synes burde være standard issue at vise i skoler som engelsk-undervisning eller oversat, for Batman er sgu' en, der siger ting, man kan bruge her på jorden: "Stay out af trouble", eller som Robin sagde, da han så nogle på en pigeskole, der lærte at blive lommetyve: "Holy contributing to the delinquency af minars". Det er en af de eneste TV-serier med samvittighed. Som vil noget godt, og som virkelig vil noget godt. Jeg får inspiration af den serie og ser den tit, selvom der stadig er ti afsnit, jeg ikke har af de 120, der findes."  

Du tegner også?

"Ja, jeg tegner hver dag. Har min egen - stil, som er lidt barnlig i stregen. Jeg er ikke naturalist, men tegner for det meste folk, som får klippet hovedet af og døde babyer klippet midt over af deres far og mor. Jeg har også lavet en digtsamling, der hedder

War Is Hell!

."

Hvad handler dine digte om?

"Jeg vil godt citere et, selvom det er bedst med akustisk guitar. Digtet hedder Dræbt Fugl: "Lille fugl ligger der så kold og død / Abh hhhaaahh / Menneskets teknologi / Har slået dig ihjel ahhh"."

Bruger du krudt på andet end musik og film?

"Næh, det er det. Det er min dag. Jeg sidder altid med min guitar i hånden. Nogle gange når jeg kan slå min hjene fra, så begynder mine hænder bare at spille ting. Her forleden sad jeg og spillede et gammelt Suck nummer - det var det band, Steen og jeg havde før Sods - scary! Et meget indviklet nummer, men mine fingre glemmer aldrig et nummer. J eg kan slå mit hoved fra, og så spiller de selv. Jeg har for øvrigt tænkt mig at blive 100 år og så gøre det slut med mig selv på en fantasifuld måde, når jeg fylder 100 - an stage. Det der med at se om jeg kan spille uden mit hoved, det er da et eksperiment værd, ikke? Jeg skal bare have et stillads at stå op af Jeg lover jer, det bliver ikke kedeligt. Som 100-årig skal jeg nok gøre det selv, men inden er der ingen, der kan få mig ned med nakken."

Med så mange aktiviteter og planer, har du tid til at følge med i den virkelige verden?

"Ja, det har jeg, og jeg gør det. Jeg ser TV-avisen, men jeg læser ikke B.T. og Ekstra Bladet, for jeg har ikke brug for den aggression. De er fulde af løgn, for hvordan kan der udkomme en avis hver dag, når der ikke engang er nyheder til det. Især ikke i agurke-tider. Men hvad finder man så på? Se her - dårlig mor, og så et billede af en eller anden kvinde. Hun kan sgu' ikke gå på gaden de næste tre måneder, men der er aldrig et billede af journalisten og hans curriculum vita. Der står aldrig, om han slår sin kone eller sådan noget. De aviser har altid det sidste ord, og det er kryster-agtigt. Det burde ikke være lovligt, men alt skal jo være hvligt i dag, og man skal virkelig være tolerant. Men den er jeg ikke helt med på."

Men hvem skulle sætte eventuelle restriktioner?

"Det sku' jeg selvfølgelig. Jeg er den eneste, der ser tingene oppe fra. Jeg ville nok ikke dømme nogen til døden, men jeg tror, der ville blive meget trangt ude på Christiansø!" 

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt