Christian Nissen havde besøg på første sal i Rigshospitalets administrationsbygning på Blegdamsvej. Til en afveksling handlede mødet ikke om ventelister og spareplaner. Overfor ham sad filminstruktøren Lars von Trier, en høflig og veltalende mand med et ungdommeligt udseende. Det var ham, der havde bedt om mødet den dag i 1992. Instruktøren mente, at de to parter måske kunne drage gensidig nytte af hinanden.
Christian Nissen lyttede interesseret: ”Jeg vidste, at det, von Trier havde lavet, var lidt ud over det sædvanlige.” ”Det var ikke ligefrem Morten Korch.”
Christian Nissen var året forinden tiltrådt som chef for landets største sygehus. Med udsigt til et underskud på 100 millioner kroner var han gået i gang med at omlægge og strømline, og han gik effektivt til værks. Blandt medarbejderne gik han under navnet ’Døden fra Blegdamsvej’. Også blandt husets læger og professorer havde Christian Nissen sine udfordringer. Hos de fremmeste medlemmer af det danske sundhedsvæsen herskede en vis selvforståelse. Det var hospitalets magtfulde lægeråd, som havde fået afsat Christian Nissens forgænger. Da en professor ønskede Nissen tillykke med stillingen, lod han forstå, at han ikke skulle vide sig for sikker: ’Nu skal De ikke tro, at det er direktøren, der bestemmer her på Riget.’
På mødet fortalte Lars von Trier, at han godt kunne tænke sig at optage en tv-serie om hverdagen og medarbejderne på Rigshospitalet i en blanding af folkekomedie og gys. Christian Nissen var ikke afvisende. Rigshospitalet var ofte i fokus, både for det gode og det dårlige, og måske en tv-serie kunne være med til at give arbejdspladsen et menneskeligt ansigt.
”Men da Lars von Trier fortalte, at der var tale om en spøgelsesfilm om en pige ved navn Mary, der hjemsøgte hospitalet, blev jeg lidt mere bekymret. Man havde lige indført frit sygehusvalg, så jeg tænkte, gad vide, hvordan det vil påvirke patienttilstrømningen, hvis folk får det indtryk, at Rigshospitalet er det rene galehus. Jeg sagde til ham: ’For pokker, hvis patienterne ser sådan en serie i fjernsynet, vil de ryste af skræk, hvis de skal indlægges hos os.’”
Christian Nissens indvending var mest sagt i skæg. Først og fremmest kunne han se potentialet i en tv-serie skabt af Lars von Trier.
”I Rigshospitalets selvforståelse har hospitalet altid været noget andet og finere og højere end resten af hospitalsvæsnet. At vi stillede os til rådighed for en tv-serie på Danmarks Radio, oplevede vi som yderligere en orden på brystet.”
Lars von Trier var 36 år. Uden noget ønske om at være populær og folkelig havde han skabt sig et navn med sine to første spillefilm ’Forbrydelsens element’ (1984) og ’Epidemic’ (1987). Det hed sig, at han var fobisk anlagt, socialt hæmmet og skeptisk over for skuespillere. Stod det til Lars von Trier, ville det bedste være, hvis han kunne hypnotisere skuespillerne til at gøre, som han sagde, uden at komme med forstyrrende ideer til manuskriptet.
Sammen med Peter Aalbæk Jensen havde han 1. januar 1992 stiftet filmselskabet Zentropa i en gammel cigarfabrik i Ryesgade på Østerbro. Planen var, at firmaets indtægter skulle komme fra danske og internationale reklamefilmsproduktioner. Fortjenesten skulle gå til at finansiere Lars von Triers spillefilm.
Aalbæk var tidligere roadie og skolelærer for adfærdsvanskelige børn, inden han blev uddannet på Filmskolen. Han havde fået en sløj start på karrieren som producer med to spillefilm, som ingen billetter solgte. De to fejlslagne filmprojekter havde givet ham en gæld på 1,5 millioner kroner.
Ud over spøgelseshistorien havde Lars von Trier i noget tid arbejdet på manuskriptet til ’Amor omnia’. Filmen handlede om en ung kvinde, der i kærlighed til sin invaliderede mand har sex med fremmede mænd.
Men i 1992 var filmen lagt på is. For det første var der for langt mellem de indbringende reklameopgaver, som skulle betale spillefilmen. For det andet var der ingen, der troede på Triers film.
Peter Aalbæk husker stemningen som mat: ”Firmaet var decideret nødlidende.”
Makkerparret besluttede sig for, at noget måtte ske. De ville lave en tv-serie, og Lars von Trier havde en idé til handlingen.
Christian Nissen var ikke den første, der hørte om spøgelserne på Rigshospitalet. Nogle uger inden havde Zentropa luftet idéen for Danmarks Radio, som havde de økonomiske muskler til at finansiere produktionen. Kunne Aalbæk og Trier lande en kontrakt med DR, ville Zentropa være garanteret en fast indtægt gennem længere tid.
Også hos DR var der i begyndelsen af 1990’erne en stemning af, at noget måtte ske. DR var presset fra flere sider. Tusindvis af seere foretrak konkurrenten TV 2 som leverandør af nyheder og underholdning, og fra politisk hold blev DR kritiseret for at være populistisk. Svend Abrahamsen var co-produktionschef for fiktionsafdelingen i DR. Han havde fulgt Lars von Trier på afstand og var interesseret i at samarbejde om en tv-serie. Måske kunne Trier og Albæk tilføre statsradiofonien noget kant og nytænkning.
Inden Abrahamsens møde med Zentropa lovede Lars von Trier, at han ville forberede tre ideer til en tv-serie. Men hvad han havde i ærmet, vidste ingen, heller ikke Triers nærmeste fortrolige, Peter Aalbæk:
”Aftenen før mødet ringede Trier til mig. Vi havde begge set en genudsendelse af en fransk tv-serie ved navn ’Belphegor’, der handler om et spøgelse i kælderen under kunstmuseet Louvre. I telefonen sagde Trier, at vi skulle lave en spøgelsesserie. Andet havde vi ikke. Vi havde dybest set ikke forberedt en skid. Det var typisk for Trier og undertegnede: I en eller anden overdimensioneret selvtillid regnede vi med, at vi nok skulle finde på et eller andet.”
Da Svend Abrahamsen ringede på hos Zentropa i Ryesgade, havde Peter Aalbæk stillet kaffe og småkager frem.
”Peter Aalbæk havde en teori om, at vi skulle ligne et kunstnerisk foretagende,” fortæller Ib Tardini, der var producer på Zentropa og senere blev medejer. ”Der var normalt meget ryddeligt, men så blev der sat en masse papkasser frem, som Svend Abrahamsen skulle forcere. Det var fuldstændig iscenesat. Vi placerede ham i en ramponeret stol, hvor armlænet faldt af.”
Peter Aalbæk sad med en følelse af, at mødet ikke kun gjaldt en tv-serie, det gjaldt firmaets overlevelse:
”Trier drømte om at være en privilegeret filminstruktør i sit eget filmselskab, og nu var det hele ved at rende ud mellem fingrene på os. Jeg sad og tænkte på stablen af girokort, der lå til betaling. Det er i de der desperationsøjeblikke, at tingene indimellem sker. Jeg er overbevist om, at Trier kiggede over på Rigshospitalet, og så vendte han sig om mod DR’s glimrende udsendte og sagde: ’Det er en spøgelseshistorie … som foregår på Rigshospitalet.’”
Det kan virke besynderligt, at Lars von Trier frivilligt opsøgte hospitalsverdenen. Siden han var dreng, havde synet af blod og lægekitler gjort ham dårlig. Tanken om at blive lagt i narkose og overlade sin skæbne til andre mennesker skræmte ham fra vid og sans. Og så var der hele den velkendte overlægearrogance og vi-alene-vide, som Trier ikke brød sig om. Medarbejderne kaldte Rigshospitalet for ’Riget’ og signalerede et selvbillede af bibelske dimensioner, og det var for stor en fristelse for drillepinden Lars von Trier. Landets største hospital stod som et hårdt pumpet cykeldæk og ventede på, at nogen kom og piftede det.
Trier har senere, i biografien ’Geniet’, skrevet af journalisten Nils Thorsen i 2010, fortalt om ideen til at lade handlingen udspille sig på landets største hospital:
”Det er jo skønt at have et hus, der er så stort, at man ikke kan overskue det, hvor der foregår mange forskellige ting og sager, og der er et hospital skidegodt, tænkte jeg. Det må være sjovt.”
Svend Abrahamsen gik opløftet fra mødet med Zentropa. Uden betænkningstid havde han købt historien om gengangeren Mary på Rigshospitalet.
”Jeg nåede aldrig at høre om de to andre forslag, og jeg har på fornemmelsen, at han ikke havde andre idéer med til mødet.”
Med den afgørende økonomiske opbakning fra DR kunne Lars von Trier nogle uger senere gå skridtet videre og sælge ideen ind til Christian Nissen og resten af hospitalsledelsen.
Flere måneder senere, da Svend Abrahamsen så de første rystede optagelser til ’Riget’, spekulerede han på, hvad det var, han havde været med til at sætte i gang. Handlingen og ikke mindst kameraføringen var så langt ude, at seerne måske ville stå af.
”Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte: ’Hvis ’Riget’ går galt, er jeg en færdig mand.’”
Blandt sine kolleger var Lars von Trier kendt som en møjsommeligt arbejdende instruktør for hvem, film aldrig måtte være en leg. Men nu var Trier som forvandlet. Zentropa havde af DR fået et budget, der var så stramt, at der ikke var tid til at sidde og nørkle med manuskriptet. Tidspresset havde en overraskende virkning på Lars von Trier. Han sendte sin indre censor på ferie og lod teksten flyde. Han virkede nærmest glad.
Idéen til ’Riget’ var planket fra historien om genfærdet på Louvre og fra tv-serien ’Twin Peaks’ (1990) af David Lynch, som var blevet et samtaleemne verden rundt. I Triers version er spøgelserne flyttet ind på Danmarks største hospital, en arbejdsplads, som langsomt er ved at gå op i limningen. Den venlige neurokirurg Moesgaard har travlt som den evigt udglattende curlingkost, der forsøger at fjerne alle ujævnheder i samarbejdet på afdelingen. Men det er en umulig opgave, for landets fremmeste medicinske institution er inficeret af lægefejl, intriger og magtmisbrug. Den koleriske, svenske kirurg Stig Helmer hader alt, hvad der er dansk. Doktor Bondo sprænger rammerne for videnskabelige forsøg, da han overtager en kræftsyg lever i et forsøg på at redde det sjældne sarkom. I kælderen mødes lægerne i et hemmeligt broderskab over besynderlige ritualer.
Men det er ikke det eneste. På hospitalets gange er uforklarlige fænomener begyndt at vise sig. En af patienterne, en kvinde ved navn fru Drusse, insisterer på at blive indlagt. Hun har spirituelle evner og fornemmer, at noget er galt på hospitalet. I hemmelighed forsøger hun at komme i kontakt med genfærdet af en lille pige, der spøger i elevatoren. Det viser sig, at pigens navn er Mary, og at hun for mange år siden var offer for en forbrydelse, der fandt sted, hvor Rigshospitalet i dag ligger.
Undervejs i skriveprocessen mødtes Svend Abrahamsen med Lars von Trier og medforfatteren Niels Vørsel for at debattere manuskriptet:
”Jeg kendte Lars som en seriøs mand. Sort, alvorlig og intellektuel. Men ’Riget’ gjorde et eller andet ved ham. Jeg har ikke set ham grine så meget, som da han sad og skrev med Niels Vørsel,” siger Abrahamsen.
For andre var ’Riget’ for meget af det gode. Lars von Triers daværende kone, Cæcilia Holbek Trier, var gravid med deres andet barn, som skulle fødes på Rigshospitalet, og derfor havde hun ikke lyst til at læse manuskriptet, fortæller hun i bogen ’Geniet’:
”(…) der lød jo voodoo-trommer, og hvad ved jeg, inde fra hans arbejdsværelse. Han havde besøg af alle mulige åndemanere og skulle researche i hele den der verden.”
’Riget’ var ved at tage form. Rollelisten var også på plads. Lars von Trier ønskede at bruge så mange af de folkekære skuespillere fra ’Matador’ som muligt for – med tungen i kinden – at hylde et stykke fælles dansk tv-historie.
Optagelserne var planlagt til at gå i gang i september 1993, og serien skulle være i kassen på blot tre måneder. Omsider var ’Riget’ ved at blive en realitet. Så gjorde det mindre, at sandheden ville komme for en dag, når Christian Nissen og resten af Rigshospitalet og de danske tv-seere så resultatet. Zentropa havde ikke fortalt hele sandheden om tv-serien, dengang man mødtes med Christian Nissen og drøftede detaljerne for filmoptagelserne. Zentropa ville ikke risikere at få nej til at optage på hospitalet og undlod derfor at fortælle, at serien gjorde tykt grin med lægerne og den videnskabelige verden.
”Vi troppede op på Christian Nissens kontor og snakkede om, at de hvide kitlers heroiske indsats var blevet holdt nede i for mange år,” siger Peter Aalbæk. ”Vi fyldte ham med løgn simpelthen.”
Ib Tardini fortalte om fru Drusse og hendes interesse for spøgelserne på hospitalet og om seriens blanding af folkekomedie og gyserhistorie.
”Men seriens angreb på overlægerne og forskervældet fortalte vi ikke om.”
Så måtte Trier, Aalbæk og Tardini tage balladen bagefter.
Peter Mygind var nyuddannet skuespiller fra teaterskolen og havde allerede haft flere opgaver på film og teater. Han var med i krimiserien ’Frihedens skygge’ og havde medvirket i ’Folk og røvere i Kardemomme by’ på Bellevue Teatret, hvor han spillede bageren og hovedet i kamelen. Nu sad han til læseprøve på ’Riget’ i TV-Byen i Søborg, omgivet af etablerede folk som Ernst-Hugo Järegård, Ghita Nørby, Søren Pilmark og Jens Okking.
”Jeg var helt grøn og mærkede, at jeg var havnet i en anden boldgade. Inden vi gik i gang, bød Lars von Trier velkommen med kommentaren: ’I skal bare vide en ting, jeg kan ikke lide skuespillere.’ Værsgo, så var vi i gang.”
Peter Mygind havde fået rollen som den unge reservelæge og medicinstuderende Morten ’Mogge’ Moesgaard, der nyder godt af, at hans far, spillet af Holger Juul Hansen, er overlæge på Rigshospitalet.
”’Mogge’ er den glade dreng, der dribler sig igennem tilværelsen. Han er den øverste i hierarkiet i klassen, og han har sikkert fået lov til at hoppe rundt på Riget, fordi hans far arbejder der, så han føler, det er hans legeplads. Han tager det ikke særlig seriøst, hvilket er enormt provokerende for de andre læger,” siger Peter Mygind.
Undervejs forelsker ’Mogge’ sig i en kvindelig sygeplejerske, og det får konsekvenser på den i forvejen uheldsplagede arbejdsplads.
I den øverste ende af hospitalet hersker den temperamentsfulde overlæge og neurokirurg Stig Helmer, spillet af Ernst-Hugo Järegård, som stod øverst på Lars von Triers ønskeliste. Om arbejdet på ’Riget’ fortalte svenskeren i et interview med Ekstra Bladet:
”Da jeg fik rollen (…), sagde jeg til Lars: ’De kommer da til at være forbandede på mig i Danmark.’ Men han svarede: ’Nej, nej, de vil elske dig’. Og jeg tænkte: ’Han er ikke rigtig klog.’ Selv elsker jeg jo Danmark. Da jeg var barn, tog vi toget fra Ystad til Malmø, gik ned til færgen, med far og mor i hånden, og sejlede til København, når vi skulle opleve noget. Det var som at komme til Broadway.”
Ernst-Hugo Järegård boede dengang på Lidingö nord for Stockholm og var kendt for sine divaagtige manerer. Han blev indlogeret på hotel d’Angleterre, og med til optagelserne bragte han en assistent, som han ordede med, som det hedder, når han skulle lære replikkerne. Järegård brugte en kraftfuld cologne, som blev hængende længe efter, han var færdig med en scene.
Peter Aalbæk var ’voldsomt begejstret’ for at have Järegård med i ’Riget’, og Zentropa strakte sig langt for at behage den svenske skuespiller.
”Han skulle altid lave noget plat med nogle taxaboner. Jeg vidste godt, hvad det kostede at køre i taxa fra Lidingö til Arlanda Lufthavn, men det blev sjovt nok altid dyrere, når Ernst-Hugo kørte turen. Han havde en aftale med en lokal taxachauffør, der gav ham brugte taxakvitteringer for flere tusinde kroner, som han så mente, han havde lagt ud for, når han skulle til optagelse i Danmark. Så lavede han lige en tusse ekstra. Vi accepterede det uden at kny. Det var en del af spillet.”
Også de andre medvirkende på ’Riget’ var glade for at arbejde sammen med Ernst-Hugo Järegård.
”Ernst-Hugo var noget af det sødeste,” siger Peter Mygind. ”Han hilste på statisterne og roste sine kolleger, når de lavede en god præstation, og sådan noget hænger ikke på træerne blandt skuespillere, som ofte er dybt fokuserede på deres eget arbejde.”
Men når optagelserne gik i gang, skete der noget med svenskeren.
”Hvis han var i hopla, kunne han finde på at rydde bordet for kaffekopper, selv om det ikke stod i manuskriptet. Man skulle være på dupperne for at følge med. I en anden scene havde han og jeg et skænderi, og ud af det blå stak han mig en syngende lussing, så mine briller faldt af. Jeg var lettere rystet, men jeg blev i rollen. ’Jättebra, at du spillede videre,’ sagde han bagefter.”
For Lars von Trier var skuespillerne et nødvendigt onde, som han tålte, så godt han kunne, og helst på afstand. Under optagelserne på Rigshospitalet sad han i en campingvogn på parkeringspladsen og kommunikerede til filmholdet med en walkie-talkie. Var han utilfreds med en scene, gad han ikke pakke det ind i høfligheder, husker produceren Ib Tardini:
”Lars lagde ikke fingre i mellem, heller ikke over for folk som Jens Okking og Ghita Nørby. ’Det er kraftedeme for dårligt. Vi klipper dig ud af scenen.’ Ernst-Hugo var heller ikke fredet: ’Ernst-Hugo, gå ud af billedet, du spiller for dårligt. Gå ud.’ ’Jamen, Lars.’ ’Ud! Jeg gider ikke have dig med.’ Lars kunne mærke, at nu stod Ernst-Hugo i baggrunden og prøvede at tage hele fokus. Det er et kendt fænomen, at nogle skuespillere gerne vil være tæt på og inde i lyset hele tiden, selv om de intet har at gøre der. Så smed Lars dem ud. Ernst-Hugo grinede. De var venner hele livet.”
Lars von Trier var ikke alene om at instruere. Den noget mere erfarne kollega Morten Arnfred var kendt for film som ’Mig og Charly’ og ’Johnny Larsen’, og som medinstruktør på ’Riget’ var han den menneskelige modvægt til Trier. I årene efter ’Riget’ udviklede Trier sig til en menneskekender og en fantastisk personinstruktør, siger Arnfred, men på ’Riget’ vidste skuespillerne ikke, hvad de gik ind til, når Lars von Trier instruerede.
”Når jeg instruerer, skal en skuespiller vide, at jeg griber hende, hvis hun falder bagover,” siger Arnfred. ”Min metode er tryghed, og det har aldrig været Lars’ metode. Han kunne finde på at sige til en skuespiller: ’Lad være med at spille så meget.’ Og hvis skuespilleren så spurgte, hvad han mente, sagde han: ’Du skal ikke gøre noget som helst.’ Når Lars var højtråbende, kunne jeg blinke lidt til skuespilleren og signalere: ’Slap bare af, tag det roligt.’”
For Kirsten Rolffes var Triers facon svær at arbejde med, husker Arnfred: ’Lars, du kan jo slet ikke instruere,’ sagde hun, og hun var ikke den eneste, der havde det sådan. Aftalen blev, at de to instruktører delte skuespillerne mellem sig, og at Morten Arnfred tog sig af Kirsten Rolffes.
Trods tidspresset havde Lars von Trier ikke glemt sine fobier. Skulle der optages scener fra Rigshospitalets tag, hvorfra Ernst-Hugo Järegård råbte sine forbandelser over danskerne, tog instruktøren trappen op til 16. etage. Han ville ikke risikere at sidde fast i elevatoren. Var der optagelser med blod og kanyler, fulgte Trier optagelserne fra skærmen i sin campingvogn.
De øvrige optagelser fandt sted i Kodak-bygningerne, et industrikompleks på Roskildevej, hvor Bille August tidligere havde indspillet ’Åndernes Hus’. Til ’Riget’ havde man bygget en hel etage af hospitalet, og i midten lå et mørkt rum, hvorfra Lars von Trier fulgte med på en skærm og talte i walkie-talkie.
Med et skrabet budget for produktionen kunne filmholdet ikke bruge kostbar tid på at sætte lys. Lars von Trier havde derfor besluttet at bruge lysstofrørene i loftet som lyskilde, selv om det gav et kornet, næsten sygeligt skær. Som han sagde: ”Hvis det skal være noget billigt bras, må vi gøre en dyd ud af nødvendigheden.”
De håndholdte kameraoptagelser blev lavet efter samme princip og gav serien et dokumentarisk præg, husker fotografen Eric Kress. Han var nyuddannet fra Filmskolen, og på ’Riget’ lød opgaven, at han skulle bryde med stort set alle principper, han havde lært.
”De første dage var en skræmmende oplevelse, fordi jeg ikke anede, hvordan det ville spænde af. Men det udviklede sig til en lystfuld arbejdsproces. Lars skubbede mig ud over kanten, men på en fin måde. Han pressede mig til at tænke kreativt og finde en løsning, hvor der ikke nogen løsning var.”
Tidspresset gav en friskhed i produktionen, som senere blev basis for dogmebevægelsen, siger Peter Aalbæk:
”Vi hentede inspiration fra den amerikanske tv-serie ’Homicide’, som var ligeglad med sådan noget som kontinuitet, hvilket betyder, at hvis cigaretten er røget halvt igennem på det ene billede, så skal den også være røget halvt igennem på det næste billede. Sådan noget havde man brugt sindssygt meget tid på, men det droppede vi fuldstændig i ’Riget’.”
Hvad Lars von Triers tv-serie kunne udrette på fjernsyn, vidste ingen. For DR var det et sats at hyre en instruktør, som ikke ønskede at hygge om sit publikum. Allerede under forhandlingerne mellem Zentropa og DR året før var bølgerne gået højt, fordi parterne ikke kunne blive enige om, hvem der skulle have rettighederne til et eventuelt udlandssalg. DR forventede, at ’Riget’ ville kunne sælges til de andre nordiske lande, og den mulighed ville man ikke fraskrive sig. Kompromiset blev, at Zentropa ikke fik nogen indtægt fra Norden, til gengæld fik Aalbæk og Trier de øvrige udlandsrettigheder. Det kunne lyde som en god aftale for Zentropa, men sådan så Peter Aalbæk ikke på det:
”På det tidspunkt var der ikke tradition for eksport af danske film til udlandet. Man havde solgt én dansk film til Østtyskland, og det var ’Olsen-banden’. Det var dansk film og tv’s internationale eksponering.”
For Peter Mygind blev historien mere og mere syret, og han fulgte med så godt, han kunne. I ’Riget’ har ’Mogge’ forelsket sig i sygeplejersken Camilla. Da hun ikke vil have noget med ham at gøre, lader han sig indlægge på søvnlaboratoriet, hvor hun arbejder, og det ender med, at Camilla, der bliver spillet af Solbjørg Højfeldt, giver efter. Peter Mygind husker scenen som grænseoverskridende:
”Det var første gang, jeg havde sex for alvor på film. Solbjørg Højfeldt er en smuk, skøn kvinde, som mange unge mænd har drømt om, og nu sad hun oven på mig i en hvid sygeplejeuniform og hoppede op og ned. Det er svært at lade som ingenting, men så må man jo prøve at tænke på noget kedeligt. Jeg tror, vi brugte to-tre dage på at filme scenen. Henning Jensen spiller sundhedsministeren, som får en rundvisning på hospitalet. Da han åbner døren til laboratoriet, sidder hun oven på mig.”
I virkelighedens verden er Solbjørg Højfeldt og Henning Jensen gift. Alle parter gik professionelt til værks, men Henning Jensen kunne ikke dy sig for at udfordre Peter Mygind.
”I en pause sagde Henning tørt til mig: ’Du er mere sammen med min kone, end jeg har været de sidste 12 år.’ ’Nå, øh, o.k.’ Henning Jensen var én, jeg så op til, og jeg kunne ikke finde ud af, om han sagde det for sjov. Dengang var jeg ung og nem at ryste.”
I det hele taget var en underlig stemning begyndt at brede sig på filmholdet. Historiens flirt med det okkulte skabte en utryghed blandt flere af de medvirkende. Kirsten Rolffes var kendt for at have et modtageligt sind, og for hende var det ikke nogen spøg at lege med åndernes verden. Hun troede på spøgelser og fortalte, at hun var i daglig kontakt med dem. Når hun kom hjem fra dagens optagelser, slog hun korsets tegn for vinduerne.
Snakken om spøgelser gjorde indtryk på Peter Mygind.
”Kirsten Rolffes fortalte, at hun havde tilkaldt en spøgelsesjæger derhjemme, fordi alle hasperne røg af hendes vinduer. Jeg syntes bestemt ikke, at det var morsomt. Spøgelser er ikke noget, man skal lege med, og det var det, vi gjorde.”
Især én scene voldte Peter Mygind besvær. I sin iver efter at imponere sygeplejersken Camilla finder ’Mogge’ en afdød patient, der ligner ham, og skærer hovedet af. Planen er at fingere et selvmord for at få sygeplejersken til at elske ham endnu mere. Men planen går i vasken, og ’Mogge’ må gemme hovedet af vejen. Gemmestedet er et hul i murværket i hospitalskælderen.
”Det var en ubehagelig scene. Bagefter slog jeg korsets tegn og skyndte mig udenfor og trak noget frisk luft. Jeg havde ikke lyst til at slæbe onde ånder med mig hjem.”
Senere spekulerede Peter Mygind på, om han måske alligevel havde åbnet en dør, der havde bedst af at være lukket.
”Jeg var ude at rejse, da ’Riget’ blev vist på tv. En dag ringede min hustru og sagde, at der foregik noget i vores hjem i Vanløse, hvor vi boede dengang. Hun var utryg og måtte ringe efter sin storebror. Det påvirkede os, og det var noget, vi snakkede om i familien – om man kan tiltrække ting. Jeg kan godt forestille mig, at et menneske, der er død på en brutal måde, stadig hænger i gardinerne.”
Peter Aalbæk husker, at en paranoid stemning bredte sig på holdet under optagelserne, og det fortsatte ved efterarbejdet, som foregik hos Zentropa:
”Alle klippere og lydfolk var rædselsslagne, fordi de oplevede, at elevatorerne startede og kørte af sig selv midt om natten. Vores rengøringsfolk nægtede at komme der, fordi vi havde Mary stående i et glas. Det var en psykose, som bredte sig til visse dele af befolkningen. Det bredte sig så meget, at aviserne skrev om, at det spøgte omkring produktionen. Det var god PR, uden at vi gjorde noget for det.”
Birgitte Raaberg blev landskendt som Susan Himmelblå i ’Midt om natten’ med Erik Clausen og Kim Larsen. Hun havde ikke tidligere arbejdet sammen med Lars von Trier, da hun fik tilbudt rollen som lægen Judith, en stærk og jordbunden kvinde, som er gravid og glæder sig til at blive mor. Der er blot den detalje, at Judiths mave er faretruende stor. Barnet sparker vildt. Den spirituelle fru Drusse aner, at der er noget alvorligt galt med barnet.
I fjerde afsnit af ’Riget’ gør Judith klar til at føde.
”Jeg lå med en stor silikonemave, mens de sprøjtede vand på mig. Det var rimelig vådt og koldt,” siger Birgitte Raaberg. ”Jeg lå med spredte ben, og selv om jeg havde trusser på, var det lidt specielt. På et tidspunkt sad Lars for enden af sengen, og så sagde han på sin egen finurlige måde: ’Er det egentlig ikke underligt at ligge der? Man kan jo se hele vejen op.’”
Birgitte Raaberg griner: ”’Hold nu din kæft, Lars! Nu har jeg lige vænnet mig til at ligge her.’”
Scenen, hvor babyen kommer til verden, blev optaget uden Birgitte Raaberg. Derfor vidste hun ikke, hvordan barnet så ud, før hun så seriens sidste afsnit en aften i december 1994. Birgitte Raaberg sad foran fjernsynet med sin daværende mand og bonussøn. Hun glemmer ikke synet af Judiths nyfødte søn.
”Det var godt nok lidt af en kraftkarl. Det var totalt spooky.”
Det skrigende spædbarn med det blodige, voksne ansigt blev spillet af den tyske skuespiller Udo Kier, der kendes for sine stirrende blå øjne og androgyne træk. Han havde arbejdet sammen med Lars von Trier før, og da han læste manuskriptet til ’Riget’, var han ikke i tvivl:
”Jeg har spillet vampyr og djævlen mange gange, men her læste jeg et manuskript, hvor jeg bliver født som en kæmpebaby med et voksent ansigt. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg var vild med det.”
Udo Kier og resten af filmholdet var på mærkerne, da scenen skulle optages. Med hovedet forrest skulle Udo Kier presse sig ud gennem silikonemodellen af Judiths underliv. Inde bag ved lå den tyske skuespiller på ryggen på en træplade med fire hjul, og da der blev råbt action, skubbede han fra med fødderne på gulvet.
”Vi havde ikke mulighed for at øve scenen, fordi der kun var én model af dukken. Jeg skubbede på så godt, jeg kunne, men det var svært at trænge igennem. Men endelig lykkedes det, og jeg stak hovedet ud og skreg som en nyfødt baby. Jeg har fået mange reaktioner på den scene, også i Tyskland. Folk elskede det.”
Kæmpebabyen med de lange lemmer fik navnet Lillebror, og han vendte tilbage i anden sæson af ’Riget’, der blev sendt i 1997. Da Birgitte Raaberg læste manuskriptet til anden sæson, bad hun om at få et møde med Lars von Trier og Morten Arnfred. Hun var usikker på, om teksten skulle tages alvorligt eller læses som en farce.
”Lars sagde til mig: ’Det her skal du tage dybt alvorligt, det er din lille baby. Du har ventet på ham så længe, du vil ikke miste ham, og du vil gøre alt for ham. Det skal være dybt ægte.’ Jeg svarede, at det var fint med mig, men så skulle jeg nok have lidt hjælp. Og det fik jeg. Vi havde nogle gode snakke. Jeg fik lov til at gennemføre den idé, at Judith skulle synge ’Solen er så rød, mor’ til Lillebror. Det var sådan en hyggebørneting, hvor man synger for sit barn. Men sangen er også en lille smule uhyggelig, fordi den fortsætter ’Nu er solen død, mor’. Rollen krævede al min koncentration. Jeg tænkte, at jeg måtte gå ind i det univers fuldstændigt og bruge mit eget fantasiliv og følelsesregister.”
Birgitte Raaberg fik en Bodil-pris for sin præstation som lægen Judith. Hun ærgrer sig over, at der ikke kom en tredje sæson af ’Riget’.
”Det kunne have været sjovt at se, hvordan det udviklede sig.”
Et par uger inden ’Riget’ havde premiere på DR i november 1994, blev serien vist ved et særarrangement i Imperial i København. Her kunne et særligt indbudt publikum af skuespillere, filmfolk, kulturpersonligheder og politikere opleve seriens fire afsnit klippet sammen til en fem timer lang spillefilm. Medarbejdere klædt ud i hvide uniformer serverede drinks i foyeren.
I salen sad Christian Nissen sammen med et halvt hundrede læger og sygeplejersker fra Rigshospitalet. De var blevet inviteret med som tak for at have stillet hospitalet til rådighed for optagelserne. Christian Nissen var spændt på at se resultatet. Tidligere på året var han stoppet på Rigshospitalet og var tiltrådt som generaldirektør for Danmarks Radio. Han følte derfor et dobbelt ansvar for den tv-serie, han havde været med til at sætte i gang på Rigshospitalet, og som hans nye arbejdsplads var medproducent af.
Svend Abrahamsen var også til stede i salen. Han havde set filmen flere gange undervejs i processen. Han blev stående i salen, til han havde hørt de første reaktioner fra publikum. Så gik han lettet uden for. I foyeren fik han øje på Peter Aalbæk, som også var gået ud for at få en drink. De to mænd skålede og enedes om, at det tegnede godt, at de var de eneste, der havde forladt visningen før tid.
Det var sent om natten, da filmen var færdig. Da Ib Tardini fik øje på Christian Nissen, gik han hen og beklagede så godt, han kunne.
”Jeg sagde, ’Undskyld, men ellers havde I jo aldrig sagt ja.’ Christian Nissen kiggede på mig, så svarede han: ’Nej, det havde vi sgu ikke, du. Det kan jeg godt fortælle dig.’”
Christian Nissen erindrer ikke ordvekslingen, men han husker, at han i hvert fald ikke var vred. Han havde følt sig godt underholdt af ’Riget’. Filmen var en overraskende blanding af folkekomedie og gys, og alligevel var den sine steder næsten dokumentarisk i sin beskrivelse af lægeverdenen:
”Lars von Trier var grundig i sin research. Måden, lægerne går på i serien, er ramt lige på kornet. Reservelæger går forsigtigt langs væggen og stopper, når de kommer hen til en korsgang, fordi de ikke vil risikere at gå i vejen for en overlæge. Overlæger går derimod hurtigt midt på gangen i fuld fart og ser sig hverken til højre eller venstre.”
Christian Nissen havde også moret sig over logen i kælderen, hvor lægerne mødes i hemmelighed og laver besynderlige ritualer.
”Logen i ’Riget’ var en karikatur af Lægerådet, som i høj grad fungerede som en loge, og hvor medlemmerne havde en særlig selvforståelse. Da jeg var på Rigshospitalet, var der en professor fra Tandlægeskolen, som var en af de mest anerkendte forskere på hospitalet. Da han i sin tid blev overlæge, søgte han om optagelse i Lægerådet, og så var der en af de gamle professorer, der sagde: ’Hvad fanden, en tandlæge i Lægerådet? Det ender kraftedeme med, at vi også skal have varmemesteren med.’ Så var tonen slået an.”
Peter Aalbæk kunne næsten ikke fatte sit eget held. To år tidligere havde han solgt serien ind til Christian Nissen på falske præmisser. Aalbæk vidste, at der ville komme en dag, hvor Zentropas dobbeltspil ville blive afsløret.
Men nu havde Christian Nissen forladt Rigshospitalet og var blevet øverste ansvarlig for Danmarks Radio, seriens medproducent. Ønskede Christian Nissen at lægge sag an mod ’Riget’, ville det gå ud over hans nye arbejdsplads.
”Der var masser af muligheder for at lægge serien ned og sagsøge os,” siger Peter Aalbæk. ”Det kunne være blevet et uendeligt stort beløb, vi skulle betale. Men vi var så heldige, at det potentielle sagsanlæg skulle Christian Nissen dybest set rette mod sig selv.”
Christian Nissen griner ad historien. Han afviser Peter Aalbæks udlægning og siger, at selv hvis han havde været direktør for Rigshospitalet på tv-seriens udgivelsestidspunkt, er det utænkeligt, at han ville have lagt sag an mod Zentropa.
”Det var ikke sådan, at jeg følte mig taget ved næsen. Vi vidste godt, at når det var Trier, ville det være ude i det surrealistiske. Det ville være ironisk og overdrevet, for sådan er en god karikatur altid. Jeg tror faktisk, vi var lidt stolte. Det var en fremragende tv-serie.”
Selv om Christian Nissen havde en god aften i Imperial, var han spændt på at høre, hvordan hans nu forhenværende medarbejdere og kolleger oplevede filmen. I en pause gik han hen til Flemming Gjerris for at høre hans mening om filmen. Gjerris var professor, administrerende overlæge og leder af den neurokirurgiske afdeling på Rigshospitalet. Det er på den neurokirurgiske afdeling, at store dele af serien udspiller sig.
”Jeg var lidt beklemt ved situationen”, siger Christian Nissen. ”Men Gjerris smilede: ’Ja, jeg synes, det er spændende. Der er ikke noget nyt i det for mig. Jeg har bare aldrig set det på film.’”
Det blev vinteren, hvor Lars von Trier lærte danskerne at tage det gode med det onde. I Rigshospitalets køkken stod de to opvaskere med Downs syndrom og kommenterede handlingen som et græsk kor med lyserøde gummihandsker.
Anmelderne var begejstrede.
Information kaldte serien for en ”tv-filmisk begivenhed, der kunne tømme gaderne næsten så godt som en landskamp.”
”En blodstyrtende julegyser,” skrev Jyllands-Posten.
”Det er godt at vide, at superunderholderen Lars von Trier allerede arbejder på en fortsættelse af denne på en gang subtile og folkelige serie,” skrev Berlingske, da fjerde og sidste afsnit rullede over skærmen.
Ekstra Bladets anmelder mente, at serien sluttede på toppen. ”Fy for satan. Den slutning fik de små hår til at rejse sig.”
1994 blev året, hvor døren til udlandet åbnede sig for Zentropa. Ved filmfestivalen i Venedig blev den sammenklippede filmversion af ’Riget’ vist med engelske undertekster.
”Folk hujede og klappede,” husker Ib Tardini. ”Hver gang Ernst-Hugo Järegård stod på toppen af Rigshospitalet og råbte ad de forbandede danskere, klappede folk i hænderne.”
I dagene efter visningen i Venedig stod de internationale tv-stationer i kø for at købe Lars von Triers danske spøgelseshistorie. Zentropa solgte serien til en lang række lande, heriblandt Tyskland, Frankrig og USA. Da DR havde fraskrevet sig udlandsrettighederne til ’Riget’, var det Zentropa, der høstede udbyttet.
”På det tidspunkt kunne jeg ikke engelsk,” siger Peter Aalbæk. ”Vi anede ikke, hvordan en kontrakt skulle se ud, hvis man skulle sælge en tv-serie til et andet land. Vi manglede en helvedes masse færdigheder, som vi hurtigt prøvede at annektere. Det var en pionerånd båret af rus.”
Om aftenen gik Zentropas udsendinge i byen.
”Vi spiste en gedigen middag og fandt det eneste åbne værtshus i Venedig,” siger Ib Tardini. ”Det var en festlig aften.”
I de følgende måneder voksede interessen for Zentropa. Danske og internationale samarbejdspartnere henvendte sig for at høre, om Lars von Trier havde andre projekter i skuffen. Det kunne instruktøren svare ja til. Et af projekterne var manuskriptet til en film om ægteparret Bess og Jan, som sættes på en svær prøve, da han lammes fra halsen og ned i en ulykke på en boreplatform. Lars von Trier droppede titlen ’Amor omnia’ og kaldte filmen for ’Breaking the Waves’. I 1996 vakte filmen sensation og vandt med Emily Watson og Stellan Skarsgård i hovedrollerne juryens specialpris i Cannes. Lars von Triers internationale gennembrud var en realitet.
Zentropa voksede på få år til Nordens største filmselskab og skabte en bølge af danske film lavet efter samme model som ’Riget’. Trier og Aalbæk kaldte de rystede billeder og den manglende lyssætning, som var lavet af sparehensyn, for et kunstnerisk begrundet valg.
Med de nye samarbejdspartnere i ind- og udland var Zentropas film ikke længere kun afhængig af støtten fra Danmarks Radio og Filminstituttet.
”Det var en fuldstændig vild fornemmelse af frihed. Pludselig var vi ikke længere underlagt en dansk spændetrøje, hvor to-tre kommissærer skulle afgøre vores skæbne. Nu kunne vi kraftedeme bare spørge nogle andre. Vi havde hele verden som legeplads.”
Efter ’Breaking the Waves’ vendte Lars von Trier atter tilbage til Rigshospitalet, som gerne ville medvirke i ’Riget II’, der blev vist i 1997. Og dermed var det ikke slut med fru Drusse, Stig Helmer og Lillebror. Lars von Trier havde planlagt en tredje sæson, der én gang for alle skulle afslutte hospitalssagaen.
Men ’Riget III’ blev aldrig til noget. I 1998 døde Ernst-Hugo Järegård. To år senere døde Kirsten Rolffes. Med årene forsvandt også Holger Juul Hansen, Otto Brandenburg, Baard Owe og Jens Okking. Dermed var der tyndet alvorligt ud i rollelisten.
Selv for Lars von Trier var det for mange benspænd for en tv-serie. Dermed var der tilsyneladende sat et punktum for spøgerierne på Rigshospitalet.
Lars von Trier bor i et hus i et frodigt hjørne af Lyngby med udsigt til søen gennem stuens panoramavinduer. I efteråret 2018 er han aktuel med filmen ’The House That Jack Built’, som vakte røre i Cannes tidligere på året. Med få uger til den danske premiere er instruktøren atter i vælten.
Lars von Trier er i dag 62 år. Han byder på kaffe, da Euroman er på besøg en eftermiddag i oktober. Der er sat en time af til interviewet, og Lars von Trier fortæller beredvilligt om sin fascination af massemorderen Jack og om arbejdet med den amerikanske skuespiller Matt Dillon, som var en af de få mandlige skuespillere, der ikke var bange for at påtage sig rollen.
Lars von Trier har fortalt historien mange gange før. Sådan er det, når en film skal lanceres og instruktøren dykker ned i en opgave, han har afsluttet for lang tid siden. Kender man Lars von Trier, ved man, at han allerede nu tænker fremad. Da interviewet nærmer sig sin afslutning, giver det mening at spørge instruktøren, om han har han et nyt projekt i støbeskeen.
Lars von Trier tænker sig om. En mulighed er at lave noget, han kalder etuder.
”Det skulle være nogle kortfilm på ti minutter hver, baseret på 36 dramatiske situationer. Det kunne være sjovt at arbejde inden for en ramme, der fungerer som et benspænd, fordi hver historie må underordne sig et nummer i kataloget.”
Måske er der andre projekter. For nylig var Lars von Trier på besøg på Rigshospitalet, hvor han fik en rundvisning.
”I forgårs stod jeg på helikopterplatformen, fordi jeg nævnte for hospitalsdirektøren, at jeg gik med tanker om …”
Han tøver.
”Jeg sagde ikke noget om hvornår eller noget som helst.”
Det viser sig, at Lars von Trier ikke endegyldigt har opgivet ideen om en tredje sæson af ’Riget’. Men som med alle andre filmprojekter er det umuligt at vide noget.
”Jeg kan ikke udtale mig, om det bliver eller ikke bliver.”
Da instruktøren på opfordring fra journalisten viser ned til sit arbejdsværelse for enden af vindeltrappen, er skrivebordet dækket af papirer. I bunker ligger fotokopier og udprintede sider med notater. På et af papirerne er der et billede af Rigshospitalet, taget for mange år siden sammen med en tekst, der fortæller om hospitalet, der blev bygget på blegedammene uden for København.
”At lave en tredje sæson af ’Riget’ vil være decideret dumt. For man vil sikkert altid tænke, at de gamle afsnit nu alligevel var de bedste. David Lynch prøvede jo at lave en afslutning på ’Twin Peaks’ som biograffilm, og det var noget vås.”
For Trier er det en udfordring, at de to første sæsoner af ’Riget’ slutter med en masse løse tråde og uopklarede mysterier, som kan være svære at binde sammen i en tredje sæson.
”På den anden side kunne det være en slags kryds- og tværs-opgave at få til at hænge sammen, hvilket ville være meget sjovt.”
Ser man ’Riget’ i dag, er det slående, hvor frisk serien virker.
”Der er virkelig knald på. Det går hurtigt, og der er ikke mere end fire replikker i hver scene eller sådan noget. Det er virkelig nogle klicheer, de får fyret af nogle gange. Men der er også morsomheder, som der hvor fru Drusse udtaler sig om analsex. Buller sidder med et eksemplar af Weekendsex. Så siger hun: ’Ak, ja, al den analsex. I min ungdom sagde man: ’Den pæne indgang, det er der, hvor måtten ligger.’’ Da jeg fik den idé, ringede jeg til Kirsten Rolffes og spurgte om hun ville sige den replik. ’Det er PRAGTFULDT,’ sagde hun.”
Men Lars von Trier kommer ikke uden om, at flere af de centrale skuespillere fra ’Riget’ er døde.
”Vi gjorde et scoop med Holger Juul Hansen som Moesgaard. Han gjorde det fandeme godt sammen med Ernst-Hugo. Det var sjovt. Men der er ingen chance for at fortsætte med dem. Der er mange ting, der er svært.”
Skal ’Riget III’ nogensinde blive en realitet, kræver det en stærk svensk skuespiller, som kan hade danskerne lige så intensivt på tv som Ernst-Hugo Järegård. I så tilfælde vil der, også i dag, mange år senere, være masser af forskelligheder de to lande imellem, som en svensk overlæge kan se sig sur på.
Mange danskere og svenskere kan ikke blive enige om han, hun og hen …
Lars von Trier griner. ”’Hen’ er skønt. Jeg elsker provo. Hvis alt brød fuldstændig sammen på hospitalet, fordi ingen forstod en skid af noget som helst. ’Hvor skal hen hen?’”
Indtil videre er det spekulation. Ingen, end ikke Lars von Trier, ved, om spøgelserne på Rigshospitalet nogensinde bliver vakt til live igen.
