Selvmordsturisten
Foto: PR Nikolaj Coster-Waldau i 'Selvmordsturisten'.

"Jeg håber, at 'Selvmordsturisten' har rørt eller rystet dig, når du forlader biografsalen"

Instruktør Jonas Alexander Arnby er aktuel med sin anden spillefilm, ’Selvmordsturisten’. Han ville egentlig fortælle en simpel romantisk historie, men som titlen antyder, blev det til meget, meget mere.

Jonas Alexander Arnby er – for nu at sige det mildt – ikke bange for at lave film, der skubber til de faste opfattelser. Hans første spillefilm, ’Når dyrene drømmer’ fra 2014, et varulve-coming-of-age-drama, var svær at sætte i bås. Det samme er tilfældet med opfølgeren, ’Selvmordsturisten’. Filmen handler om Max, spillet af Nikolaj Coster-Waldau, en helt almindelig mand, der er syg. Dødeligt syg. Det slår ham ud, og stiller ham over for svære eksistentielle spørgsmål: Hvad gør jeg nu? Hvad med min kone? Hvor meget skal vi gå igennem?

Da Max hører om et særligt sted, et slags selvmordshotel, tror han, at han har fundet løsningen. Men det er meget mere end et særligt sted og er omgærdet af mystik og masser af ubesvarede spørgsmål.

”’Selvmordsturisten’ er en kærlighedshistorie og et psykologisk drama. Et mysterie, som det jo er at stå op hver dag,” siger Jonas Alexander Arnby. ”Kærlighedshistorien har nogle enkle træk, men også nogle større træk, hvor vi kan stille nogle eksistentielle spørgsmål. Vi forsøger at ramme ned lige der, hvor kærligheden træder ind i vores store beslutninger om liv og død og sygdom,” siger Jonas Alexander Arnby om filmen, som manuskriptforfatter Rasmus Birch har skrevet manuskriptet til.

jONAS.jpg

Jonas Alexander Arnby.

Balancegangen for Arnby har har været at ramme en tone, der hverken bliver for højpandet eller for lavpandet. Det gør han ved at lade ’Selvmordsturisten’ have ét ben i en realistisk verden, det andet i en mere mystisk verden.

”Jeg synes, at det er fedt at lave en fortælling, hvor man har et følelseslag, en menneskelighed, som er realistisk og let at relatere til, men at man så ser det hele lidt forskudt og i et andet perspektiv. Så kan man stille de her eksistentielle spørgsmål ved at være en lille smule off.”

Jonas Alexander Arnby er med på, at fordi publikum i filmen får forskubbet deres virkelighedsopfattelse, vil der være en risiko for, at ikke alle vil lade sig rive med.

”Men vi fortæller jo en banal historie om kærlighed og livet, to ting, der er en kliché. Det, at jeg så pakker det ind på en anden måde, håber jeg kan være med til, at man kan skabe et andet kig ind i det for dem, der ser den.”

’Selvmordsturisten’ er en ambitiøs film, der stiller krav til sit publikum. Den kræver deres opmærksomhed og udfordrer både etisk og kunstnerisk.

”Jeg er ikke bange for at stikke hånden ind i en hvepserede,” siger Jonas Alexander Arnby.

”Hvis man bevæger sig inden for de her temaer, skal man passe på med at give et facit. Jeg har en historie, jeg vil fortælle, som så er pakket ind i noget dramaturgi. Det kan forhåbentlig prikke til nogle ting. Jeg håber, at den har rørt eller rystet dig, når du forlader biografsalen.”

’Selvmordsturisten’ har premiere i dag, 21. november.

Jonas Alexander Arnby

Født 10. januar 1974. Han har lavet film siden 90’erne, men debuterede først som spillefilmsinstruktør i 2014 med ’Når dyrene drømmer’. Uddannet fra filmskolen Super16. Hans favorit-instruktører er Jim Jarmusch, Martin Scorsese og Coen-brødrene.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Nikolaj Coster-Waldau og Interview