Midt i julens mad- og alkoholorgier er det nok de færreste, der føler sig i absolut topform.

Der er dog nogen, der kan bryste sig af en toptrimmet krop på trods af højtiden – og en af dem er Kumail Nanjiani.

Skuespilleren er ved at indspille Marvels nye film ’The Eternals’, og til rollen er han kommet i sit livs form.

På to billeder på Instagram viser han sin nye krop frem, men forklarer samtidig også, at det ikke havde været muligt for ham at opnå den muskuløse krop på egen hånd.

”Jeg er glad for, at jeg ser sådan her ud, men jeg forstår også nu, hvorfor jeg aldrig har set sådan ud før. Det ville aldrig have været muligt for mig, hvis jeg ikke havde haft et helt år med de bedste trænere og ernæringseksperter betalt af det største filmselskab i verden,” skriver Kumail Nanjiani på Instagram.

’The Eternals’, som Kumail Nanjiani har trænet sig op til, har også Angelina Jolie og Salma Hayek på rollelisten samt ’Game of Thrones’-stjernerne Kit Harrington og Richard Madden.