”Det er frygteligt at skrive om et mord og slet ikke nemt, når et barn gøres fortræd. Jeg havde besøg af min niece, da jeg skrev scenen. Hun sad trygt inde i rummet ved siden af med et glas saftevand og så tegnefilm. Det var en absurd oplevelse af at skille sig ud som to personer, der på den ene side skrev om denne forfærdelige ting og samtidig hentede saftevand. Men det er rart at have en virkelighedsfornemmelse, som forankrer en, så man ikke bliver væk i det forfærdelige, man er ved at skabe.
Man kan holde det ud, fordi man har kontrol over situationen. Det er noget af det formildende ved at være krimiforfatter. Ingen bliver myrdet, med mindre man skriver, at de bliver myrdet. Og man kan altid sørge for, at de onde bliver straffet til sidst. Der står krimien noget over virkeligheden, hvor der jo er sager der aldrig bliver opklaret. På den måde er virkeligheden utilfredsstillende. Nogle gange er der ikke noget svar. Det er der altid i en krimi.”
”Jeg er journalist og vant til at researche. Et af mine redskaber er at kigge på billeder. Det er enormt ubehageligt at billedgoogle rituelle offerknive eller folk, der har hængt sig, men det bliver man nødt til. Det er tit en lettelse at tale med politifolk bagefter. Ligesom jeg ringer til en mekaniker for høre, om bilen vil starte, kan jeg ringe til en retsmediciner og spørge: Hvis man bliver kvalt med et reb, ser det så anderledes ud, end hvis man bliver kvalt med en klaverstreng?”
Annonse
”Jeg blev fascineret af krimier som 11-årig, da jeg på biblioteket faldt over serien ’Virkelighedens forbrydelser’. Det lignede detektivhistorier, som jeg var vild med, men viste sig at være beskrivelser af virkelige forbrydelser. Jeg ved ikke, hvorfor skolebibliotekaren ikke stoppede mig. Det var de vildeste historier, en af dem omhandlede en kvinde på en gård i USA, som indrykkede kontaktannoncer og slog mændene ihjel, når de kom ud til hende. Så stjal hun deres tegnebog og begravede dem i sin kålmark.
Når man er 11 år, har man ikke fuldt udviklet sin empati, man har ikke de følelser, man har som voksen, hvor man tænker: Hvor er det frygteligt. Man tænker mere: Hvor er det spændende. Det lagde en fascination for virkelighedens forbrydelser, som jeg aldrig har lagt fra mig.”
”Jeg opfatter ikke mig selv som en voldelig person, men jeg kickbokser da. Men man kan ikke skrive om det troværdigt uden at kende til det. Det har hjulpet mig, at jeg har været krigskorrespondent og været i Kosovo under krigen. En ting er at sige, at der ingen grænser er for menneskelig grusomhed, en anden ting er at opleve den. Jeg ved, at det findes i virkeligheden. Jeg var en dag ude ved en kirkegård, hvor der var fundet en massegrav. Der var blevet skudt en forfærdelig masse kosovoalbanere, og man havde brændt deres ID-kort. Retsmedicineren forsøgte at identificere ligene ved, at de pårørende kom ind og kiggede på bunker af forrådnet tøj, og så kunne de sige, om det nu var deres fars støvler. Der så jeg menneskelig ondskab i øjnene.”
”Bent Isager-Nielsen (tidligere chef i Rigspolitiets Rejseafdeling, red.) talte jeg med i forbindelse med researchen. Han fortalte mig, at ’meningsløs vold’ ikke findes. På det tidspunkt, hvor forbrydelsen bliver begået, giver den mening for den, der udøver det. Det lyder forrået, men det er essentielt at forstå, hvis man skal beskrive vold på en troværdig måde. Hvilken mening giver det for vedkommende? Det betyder ikke, at man accepterer det, men at man prøver at forstå, hvad der ligger bag. Det er det, som gør en krimi interessant. Ellers er det jo bare opremsning af vold.”
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
